Ankestyrelsens principafgørelse D-20-08

GældendeÅr: 2008Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Der var ikke regler om, at retten til barselorlov og dagpenge skulle være afviklet, inden barnet fyldte 60 uger, når orloven havde været forlænget som følge af barnets indlæggelse på sygehus inden for de første 46 uger....

Journalnummer

J.nr.: 7000070-08

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel - lov nr. 566 af 9. juni 2006 - § 14, stk. 2 og § 21, stk. 3

Afgørelse

Moderen havde ret til at forlænge barselorloven med 4 uger, hvor hendes barn var indlagt på sygehus.

Moderen havde ret til, at hendes barselfravær forlængedes med perioden, hvor hendes barn var indlagt i 4 uger umiddelbart efter fødslen og dermed inden for de første 46 uger. Ved fraværet som følge af barnets indlæggelse udbetalte kommunen dagpenge, jævnfør dagpengelovens § 20, stk. 1.

Moderen havde ret til disse dagpenge udover den ret, der fulgte af de generelle regler i barselloven.

Begrundelsen var, at det udtrykkeligt fremgik af lovteksten, at den periode, hvor der var ret til fravær, forlængedes med indlæggelsesperioden.

Den periode, hvor der normalt var ret til fravær, var for en beskæftiget lønmodtager, som i det konkrete tilfælde 32 uger, der kunne udstrækkes til 46 uger.

Der var ikke regler om, at retten til orlov og dagpenge skulle være afviklet, inden barnet fyldte 60 uger, når orloven havde været forlænget som følge af barnets indlæggelse på sygehus.

Der henvistes samtidig til Familie- og Forbrugerministeriets vejledning om ret til orlov og dagpenge ved barsel, hvor det af punkt 4.1.2 fremgik:

”Forlængelsen af orloven med ret til barseldagpenge betyder, at 46-ugers perioden først begynder at løbe eller genoptages fra og med kalenderdagen efter den dag, hvor barnet udskrives. Ved flerbarnsfødsler, hvor flere af børnene er indlagt, regnes udskrivningstidspunktet fra det tidspunkt, hvor det sidste barn bliver udskrevet. ”

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.

Information

  • Sagen drejede sig om ret til dagpenge for en kvinde, der fødte den 5. marts 2007. Barnet var indlagt på sygehus i perioden 5. marts til 30. marts 2007.
  • Moderen modtog løn under barsel i 24 uger efter fødslen.
  • Moderen anmodede kommunen om forlængelse af orloven med den periode, hvor barnet var indlagt på sygehus samt retsbaseret forlængelse af forældreorloven med 14 uger til i alt 46 uger.
  • Kommunen gav afslag herpå med den begrundelse, at moderen ikke både kunne forlænge på grund af barnets indlæggelse, jævnfør barsellovens § 14 og samtidig vælge retsbaseret forlængelse af forældreorloven til i alt 46 uger. Kommunen henviste til barsellovens § 21, stk. 3 og anførte, at den retsbaserede forlængelse skulle være afviklet, inden barnet fyldte 60 uger.
  • Beskæftigelsesankenævnet fandt, at moderen havde ret til at forlænge barselorloven med den periode, hendes barn var hospitalsindlagt. Derudover havde hun ret til forlængelse af orloven med 14 uger med forholdsmæssigt nedsatte dagpenge. Nævnet redegjorde herved for reglerne.
  • I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at den retsbaserede forlængelse skulle være afholdt og være afviklet, inden barnet blev 60 uger.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om retten til dagpenge skulle være afviklet, inden barnet fyldte 60 uger, uanset at orloven havde været forlænget eller udsat på grund af barnets indlæggelse på sygehus.

Metadata

Retsområder

Barselsloven

Nøgleord

Udbetalingen udstrækkesBørnSygehusindlæggelseForlængelseBarselsdagpenge

Paragraffer

§ 20§ 14§ 21

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-42-91

Udgivet: 2013-07-11

Afslag på dagpenge fra kommunen i de første 3 uger af et sygefravær til en musiker med enkelte arrangementer, idet pågældende ikke var frivilligt forsikret. Pågældende blev ikke anset for at være lønmodtager i relation til dagpengeloven. Honoraret bl...

Ankestyrelsens principafgørelse D-22-05

Udgivet: 2013-07-11

Manglende fremmøde til undersøgelse hos speciallæge til brug for belysning af, om der skulle rejses sag om førtidspension, var omfattet af bestemmelsen om, at retten til dagpenge bortfaldt, hvis den sikrede uden rimelig grund undlod at medvirke ved k...

Ankestyrelsens principafgørelse 65-12

Udgivet: 2013-07-10

En kommunal arbejdsgiver, der udbetalte løn under fravær til en gravid lønmodtager på grund af graviditetsbetinget sygdom, var berettiget til refusion af barseldagpenge, også i den periode, hvor der var en overenskomstmæssig ret til at gå på orlov. D...