Ankestyrelsens principmeddelelse 2-24 om fordeling af orlov – forældrene bor ikke sammen – øremærket orlov – barselsdagpenge – overdragelse af orlov - tildeling af ekstra uger – særlige situationer – forældrene bor sammen

GældendeÅr: 2024Udgivet: 2024-02-14

Beskrivelse

Principmeddelelsen fastslår Orlov med ret til barselsdagpenge for forældre til børn født eller modtaget den 2. august 2022 eller senere ligedeles som udgangspunkt mellem forældrene, når de bor sammen på fødselstidspunktet. Bor forældrene ikke sammen ...

Journalnummer

23-4497

Indhold

Afgørelse

Sag nr. 1, j.nr. 23-4497

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om ret til barselsdagpenge under fædre- og forældreorlov. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 17. november 2022.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ikke ret til yderligere barselsdagpenge efter den 18. november 2022.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Vi kritiserer, at Udbetaling Danmark har vejledt dig forkert om omfanget af orlov med ret til barselsdagpenge forud for fødslen og ikke har overholdt genvurderingsfristen. Det ændrer ikke ved afgørelsens resultat.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du ikke er bopælsforælder i barselslovens forstand. Det betyder, at du ikke har ret til barselsdagpenge ud over barselsdagpenge under 2 ugers fædreorlov og 9 ugers forældreorlov.

Vi vurderer også, at du ikke opfylder betingelserne for at få tildelt 13 ekstra ugers orlov med barselsdagpenge ved fravær i særlige situationer. Det betyder, at du ikke har ret til barselsdagpenge for perioden fra den 21. november 2022 til den 17. februar 2023.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du ikke boede sammen med barnet på fødselstidspunktet.

Dit barn er født den 5. september 2022. Både barnet og barnets mor boede i Tyskland på fødselstidspunktet.

Ifølge oplysninger i CPR boede du i Danmark på fødselstidspunktet.

Det forhold, at du ifølge CPR midlertidigt flyttede din adresse til Tyskland den 1. november 2022, kan ikke føre til et ændret resultat. For at kunne anses som bopælsforælder i barselslovens forstand, skal du have boet sammen med barnet på fødselstidspunktet.

Du er som følge heraf ikke omfattet af reglen om tildeling af ekstra ugers orlov med barselsdagpenge ved fravær i særlige situationer.

Du har afholdt fædreorlov med ret til barselsdagpenge i 2 uger i perioden 5. september – 18. september 2022. Dit fravær blev anmeldt af din a-kasse, da du har været ledig siden 15. august 2022.

Du har også fået udbetalt barselsdagpenge under din forældreorlov, for perioden 19. september – 18. november 2022, svarende til 9 uger.

Der er ikke i sagen oplysninger om, hvorvidt barnets anden forælder skulle være omfattet af dansk lovgivning om social sikring. Vi har dog ikke fundet grundlag for at undersøge det yderligere, da du ikke har ret til barselsdagpenge ved fravær i særlige situationer allerede af den grund, at du ikke boede sammen med barnet på fødselstidspunktet.

Vi lægger ud fra sagens oplysninger til grund, at du ikke er omfattet af EU-reglerne om vandrende arbejdstager.

Om reglerne

Når forældrene ikke bor sammen på fødselstidspunktet

Den forælder, som ikke har barnet boende, har ikke ret til orlov efter reglerne om ligedeling. Forælderen har ret til barselsdagpenge i 9 uger indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse.

Barselsdagpenge til forældre, der ikke bor sammen på fødselstidspunktet

Udbetaling Danmark tildeler barselsdagpenge på baggrund af oplysningerne i CPR-registret om barnets og forældrenes bopælsforhold på tidspunktet for fødslen.

Tildeling af ekstra orlov i særlige situationer, når kun den ene forælder er omfattet af dansk social sikring

Hvis kun den ene af barnets forældre er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, og forældrene bor sammen på fødselstidspunktet, kan Udbetaling Danmark efter ansøgning tildele ekstra 13 uger med barselsdagpenge ved fravær til den forælder, der er socialt sikret i Danmark. Det skal dokumenteres, at den anden forælder ikke i samme periode efter et andet lands lovgivning får udbetalt en offentlig forsørgelsesydelse.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk

Sag nr. 2, j.nr. 23-69463

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om ret til barselsdagpenge under barselsorlov og forældreorlov. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 10. august 2023.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ikke ret til ret til orlov i mere end 37 uger.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Det betyder også, at du ikke har ret til yderligere barselsdagpenge efter den 22. september 2023.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du som bopælsforælder har ret til barselsdagpenge i sammenlagt 37 uger.

Vi vurderer også, at du ikke opfylder betingelserne for at få tildelt 13 ekstra ugers orlov med barselsdagpenge ved fravær i særlige situationer. Det betyder, at du ikke har ret til yderligere barselsdagpenge efter den 22. september 2023.

Hvad er afgørende for resultatet

Dit barn er født den 7. januar 2023, og du og barnets anden forælder boede ikke sammen på fødselstidspunktet. Barnets anden forælder er bosat i Spanien og der er i øvrigt ikke oplysninger som indikerer, at han skulle være omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Vi lægger vægt på, at du er tildelt barselsdagpenge som mor, som er 2 ugers pligtorlov efter fødslen efterfulgt af yderligere 8 ugers orlov, dvs. i alt 10 ugers barselsorlov.

Vi lægger også vægt på, at du er tildelt ret til barselsdagpenge i 14 uger under forældreorlov og yderligere 13 ugers orlov som bopælsforælder.

Du har derfor ret til barselsdagpenge i sammenlagt 37 uger for perioden 9. januar 2023 til og med 22. september 2023.

Til Udbetaling Danmark har du oplyst, at du og barnets anden forælder har fælles forældremyndighed.

Du har fået tildelt orlov efter, at du og barnets anden forælder ikke boede sammen på fødselstidspunktet. Du er samlet tildelt 37 ugers orlov.

Vi lægger vægt på, at du ikke havde samme adresse som barnets anden forælder på fødselstidspunktet.

Du er som følge heraf ikke omfattet af reglen om tildeling af ekstra uger i særlige situationer.

Du har i forbindelse med klagen anført, at du mener, at der er misinformation på borger.dk, og der er sprogvanskeligheder. Du ønsker at opnå ret til yderligere orlov. Dine oplysninger er indgået i sagens behandling, men ændrer ikke ved afgørelsen, da du er tildelt barselsdagpenge i 37 uger under orlov, som den forælder, der har barnet boende.

Om reglerne

En mor har ret og pligt til fravær i de første 2 uger efter fødslen. Herefter har hun ret til fravær i yderligere 8 uger, i alt 10 ugers orlov.

Mors ret til forældreorlov

En mor har ret til fravær og barselsdagpenge i 14 uger.

Når forældrene ikke bor sammen på fødselstidspunktet

Den forælder, som har barnet boende, har ret til barselsdagpenge i yderligere 13 uger.

Tildeling af ekstra orlov i særlige situationer, når kun den ene forælder er omfattet af dansk social sikring

Hvis kun den ene af barnets forældre er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, og forældrene bor sammen på fødselstidspunktet, kan Udbetaling Danmark efter ansøgning tildele ekstra 13 uger med barselsdagpenge ved fravær til den forælder, der er socialt sikret i Danmark. Det skal dokumenteres, at den anden forælder ikke i samme periode efter et andet lands lovgivning får udbetalt en offentlig forsørgelsesydelse.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på

www.ast.dk

Sag nr. 3, j. nr. 23-66648

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om ret til barselsdagpenge under fædre- og forældreorlov. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 12. juli 2023.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ikke ret til yderligere barselsdagpenge efter den 25. august 2023.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Vi kritiserer, at Udbetaling Danmark ikke har begrundet, hvorfor du ikke kan tilkendes ekstra ugers orlov med barselsdagpenge og heller ikke har henvist til korrekt lovgrundlag. Det fører dog ikke til et andet resultat.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du ikke har ret til barselsdagpenge ud over barselsdagpenge under 2 ugers fædreorlov og 9 ugers forældreorlov, da du ikke har barnet boende.

Vi har anset din klage som en ansøgning om 13 ekstra ugers orlov med ret til barselsdagpenge.

Vi vurderer også, at du ikke opfylder betingelserne for at få tildelt 13 ekstra ugers orlov med barselsdagpenge ved fravær i særlige situationer. Det betyder, at du ikke har ret til yderligere barselsdagpenge efter den 25. august 2023.

Hvad er afgørende for resultatet

Vi lægger vægt på, at du ikke boede sammen med barnet på fødselstidspunktet.

Dit barn er født den 9. september 2022. Både barnet og barnets mor boede i Tyrkiet på fødselstidspunktet. Du boede ifølge oplysninger i CPR i Danmark på fødselstidspunktet.

Du har ved telefonisk henvendelse til Udbetaling Danmark oplyst, at mor og barn er flyttet til Danmark ca. to måneder efter fødslen. Ifølge CPR er de registreret på din adresse fra den 15. marts 2023.

Du havde ikke barnet boede på fødselstidspunktet og har derfor alene ret til barselsdagpenge i 9 uger. Senere ændringer i bopælsforholdene ændrer ikke ved vurderingen, da orloven fordeles ud fra oplysningerne om bopælsforholdene på fødselstidspunktet.

For at kunne anses som bopælsforælder i barselslovens forstand, skal du have boet sammen med barnet på fødselstidspunktet.

Du er som følge heraf ikke omfattet af reglen om tildeling af ekstra ugers orlov med barselsdagpenge ved fravær i særlige situationer.

Du har ikke anmodet om barselsdagpenge under fædreorlov. Din a-kasse har den 26. juni 2023 anmeldt, at du holder orlov med første fraværsdag den 26. juni 2023.

Du har telefonisk til Ankestyrelsen oplyst, at du efterfølgende har fået overdraget 13 ugers orlov fra barnets anden forælder. Udbetaling Danmark har, ifølge dig, oplyst dig om, at du ikke kan holde de 13 ugers orlov, da de skal holdes som udskudt forældreorlov. Vi har ved denne afgørelse ikke taget stilling til denne del af din sag. Vi har vejledt dig om, at du har mulighed for at klage over afgørelsen til Udbetaling Danmark.

Om reglerne

Når forældrene ikke bor sammen på fødselstidspunktet

Den forælder, som ikke har barnet boende, har ikke ret til orlov efter reglerne om ligedeling. Forælderen har ret til barselsdagpenge i 9 uger indtil 1 år efter barnets fødsel eller modtagelse.

Barselsdagpenge til forældre, der ikke bor sammen på fødselstidspunktet

Udbetaling Danmark tildeler barselsdagpenge på baggrund af oplysningerne i CPR om barnets og forældrenes bopælsforhold på tidspunktet for fødslen.

Tildeling af ekstra orlov i særlige situationer, når kun den ene forælder er omfattet af dansk social sikring

Hvis kun den ene af barnets forældre er omfattet af dansk lovgivning om social sikring, og forældrene bor sammen på fødselstidspunktet, kan Udbetaling Danmark efter ansøgning tildele ekstra 13 uger med barselsdagpenge ved fravær til den forælder, der er socialt sikret i Danmark. Det skal dokumenteres, at den anden forælder ikke i samme periode efter et andet lands lovgivning får udbetalt en offentlig forsørgelsesydelse.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på

www.ast.dk

Sag nr. 4 j. nr. 23-80446

Du har klaget over Udbetaling Danmarks afgørelse om ret til barselsdagpenge under barselsorlov og forældreorlov. Udbetaling Danmark afgjorde sagen den 14. december 2022 og 6. september 2023.

Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du har ikke ret til orlov i mere end 37 uger.

Du kan ikke tildeles ekstra 9 uger med barselsdagpenge.

Det betyder, at vi stadfæster Udbetaling Danmarks afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.

Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.

Begrundelse for afgørelsen om tildeling af orlov

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at du som den forælder, der har barnet boende, har ret til barselsdagpenge i sammenlagt 37 uger.

Hvad er afgørende for resultatet

Du og barnets anden forælder boede ikke sammen på fødselstidspunktet den 10. oktober 2022, og du har haft barnet boende siden fødslen. Det fremgår i øvrigt af sagens oplysninger, at du og barnets anden forælder har fælles forældremyndighed.

Vi lægger vægt på, at du har ret til orlov i 24 uger efter reglerne om ligedeling af orloven. Du har derudover ret til orlov med barselsdagpenge i yderligere 13 uger som den forælder, der har barnet boende.

Du har afholdt orlov i perioderne:

oktober – 24. oktober 2022 – 2 ugers pligtorlov efter fødslen.

oktober – 19. december 2002 – 8 ugers barselsorlov.

december 2022 – 27. marts 2023 – 14 ugers forældreorlov.

marts 2023 – 23. maj 2023 – 8 uger og 1 dags forældreorlov.

Ifølge sagens oplysninger genoptog du dit arbejde den 24. maj 2023. Vi bemærker, at ferie med løn sidestilles med genoptagelse af arbejdet.

Du har derfor 4 uger og 4 dages orlov tilbage med dit barn på dette tidspunkt.

Det fremgår ligeledes af sagens oplysninger, at du og barnets anden forælder har fælles forældremyndighed over barnet.

Om reglerne

En mor har ret og pligt til fravær i de første 2 uger efter fødslen. Herefter har hun ret til fravær i yderligere 8 uger.

Mors ret til forældreorlov

En mor har ret til fravær og barselsdagpenge i 14 uger.

Når forældrene ikke bor sammen på fødselstidspunktet

Den forælder, som har barnet boende, at ret til barselsdagpenge i yderligere 13 uger.

Begrundelsen for afgørelsen om afslag på tildeling af ekstra 9 uger med barselsdagpenge

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er tale om en sådan særlig situation, hvor der er grundlag for at tildele dig 9 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge.

Hvad er afgørende for resultatet

Du har søgt om tildeling af 9 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge. Du har i forbindelse med din ansøgning oplyst, at barnets anden forælder ikke er i stand til at afholde barsel på nuværende tidspunkt. Han er først nu ved at etablere kontakt med jeres barn og vil ikke have den nødvendige tilknytning til at passe jeres barn, inden barnet skal i institution.

Du genoptog dit arbejde den 24. maj 2023 og havde på dette tidspunkt 4,8 ugers orlov tilbage. Du ansøgte den 17. maj 2023 om ekstra 9 uger med barselsdagpenge.

Det fremgår af den første lægelige udtalelse, at du og barnets anden forælder aldrig har været i et fast forhold, og at far kun har haft sporadisk kontakt med jeres barn. Far ønsker ikke at tage sin barsel på nuværende tidspunkt og kan ikke tage sig af barnet, som kun har en tilknytning til dig som mor.

I forbindelse med din klage indsendes ny udtalelse fra lægen om, at barnets anden forælder grundet personlige og psykiske udfordringer ikke har været i stand til at skabe en relation til barnet. Far har været sygemeldt i en periode og har modtaget psykologhjælp og haft samtaler i psykiatrien.

Vi vurderer, at der ikke ved udtalelse fra lægen er dokumenteret en egentlig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, som gør barnets anden forælder ude af stand til at passe barnet alene. Du har derfor ikke ret til yderligere 9 ugers barselsdagpenge ved fravær.

Der kan tildeles ekstra 9 uger med barselsdagpenge til en forælder, hvor den anden forælder er lønmodtager og har ret til barselsdagpenge, men hvor forælderen på grund af fx et alvorligt handicap er ude af stand til at passe barnet alene.

Det betragtes som en barselshindring, når en forælder ikke har samvær eller samvær i tilstrækkeligt omfang med barnet til at kunne holde orloven inden for barnets første leveår. Det betyder, at barnets anden forælder har mulighed for at ansøge om at kunne afholde orloven indtil barnet bliver 3 år.

Vi er opmærksomme på, at du under sagens behandling har indsendt yderligere bemærkninger til din sag. Du oplyser blandt andet, at du ønsker, at dit barn bør få samme mulighed for samme mængde barsel som andre børn. Barnets far har igen besluttet, at han ikke kan være en del af jeres barns liv. Det smerter dig, da dit barn betaler prisen for det, ved at barnet skal tidligere i institution og dermed ikke får den samme mængde barsel. Hvis du ikke tildeles ekstra 9 ugers barsel med dit barn, så vil ingen kunne afholde disse uger. Dine bemærkninger ændrer ikke ved afgørelsens resultat. En af konsekvenserne ved indførelsen af øremærket barsel for lønmodtagere, er, at orloven bortfalder, hvis de 9 ugers øremærket barsel ikke afholdes, inden barnet fylder 1 år.

Hvis barnets far ønsker at afholde de 9 ugers øremærket barsel, inden jeres barn fylder 3 år, kan han henvende sig til Udbetaling Danmark, som kan tage stilling til, om der har været tale om eventuelle barselshindringer.

Om reglerne

Tildeling af ekstra orlov i særlige situationer, når den anden forælder er ude af stand til at passe barnet alene

Udbetaling Danmark kan efter ansøgning tildele ekstra 9 uger med barselsdagpenge til den ene af barnets forældre, hvis den anden forælder på grund af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse er ude af stand til at passe barnet alene.

Forælderen skal fremlægge lægelig dokumentation for, at den anden forælder er ude af stand til at passe barnet alene.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på

www.ast.dk

Metadata

Retsområder

Barselsloven

Nøgleord

forældre bor ikke sammenoverdragelse af orlovfordeling af orlovsærlige situationertildeling af ekstra ugerBarselsdagpengeøremærket orlovforældre bor sammen

Paragraffer

§ 21b§ 21§ 7

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-20-08

Udgivet: 2013-07-11

Der var ikke regler om, at retten til barselorlov og dagpenge skulle være afviklet, inden barnet fyldte 60 uger, når orloven havde været forlænget som følge af barnets indlæggelse på sygehus inden for de første 46 uger....

Ankestyrelsens principafgørelse D-12-05

Udgivet: 2013-07-11

Krav om dokumentation for arbejdsindsats i ægtefællens virksomhed var omfattet af bestemmelsen om, at retten til dagpenge bortfaldt, hvis sikrede uden rimelig grund undlod at medvirke ved kommunens opfølgning. I det konkrete tilfælde, hvor papirerne ...

Ankestyrelsens principmeddelelse 88-19

Udgivet: 2019-12-14

Principmeddelelsen er en sammenskrivning af D-25-03, D-24-04, D-26-05, D-7-08, D-14-06 og 55-10. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået ...