Ankestyrelsens principafgørelse 41-11
Beskrivelse
Den mulighed for delegation af kompetence til anden aktør, som fremgår af sygedagpengeloven, omfatter ikke indstilling til afgørelse om retten til sygedagpenge eller partshøringforud for denne afgørelse. Disse to sagsbehandlingsskridt er efter Beskæf...
Journalnummer
J.nr.: 7200244-10
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om sygedagpenge - lovbekendtgørelse nr. 85 af 7. februar 2011 - § 19 og § 27, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om afgrænsning af, om kommunen kan anses for selvstændigt at have truffet afgørelse om stop af sygedagpenge, i en situation hvor anden aktør har lavet sagsforberedelse og indstilling.
Resultatet er
• Indstilling til afgørelse i en sag om standsning af sygedagpenge og partshøring med udkast til afgørelse forud for afgørelsen er at betragte som en del af det at træffe afgørelse om retten til ydelse.
Det betyder, at A Kommunes afgørelse er ugyldig, og kommunen skal træffe en ny afgørelse om din ret til sygedagpenge.
Vi ændrer således afgørelsen fra Beskæftigelsesankenævnet i Statsforvaltningen Y.
A Kommune vil kontakte dig.
En mødedeltager finder, at en indstilling ikke kan betragtes som en afgørelse, og er derfor ikke enig i resultatet.
Begrundelse for afgørelsen
Vi har lagt til grund, at det er anden aktør, der har forestået sagsbehandlingen i form af samtaler, opfølgning, indhentelse af sagsakter mv., og at dette lovligt kan delegeres til private aktører, jf. sygedagpengelovens § 19 stk. 1.
Vi har lagt vægt på, at anden aktør har lavet indstilling til afgørelse og partshøring forud for afgørelsen om retten til ydelsen, og at dette er omfattet af delegationsforbuddet i sygedagpengelovens § 19 stk. 2.
Indstilling til afgørelse i en sag om retten til fortsat udbetaling af sygedagpenge og partshøring forud for denne afgørelse må betragtes som så tæt forbundet med selve afgørelsen, at der er tale om en integreret del af det at træffe afgørelse. Myndighedsudøvelse kan ikke delegeres til private aktører uden klar og udtrykkelig lovhjemmel. Det fremgår udtrykkeligt af sygedagpengelovens § 19 stk. 2, at kommunen ikke kan overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge.
Det er Beskæftigelsesudvalgets opfattelse, at en indstilling til afgørelse om retten til sygedagpenge er så tæt forbundet med selve det at træffe afgørelse, at indstillingen må betragtes som en integreret del af afgørelsen. Det kan således ikke udelukkes, at aktørens indstilling reelt har været bestemmende for den afgørelse, som kommunen efterfølgende har truffet. Partshøring forud for afgørelse om retten til sygedagpenge, som indeholder en vurdering af, om betingelserne for fortsat udbetaling af sygedagpenge er opfyldte, må ligeledes betragtes som knyttet til afgørelsen om retten til ydelsen.
Det er derfor Beskæftigelsesudvalgets opfattelse, at den mulighed for delegation af afgørelseskompetence, som fremgår af sygedagpengelovens § 19 stk. 1 ikke omfatter indstilling til afgørelse om retten til sygedagpenge eller partshøring forud for denne afgørelse. Disse to sagsbehandlingsskridt er efter Beskæftigelsesudvalgets opfattelse en så integreret del af afgørelsen om retten til ydelsen, at de er omfattet af delegationsforbuddet i sygedagpengelovens § 19 stk. 2.
Retsvirkningen af manglende kompetence er ugyldighed og nævnets og kommunens afgørelser må derfor anses som ugyldige
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
- • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 19. april 2010
- • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 11. maj 2010
- • Beskæftigelsesankenævnets genvurdering
- • Beskæftigelsesankenævnets brev af 16. september 2010
- Sagen drejer sig om en 46-årig kvinde, som er uddannet kontorassistent og social- og sundhedshjælper. Hun har været sygemeldt siden 5. juli 2007 pga. smerter i ryggen, hypermobilitet, depression samt smerter og ubehag fra mave/tarmkanal. Hun er herudover overvægtig men er i et forløb hos diætist mhp. vægttab.
- Sygedagpengeperioden har været forlænget to gange efter hhv. lovens § 27 stk. 1 nr. 2 vedr. arbejdsprøvning og § 27 stk. 1 nr. 1 vedr. revalidering uden dette har bragt hende tættere på arbejdsmarkedet.
- Der gives herefter afslag på forlængelse af sygedagpenge, idet hun ikke skønnes omfattet af nogle af forlængelsesgrundene. Nævnet er enigt med kommunen i, at hun ikke kan forlænges efter sygedagpengelovens § 27 stk. 1 nr. 1-3 og 5-7 og stadfæster denne del af afgørelsen. Nævnet hjemviser dog en del af afgørelsen, da kommunen skal træffe afgørelse efter § 27 stk. 1 nr. 4. Bestemmelsen gælder for personer, der modtager sygedagpenge pr. 6. juli 2009 eller senere. Sygedagpengene er i dette tilfælde stoppet pr. 7. juli 2009. Kommunen træffer efterfølgende afgørelse om, at hun ikke er berettiget til forlængelse efter § 27 stk. 1 nr. 4, hvilket stadfæstes af nævnet.
- Sagen er overdraget til anden aktør, som forestår sagsbehandlingen vedr. indhentning af oplysninger og vurderinger i sagen, hvilket fremgår af Arbejdsevnevurderingsjournalen.
- Kvinden klager og anfører i klagen, at hun føler sin retssikkerhed krænket, idet det er anden aktør, der har behandlet sagen. Kvinden har siden 2008 været tilknyttet anden aktør, og firmaet har lavet alle indstillinger mv. i sagen.
- Ifølge arbejdsevnemetoden i sagen har anden aktør lavet alle vurderinger i sagen og har desuden lavet indstillinger om, at sygedagpengene stoppes. Det er desuden anden aktør, der har forestået partshøringen forud for afgørelsen om stop af sygedagpenge. Af partshøringsbrev og af afgørelsen til kvinden, fremgår det, at bemærkninger til partshøring og eventuel klage skal stiles til anden aktør.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2018-04-27
Kommunen skal forlænge sygedagpengeperioden efter revurderingstidspunktet, når en af forlængelsesmulighederne er opfyldt, jf. sygedagpengelovens § 27, stk. 1. Udbetalingen af sygedagpenge kan forlænges, når det anses for nødvendigt at gennemføre en v...
Udgivet: 2015-12-22
Kommunen skal foretage en revurdering af sygedagpengemodtagerens situation, inden sygedagpengeudbetalingen ophører som følge af tidsbegrænsningen i § 24, stk. 1. Afgørelsen om forlængelse af sygedagpengeudbetalingen skal derfor træffes inden udløbet ...
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt det ikke godtgjort, at en sygedagpengemodtager uden rimelig grund havde undladt at medvirke ved kommunens opfølgning i sygedagpengesagen. Beskæftigelsesudvalget fandt det ikke tilstrækkelig sandsynliggjort, a...