Ankestyrelsens principafgørelse 106-11

Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om adgangen til at kræve tilbagebetaling af en erstatning, som du fik udbetalt efter din arbejdsskade af 15. december 1998.

Resultatet er:

· Du skal ikke tilbagebetale den udbetalte erstatning

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen om tilbagebetaling

Sagen er vurderet efter de ulovbestemte principper om tilbagesøgning af ydelser, der er betalt på baggrund af en vildfarelse (condictio indebiti). Arbejdsskadesikringslovens § 40 a, om tilbagebetaling, kan ikke finde anvendelse i denne sag, fordi denne regel kun gælder ydelser ”efter denne lov”. Din arbejdsskade skete i 1998 og afgøres derfor efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, der ikke indeholder en regel om tilbagebetaling.

I vurderingen af hvorvidt der er ret til tilbagebetaling, kan indgå en række forhold, herunder ydelsesmodtagerens gode eller onde tro og en vurdering af, hvem der er nærmest til at bære risikoen for (fejl)udbetalingen.

Vi vurderer, at der ikke kan være tvivl om, at du har været i god tro om, at du havde ret til udbetalingen af erstatningen. Alene det forhold, at du klagede over afgørelsen indikerer, at du mente, at du havde ret til erstatningen. Endvidere havde du ingen grund til at tro, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var forkert, og du havde heller ingen reel mulighed for at undersøge spørgsmålet nærmere. Endelig havde du ingen viden om, at afgørelsen kunne blive ændret til skade for dig. Det bemærkes i den forbindelse, at den information, som aktuelt findes på Ankestyrelsens hjemmeside og i udsendt informationsmateriale, er blevet revideret løbende, og det har på intet tidspunkt fremgået, at muligheden for en negativ afgørelse fra Ankestyrelsen medførte en tilbagebetalingspligt.

Ved vurderingen af hvem der er nærmest til at bære risikoen for den uretmæssige udbetaling, må det indgå, at forsikringsselskabet har pligt til at udbetale ydelsen, fordi der ikke er opsættende virkning, når den tilskadekomne er eneste klager. Forsikringsselskabet havde imidlertid alle oplysninger til rådighed og havde mulighed for at rådgive sig med læger samt besad en sagkundskab der betød, at selskabet burde vide, at der var tale om en afgørelse, der var tvivlsom. Selskabet havde på denne baggrund muligheden for at (kontra)anke og derved sikre sig, at erstatningen ikke kom til udbetaling, før det var afklaret, om den var berettiget.

Vi er opmærksomme på, at der er mindst to domme på patientforsikringsområdet, hvor en patient er pålagt tilbagebetalingspligt på grundlag af en afgørelse, der var blevet ændret til skade for patienten i Patientskadeankenævnet. Ankestyrelsen bemærker i den forbindelse, at reglerne om opsættende virkning ikke er ens i (dagældende) patientforsikringslov og lov om sikring mod følger af arbejdsskade. På arbejdsskadeområdet medfører en klage fra forsikringsselskabet automatisk, at selskabet ikke er forpligtet til at udbetale erstatningen, mens det ikke er tilfældet på patientforsikringsområdet. Vi vurderer, at dette medfører en ændret vurdering af betydningen af, at selskabet ikke kontraanker afgørelserne. Hertil kommer, at flere domme om tilbagebetaling på arbejdsskadeområdet viser en tilbageholdenhed med at statuere tilbagebetaling i disse sager. Vi henviser i den forbindelse til U 2006.352 V og FED 2010.69.

Princippet om, at ankeinstansens afgørelse om at ændre til skade for skadelidte ikke i sig selv indebærer en tilbagebetalingspligt, er også nævnt i lovbemærkningerne til Arbejdsskadesikringsloven (LF 216, folketingsåret 2002-03), hvor det fremgår, at ”Den godtgørelse og erstatning, der er udbetalt til tilskadekomne eller de efterladte, kan ikke kræves betalt tilbage, hvis Den Sociale Ankestyrelse træffer afgørelse om, at sagen ikke kan anerkendes” i de tilfælde, hvor erstatningen er blevet udbetalt, fordi arbejdsgiveren ikke har underrettet forsikringsselskabet om sin klage.

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at U 2006.3370 H bl.a. indebærer, at vi kan ændre afgørelser til skade for klageren, hvilket efter omstændighederne kan få betydning for retten til fremtidige ydelser. Dommen indebærer ikke et udvidet grundlag for at kræve tilbagebetaling ved siden af de ulovbestemte regler herom (condictio indebiti). Vi er ikke bekendte med, at afgørelser, der er blevet ændret til skade for klager, har medført, at denne har måttet tilbagebetale erstatninger.

Senest er reglen om tilbagebetaling indføjet i Arbejdsskadesikringsloven som § 40 a. Det fremgår af lovbemærkningerne til denne regel (LF 88, folketingsåret 2008-09), at der er tale om en lovfæstning af praksis. Formålet er at gøre det klart for modtagerne af erstatning m.v., at de kan blive mødt med et tilbagebetalingskrav, hvis de mod bedre vidende undlader at give de nødvendige oplysninger efter loven, eller hvis de afgiver urigtige oplysninger. Det bemærkes særligt, at det som hidtil er en forudsætning for tilbagebetaling, at modtageren er i ond tro (mod bedre vidende).

Slutteligt bemærkes, at vi vurderer, at det i dit tilfælde vil være byrdefuldt at tilbagebetale erstatningen, når der henses til, at forsikringsselskabet først krævede tilbagebetaling mere end to år efter udbetalingen.