Ankestyrelsens principafgørelse 16-16

GældendeÅr: 2016Udgivet: 2016-05-18

Beskrivelse

Når kommunen træffer afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, er det nogle gange nødvendigt at vælge et midlertidigt anbringelsessted. Dette kan skyldes, at anbringelsen har en akut karakter, eller at barnet eller den unge h...

Journalnummer

2016-2119-06023

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over X Kommunes afgørelse truffet den 14. januar 2016.

Resultatet er:

Kommunens afgørelse om valg af anbringelsessted for X gælder ikke.

Vi ophæver således kommunens afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for at ophæve afgørelsen om valg af anbringelsessted

Ankestyrelsen vurderer, at Xs ophold på hendes midlertidige anbringelsessted har været af en sådan varighed, at flytningen til et blivende anbringelsessted bør anses for at være en ændring af anbringelsesstedet.

Spørgsmål om ændring af anbringelsessted skal behandles efter reglerne i servicelovens § 69.

Vi vurderer, at kommunen ikke har haft kompetence til at træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted.

Hvad har været afgørende for resultatet

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at X er anbragt akut uden for hjemmet med samtykke, jf. servicelovens § 52, stk. 3, nr. 7.

Kommunen oplyser i sin afgørelse af den 14. januar 2016, at man har truffet afgørelse om valg af blivende anbringelsessted for X. Hun fik i forbindelse med den akutte anbringelse ophold i en midlertidig plejefamilie, som fra starten gav udtryk for, at de ikke havde mulighed for at være blivende anbringelsessted for X.

Vi har lagt vægt på, at det i nogle tilfælde kan være nødvendigt at vælge et midlertidigt anbringelsessted i forbindelse med, at der træffes afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet.

Udgangspunktet er, at det efterfølgende valg af blivende anbringelsessted ikke anses for at være en ændring af anbringelsessted, men derimod er et valg af anbringelsessted. Det forudsætter dog, at opholdet på det midlertidige anbringelsessted er ganske kort.

Vi har lagt vægt på oplysningerne om, at X blev anbragt akut hos en midlertidig plejefamilie den 14. september 2015. X havde således været anbragt hos den midlertidige plejefamilie i 4 måneder på tidspunktet for kommunens afgørelse af den 14. januar 2016.

Vi har lagt vægt på, at der ikke er oplysninger i sagen om, at X har vanskeligheder af et sådan omfang, at der kræves et særligt specialiseret anbringelsessted for at tilgodese hendes behov.

Vi har derudover lagt vægt på oplysningerne fra kommunen om, at der ikke har været særlige omstændigheder forbundet med at finde et blivende anbringelsessted til X, der kan begrunde et midlertidigt ophold af en varighed på 4 måneder.

Vi anser således flytningen af X til det blivende anbringelsessted for at være en ændring af anbringelsessted, som skal behandles efter reglerne i servicelovens § 69.

Ændring af anbringelsessted kræver samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Dette følger af servicelovens § 69, stk. 2. Såfremt forældremyndighedsindehaveren ikke samtykker til ændring af anbringelsessted, skal sagen forelægges for børn og unge-udvalget, som skal vurdere, om der skal ske ændring af anbringelsesstedet. Ved afgørelsen skal børn og unge-udvalget under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets eller den unges behov for kontinuitet i opvæksten vurdere, om barnets eller den unges behov for støtte bedst imødekommes ved en ændring af anbringelsessted. Afgørelse om valg af konkret anbringelsessted træffes herefter af kommunen, jf. § 68 b, stk. 1.

Vi har lagt til grund, at du ikke har givet samtykke til ændring af anbringelsessted for X, idet du har klaget over kommunens afgørelse om, at X skal flytte fra A til B kommune.

Det fremgår af sagens oplysninger, at du har givet udtryk for, at det for tiden er bedst for X at være anbragt uden for hjemmet. Vi har derfor lagt til grund, at du ikke har tilbagekaldt samtykket til selve anbringelsen af X.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

Midlertidigt anbringelsesstedValg af anbringelsessted

Paragraffer

§ 140§ 52§ 68b§ 69

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse C-22-04

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen har behandlet en sag om udmåling af aflastningsordning til et multihandicappet barn. Ankestyrelsen fandt, at nævnet ved sin afgørelse om bevilling af aflastning til barnet ikke havde foretaget en helhedsvurdering af sagen. Ankestyrelsen...

Ankestyrelsens principafgørelse 16-16

Udgivet: 2016-05-18

Når kommunen træffer afgørelse om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet, er det nogle gange nødvendigt at vælge et midlertidigt anbringelsessted. Dette kan skyldes, at anbringelsen har en akut karakter, eller at barnet eller den unge h...

Ankestyrelsens principmeddelelse 1-21

Udgivet: 2021-01-20

Principmeddelelsen er en omskrivning af C-18-06. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, gælder således fortsat på tidspunktet for offentliggørelsen af denne principmeddelelse...