Ankestyrelsens principafgørelse 7-15

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sag om A Kommunes partstatus i en konkret tilsynssag vedrørende det private opholdssted M.

Resultatet er

• at A Kommune ikke er part i den konkrete sag.

Vi ændrer således afgørelsen fra Socialtilsyn om, at der i den konkrete sag er grundlag for at meddele kommunen partsbeføjelser.

Vi skal bede Socialtilsyn være opmærksom herpå i forbindelse med det fortsatte driftstilsyn med M.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen vurderer, at der i den konkrete sag ikke er grundlag for at antage, at kommunens interesse i sagen er så væsentlig og individuel, at kommunen efter almindelige forvaltningsretlige principper skal tillægges partsstatus.

Væsentlighed

Vi har i forhold til væsentlighedskriteriet lagt vægt på, at selv om det antageligt vil være besværligt og betyde merarbejde for kommunen, hvis borgere skal flyttes til andre opholdssteder, som følge af at der potentielt nedlægges et antal pladser på M, og selv om det muligvis også i et vist omfang vil have økonomiske konsekvenser for A Kommune, såfremt samarbejdet med M ikke kan opretholdes i samme omfang som hidtil, forekommer det dog tvivlsomt, om der i den konkrete situation vil være så store eller uoprettelige økonomiske tab eller så markante gener i øvrigt, at kommunens interesse derved i sig selv bliver væsentlig.

Vi bemærker i den forbindelse, at der i den materielle sag alene er tale om et skærpet tilsyn og fem konkrete påbud om bl.a. (primært), at bedre og ændre de fysiske rammer. Hvis afgørelsen derimod havde omhandlet eksempelvis tilbagekaldelse af opholdsstedets godkendelse, ville dette i højere grad tale for at kommunens interesse var tungerevejende og mere væsentlig i forvaltningsretlig forstand.

Generelt er indgrebets karakter, det vil sige med hvilken intensitet og styrke socialtilsynets afgørelser vedrørende private tilbud påvirker kommunen, således af stor betydning ved afvejning af væsentlighedskriteriet.

Individualitet

I forhold til kriteriet om individualitet har vi lagt vægt på, at selv om A Kommune har taget initiativ til etableringen af M, og selvom kommunen yder et årligt driftstilskud til M, havde en række andre kommuner også borgere tilknyttet M, på tidspunktet for socialtilsynets afgørelse om skærpet tilsyn og påbud.

På tidspunktet for socialtilsynets afgørelse om skærpet tilsyn og påbud var der således seks kommuner, der anvendte M (B, C, D, E, F og G kommuner) udover A Kommune. Det er på den baggrund ikke vores vurdering, at A Kommunes interesse i sagen har en tilstrækkelig individuel karakter.

Vi bemærker i øvrigt, at der i den eksisterende samarbejdsaftale mellem M og A Kommune ikke ses indikationer på, at A Kommune har fortrinsret til et bestemt antal pladser på opholdsstedet.

Generelt er det således, ved afvejning af den individuelle karakter, af afgørende betydning om socialtilsynets afgørelser vedrørende private tilbud aktuelt berører en større kreds af kommuner, således at den enkelte kommunes interesse dermed ikke kan siges at være tilstrækkelig individuel i forvaltningsretlig forstand.