Ankestyrelsens principafgørelse 86-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-12-04

Beskrivelse

Der skal ikke påbegyndes et nyt visitationsforløb, når en person under 30 år, der er færdigvisiteret i en kommune, flytter til en anden kommune. Det vil sige, at en person, der modtager uddannelseshjælp som uddannelsesparat, bevarer den hidtidige yde...

Journalnummer

2015-4025-05612

Indhold

Afgørelse

Vi vurderer, at du først havde ret til et aktivitetstillæg til din uddannelseshjælp fra den 15. august 2014.

Vi har lagt vægt på, at du søgte om hjælp til forsørgelse i A Kommune i juni 2014 efter at være fraflyttet B Kommune. Du modtog uddannelseshjælp i B Kommune fra den 1. januar 2014. Du var af B Kommune færdigvisiteret som uddannelsesparat, hvorfor du ikke modtog et aktivitetstillæg til din uddannelseshjælp. På tidspunktet for din fraflytning var du under psykiatrisk udredning, idet B Kommune den 29. april 2014 havde anmodet om udarbejdelse af en psykiatrisk speciallægeerklæring om dig.

Vi har også lagt vægt på, at den psykiatriske speciallægeerklæring forelå den 12. juni 2014, og at du i forbindelse med din henvendelse om hjælp til forsørgelse udleverede en kopi af denne til A kommune. Af speciallægeerklæringen fremgår det blandt andet, at du har diagnosen generel udviklingsforstyrrelse, herunder med angst og svær opmærksomhedsforstyrrelse. Det vurderes, at du på sigt vil kunne blive selvforsørgende, men at du skal udredes neurologisk, før der kan tages stilling til den rette behandling af dine helbredsproblemer.

Vi har endvidere lagt vægt på, at du gennem samtaler med A kommune afholdt henholdsvis den 1. juli, den 24. juli samt den 15. august 2014 oplyste, at du ikke mente, at du ville kunne påbegynde uddannelse inden for et år, og at du blandt andet led af kronisk angst og koncentrationsbesvær. Du mente derfor, at du var aktivitetsparat.

Vi har endelig lagt vægt på, at A kommune vurderede dig aktivitetsparat den 15. august 2014 med henvisning til de afholdte samtaler samt oplysningerne i speciallægeerklæringen.

På baggrund af ovenstående forløb vurderer vi, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte A kommunes skøn, om at A kommune først den 15. august 2014 havde det fornødne oplysningsgrundlag til at omvisitere dig som aktivitetsparat.

Efter reglerne modtager personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse uddannelseshjælp som uddannelses- eller aktivitetsparate.

Efter reglerne er en person uddannelsesparat, hvis personen vurderes at kunne påbegynde en uddannelse inden for ca. et år og gennemføre uddannelsen på almindelige vilkår.

Efter reglerne er en person aktivitetsparat, hvis personen vurderes at have problemer af helbredsmæssig karakter, og dermed har behov for ekstra støtte og hjælp i længere tid end ca. et år, inden personen kan påbegynde en uddannelse og gennemføre denne på almindelige vilkår. Aktivitetsparate personer har ret til et aktivitetstillæg. Aktivitetstillægget kan tidligst ydes, når den aktivitetsparate har modtaget uddannelseshjælp i 3 måneder

I helt særlige tilfælde, hvor den unge har særligt komplekse udfordringer i form af helbredsmæssige eller sociale barrierer, kan kommunen efter reglerne vurdere den unge aktivitetsparat allerede ved første samtale senest en uge efter, at den unge har henvendt sig til kommunen om hjælp. I disse tilfælde har den unge ret til at modtage aktivitetstillægget fra afholdelsen af første samtale.

Såfremt en person ikke ved første samtale vurderes åbenlyst uddannelses- eller aktivitetsparat mødes personen som uddannelsesparat, og vedkommende gennemgår en grundigere visitation med mindst to yderligere samtaler inden for 3 måneder. Herefter visiteres personen endeligt som uddannelses- eller aktivitetsparat.

Efter reglerne forbliver en modtager af uddannelseshjælp som udgangspunkt i samme visitationskategori, såfremt vedkommende efter endt visitation flytter til en ny kommune. Herefter skal den nye kommune foretage en ny vurdering, såfremt der sker væsentlige ændringer i den unges forhold, eller hvis der fremkommer nye oplysninger, der kan have betydning for vurderingen.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

KontanthjælpNye oplysningerVisitationAktivitetstillægUddannelseshjælpFlytning til anden kommune

Paragraffer

§ 2§ 24§ 20§ 16§ 20a§ 25§ 23

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse N-11-08

Udgivet: 2013-07-11

Retten til uddannelsestilbud som forsikret ledig forudsatte, at ansøger var ledig på afgørelsestidspunktet. En ansøger, der allerede var begyndt på uddannelsen, var ikke omfattet af målgruppen, og kunne derfor ikke få støtte til uddannelsen efter den...

Ankestyrelsens principafgørelse A-9-02

Udgivet: 2013-07-10

Et behov for hjælp til forsørgelse i nogle helligdage, der var opstået fordi ansøger ikke var mødt i et åbent aktiveringstilbud kunne ikke dækkes efter aktivloven. Begrundelsen var, at der ikke var tale om en rimelig begrundet enkeltudgift, da behove...

Ankestyrelsens principafgørelse 98-17

Udgivet: 2017-12-21

Borgere, der har modtaget kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse i sammenlagt 1 år eller derover inden for en periode på 3 år, og som har en arbejdsevne på det ordinære arbejdsmarked, der svarer til arbejdskravet på 5-6 timer ugentli...