Ankestyrelsens principafgørelse 26-10

Vestre Landsret afsagde dom den 20. november 2009.

Landsretten udtalte;

”NN skulle, i overensstemmelse med, hvad der må antages at være almindeligt på bygningsområdet som led i en effektiv udnyttelse af arbejdstiden, ikke møde på virksomhedens adresse, men på den byggeplads, hvor han på det tidspunkt var beskæftiget.

Denne ordning kan føre til, at medarbejderens transport, som det var tilfældet i forbindelse med NNs beskæftigelse på byggepladsen, er længere, end hvis medarbejderen skal møde på virksomhedens adresse. Det må antages at være en følge af disse omstændigheder, at det i overenskomsten er aftalt, at medarbejderen kompenseres for kørsel mellem sin bopæl og arbejdsstedet uden for den aftalte arbejdstid med kørepenge ved kørsel i eget befordringsmiddel og godtgørelse for køretid i øvrigt.

NN kørte i en af virksomhedens biler, der var indrettet som værkstedsvogn med værktøj mv., som skulle være til rådighed på byggepladsen. Det var såedes en af del af den ordning, som arbejdsgiveren havde tilrettelagt, at værktøjet ikke skulle opbevares på byggepladsen. Det er blandt andet under hensyn til det anførte om effektiv udnyttelse af arbejdstiden hensigtsmæssigt, at medarbejderen i så fald, som det også var tilfældet for NN, køre i værkstedsvognen til sin bopæl og parkere vognen der. Endvidere kan det være hensigtsmæssigt og udgør en besvarelse for arbejdsgiveren, at medarbejderen, der kører virksomhedens bil, som det også var tilfældet for NN – medtager en eller flere andre medarbejdere, der arbejdere på samme byggeplads, uanset om medarbejderen herved må køre en mindre omvej.

Selv om kørsel mellem hjem og arbejde som udgangspunkt ikke er sikret arbejde, og selvom NNs kørsel ikke i detaljer var fastsat af arbejdsgiveren, må det på baggrund af det anførte efter en samlet vurdering antages, at kørslen, således som den var tilrettelagt, overvejende skete i arbejdsgiverens interesse og efter arbejdsgiverens anvisning, således, at kørslen er omfattet af lov om arbejdsskadesikring § 4, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 939 af 26. november 2003 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde § 1, jf. § 3, nr. 6.

Det er herved uden betydning, at NN på ulykkesdagen ikke som ellers havde en anden medarbejder med som passager, fordi den pågældende den dag havde fri. ”

Landsretten dømte derfor Ankestyrelsen til at anerkende, at ulykken var en følge af arbejdet eller de forhold, det var foregået under.