Ankestyrelsens principafgørelse 25-16
Beskrivelse
Efter sygedagpengelovens § 11 b skal en sygemeldt borger medvirke til, at borgerens egen læge udarbejder en lægeattest til brug for den første opfølgning, hvis kommunen beder om dette. Bestemmelsen om medvirken til udarbejdelse af attest til sygedagp...
Journalnummer
2015-3311-31460
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over X Kommunes afgørelse truffet den 20. april 2015.
Resultatet er
•
Du havde ret til sygedagpenge i perioden fra den 23. marts 2015 til den 26. april 2015.
Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.
Kommunen vil kontakte dig.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at der ikke er hjemmel til at træffe afgørelse om bortfald af sygedagpenge ved manglende medvirken til udarbejdelse af attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285).
Dette gælder både, hvis der er forsinkelser med attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285) i forhold til den fastsatte frist, og hvis den sygemeldte undlader at medvirke ved udarbejdelsen af attesten.
Kommunen har ved afgørelsen af den 20. april 2015 henvist til bestemmelsen i sygedagpengelovens § 22.
Vi vurderer, at kommunen ikke kan anvende bestemmelsen i sygedagpengelovens § 22 om dokumentation af fraværet, som hjemmel til bortfald af sygedagpenge, når den sygemeldte ikke medvirker til udarbejdelse af attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285).
Ved denne vurdering har vi lagt vægt på, at bestemmelsen i sygedagpengelovens § 22 indeholder hjemmel til bortfald af sygedagpenge, hvis den sygemeldte ikke opfylder sin pligt til at dokumentere fraværet efter kapitel 12 og 15.
Derudover har vi lagt vægt på, at bestemmelsen i sygedagpengelovens § 11 b om medvirken til udarbejdelse af attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285) fremgår af kapitel 6 om visitation og opfølgning. I henhold til ordlyden af sygedagpengelovens § 22 indeholder bestemmelsen ikke hjemmel til at sanktionere for manglende medvirken til kommunens opfølgning efter kapitel 6.
Vi bemærker, at der heller ikke i sygedagpengelovens § 21, stk. 1, nr. 1 er hjemmel til bortfald af sygedagpenge ved manglende medvirken til udarbejdelse af attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285), da bestemmelsen i § 11 b specifikt er undtaget fra sanktionering, jf. sygedagpengeloven § 21, stk. 1, nr. 1, 1. led.
Kommunen kunne derfor ikke træffe afgørelse om bortfald af sygedagpenge efter den 23. marts 2015 med den begrundelse, at du ikke havde bestilt tid til lægeundersøgelse vedrørende attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285).
Det fremgår af sagen, at sygedagpengeudbetalingen blev genoptaget den 27. april 2015, da kommunen modtog attest til sygedagpengeopfølgning (LÆ 285). Da der ikke var hjemmel til at træffe afgørelse om bortfald af sygedagpenge, kunne kommunen ikke kræve tilbagebetaling af det beløb, som du havde modtaget fra den 24. marts 2015 og frem til den 27. april 2015, hvor lægeattesten modtages.
Du havde på baggrund af ovenstående ret til sygedagpenge i perioden fra den 23. marts 2015 til den 26. april 2015, hvor kommunen havde standset udbetalingen af sygedagpenge.
Efter reglerne skal den sygemeldte medvirke til, at den sygemeldtes praktiserende læge kan udarbejde en lægeattest til brug for den første opfølgning i kommunen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2019-12-14
En sygedagpengemodtager, som er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og som ikke kan få forlænget sygedagpengene efter reglerne i sygedagpengeloven, har ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse ved ophør af sygedagpengene. J...
Udgivet: 2013-07-11
Der kunne ske bortfald af dagpenge under sygefravær på grund af manglende medvirken i kommunens opfølgning. Kommunen kunne kræve, at borgeren medvirkede i kommunens opfølgning, som kunne være en undersøgelse hos en konkret speciallæge. I den konkrete...
Udgivet: 2013-07-11
I 2 sager havde kommunen standset opfølgningen i dagpengesagerne på grund af sikredes manglende medvirken. Dagpengeudvalget traf afgørelse om, at kommunen ikke udelukkende med denne begrundelse kunne afvise at udbetale dagpenge ved ny sygemelding på ...