Ankestyrelsens principafgørelse 46-16
Beskrivelse
Kommunen kan yde støtte til køb af bil til personer med en varigt nedsat funktionsevne efter servicelovens regler. Hvis borgerens varigt nedsatte funktionsevne i væsentlig grad vanskeliggør muligheden for at opnå eller fastholde et arbejde uden brug ...
Journalnummer
2016-2142-10069
Indhold
Afgørelse
Støtte til køb af bil
Ankestyrelsen vurderer, at din funktionsnedsættelse i væsentlig grad vanskeliggør dine muligheder for at fastholde dit arbejde uden brug af bil.
Vi lægger vægt på, at du arbejder 12,5 timer om ugen fordelt på 3 dage som pædagog, og at dit behov for bil som følge heraf skal vurderes på erhvervsmæssigt grundlag. Du har hidtil anvendt offentlig transport til og fra arbejde, som tager 1 ½ time hver vej. Der er 200 meter fra din bolig til busstoppestedet. Du skal herefter gå 200 meter fra busstoppestedet og skifte til tog. Herefter er der 1,2 km fra togstationen til dit arbejde. Du har hidtil cyklet fra stationen til arbejdspladsen, men det kan du ikke mere. Du har oplyst, at du kan anvende offentlig transport, men at du udtrættes.
Vi lægger også vægt på sagens oplysninger om dine helbredsmæssige forhold og funktionsevne med hensyn til at færdes. Det fremgår, at du lider af dissemineret sclerose og som følge heraf har neurogent betinget sclerosetræthed og udtrætning. Du har få kræfter og må økonomisere dine aktiviteter. Derudover har du føleforstyrrelser i arme og ben, smerter og balancebesvær. Du har ikke egentlige ganghjælpemidler, men bruger af og til stavgangsstave som støtte eller trækker din cykel og støtter dig til den.
Vi lægger herudover vægt på oplysningerne om din gangfunktion, som ifølge din egne oplysninger er svingende fra 100 meter på en dårlig dag til 1 km på en god dag.
Vi lægger endvidere vægt på sagens lægelige oplysninger. Det fremgår heraf, at du er i en sekundær progressiv fase af din sygdom, hvorfor man må kunne forvente, at dit funktionsniveau forværres i fremtiden. Du bruger meget energi og tid på transport med offentlige transportmidler frem og tilbage fra arbejde. Lægen vurderer, at det vil være væsentligt for dig, at du har egen bil i forhold til at fastholde dit arbejde. Der er ikke risiko for forværring af tilstanden og lidelsen ved, at du benytter offentlig transport. Men da du lider af træthed og trætbarhed, vil ekstra transporttid være til udmattelse, hvilket betyder, at du i ringere grad vil kunne passe dit arbejde.
Vi lægger også vægt på udtalelsen fra din arbejdsgiver. Det fremgår heraf, at du altid har været en stabil og god arbejdskraft. Man kan se, at du efterhånden er blevet ustabil, fordi transporten til og fra arbejde tager al energi. Det betyder, at dine føleforstyrrelser forstærkes, du får usikker gangfunktion og dårlig balance. De kognitive funktioner bliver også belastet. Ustabiliteten og behovet for sygemeldinger truer ifølge din arbejdsgivers vurdering din tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vi lægger desuden vægt på oplysningerne om dit kørselsbehov. Det fremgår, at der er 44 km fra din bolig til dit arbejde, hvilket tager ca. 1 ½ time med offentlig transport.
Det er en betingelse for at opnå støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag, at funktionsnedsættelsen i væsentlig grad vanskeliggør mulighederne for at fastholde et arbejde uden brug af bil. Det er endvidere en betingelse, at der er behov for kørsel til og fra et arbejde, hvor ansøger skaffer sig et væsentligt bidrag til sin og eventuelle families forsørgelse.
I vurderingen af, om ansøgeren er i stand til at benytte offentlige transportmidler eller andre transportordninger, indgår de helbredsmæssige forholds indvirkning på ansøgerens evne til at færdes. Desuden indgår det i vurderingen, hvis den nedsatte funktionsevne nødvendiggør, at der tages særlige hensyn fx på grund af udtrætning eller risiko for forværring af funktionsevnen.
Selv om funktionsevnen, herunder gangdistancen, ikke er så betydeligt nedsat, at der umiddelbart er grundlag for at tilkende støtte til køb af bil, vil der i en række tilfælde alligevel kunne bevilges bil ud fra et skånebehov. Det kan være tilfældet i forbindelse med støtte til bil på erhvervsmæssigt grundlag, hvor borgeren godt kan komme til og fra arbejde til fods eller med offentlige befordringsmidler, men hvor dette udtrætter den pågældende så meget, at gennemførelsen af arbejdet bliver meget vanskelig. Dette gælder f.eks. ved sklerose.
Vi finder på baggrund af ovenstående, at du opfylder betingelserne for støtte til køb af bil på erhvervsmæssigt grundlag, da du som følge af udtrætning ikke kan passe dit arbejde uden brug af bil.
Afgiftsfritagelse
Det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at du har ret til støtte til køb af bil.
Da du har ret til støtte til køb af bil, har du derfor også ret til afgiftsfritagelse.
Kommunen skal nu fortsætte behandlingen af sagen og træffe en ny afgørelse om, hvilken bil du kan få støtte til samt dit behov for særlige indretninger.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen fandt ikke, at en ansøger var berettiget til at få hjælp til dækning af udgifter til advokat i forbindelse med de offentlige myndigheders behandling af ansøgers klagesager som en nødvendig merudgift efter serviceloven eller som en rimel...
Udgivet: 2019-12-21
Det følger af almenboligloven, at målgruppen for ældre- og handicapvenlige boliger og plejeboliger er ældre borgere og borgere, som har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Borgerens alder er uden betydning. Ældre- og handicapvenlige boliger...
Udgivet: 2016-11-18
Som udgangspunkt har man kun ret til hjælp efter serviceloven, hvis man opholder sig lovligt i Danmark. Ministeren er i serviceloven bemyndiget til at fastsætte regler om, hvilke ydelser der kan medtages under midlertidige ophold i udlandet. I udland...