Ankestyrelsens principafgørelse A-9-02

Lovhenvisninger

• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 81

Afgørelse

Information

• Kommunen meddelte ansøger, at hans hjælp var standset pr. 31. januar 2001 i henhold til aktivlovens §§ 10, 11, 13 og 25. Såfremt han ønskede fortsat hjælp, ville det være med start af ugentlige udbetalinger, indtil han havde haft et stabilt forløb med fremmøde i aktivering. Ligeledes ville der være et åbent tilbud til ham. Det betød, at kontanthjælpen således var afhængig af ansøgers fremmøde i aktivering, idet tilbudet fortsat stod åbent for ham i henhold til § 41 i lov om aktiv socialpolitik. Han ville kun modtage kontanthjælp for de dage, han rent faktisk mødte i aktivering.
• Den 1. februar havde kommunen anmodet ansøgers læge om en statusattest. Af denne attest fremgik, at ansøger aktuelt havde været syg med influenza og halsbetændelse fra 11. januar. Endvidere var han opereret for en lille talgknude i højre lyske med infektionsproblemer i efterforløbet. Ansøger forventedes at være rask og arbejdsdygtig fra den 13. februar 2001.
• Ved brev af 16. februar meddelte kommunen herefter ansøger, at han ville være berettiget til kontanthjælp i perioden fra 1. februar til 12. februar. Han blev samtidig orienteret om, at der ikke ville kunne udbetales kontanthjælp eller enkeltydelser, såfremt eventuel fremtidig økonomisk trang skyldtes, at han ikke mødte i aktivering.
• Af kommunens journalark fremgik, at ansøger ikke mødte op til aktivering.
• Den 16. marts ringede han for at høre, hvorfor han ikke havde modtaget kontanthjælp, hvilket var uforståeligt, da han ikke var rask og skulle til undersøgelse.
• Den 29. marts blev der indhentet en ny statusattest, hvor der var redegjort for ansøgers henvendelser og udeblivelser siden den 13. februar. Det var lægens opfattelse, at ansøgers maveproblemer skønnedes at være af moderat karakter og ikke absolut arbejdshindrende.
• Kommunen fastholdt herefter, at der ikke var lovhjemmel til at yde økonomisk støtte eller lignende efter lov om aktiv socialpolitik i den nuværende situation.
• I forbindelse med ansøgers klage til nævnet, oplyste nævnet den 11. april telefonisk til kommunen, at en afgørelse eventuelt ville gå ud på, at kommunen skulle udbetale "overlevelseshjælp" til ansøger i påsken. Kommunen udleverede herefter rekvisition til Brugsen, hvilket ansøger ikke ville tage imod.
• Den 30. april traf nævnet følgende afgørelse.
• Ansøger var ikke berettiget til at få udbetalt løbende kontanthjælp, jf. lov om aktiv socialpolitik § 25.
• Nævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at ansøger ifølge det oplyste fra kommunen ikke havde opfyldt sin rådighedsforpligtelse i henhold til disse regler, da han ikke mødte til kommunens åbne tilbud om aktivering.
• Kommunen skønnedes herefter at have været berettiget til at lade udbetalingen af kontanthjælp til ansøger ophøre, jf. aktivlovens § 41.
• Nævnet lagde vægt på, at der, som sagen forelå oplyst, ikke sås at være en rimelig grund til, at ansøger afviste tilbudet om aktivering.
• Nævnet havde således ikke fundet det godtgjort, at der forelå sådanne omstændigheder i sagen, at det skønnedes, at ansøger ikke kunne arbejde eller deltage i aktivering på grund af sygdom.
• Kommunens afgørelse tiltrådtes således for så vidt angik dette.
• Nævnet fandt derimod ansøger berettiget til at modtage økonomisk hjælp i henhold til aktivlovens § 81, således at det blev overladt til kommunen nærmere at sikre ansøgers forsørgelse i påsken.
• Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger befandt sig i en akut trangssituation.
• Det bemærkedes, at ovenstående afgørelse telefonisk var meddelt kommunen.
• I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det var kommunens opfattelse, at der efter den seneste stramning af rådighedsreglerne (lov nr. 1310 af 20. december 2000) i lov om aktiv socialpolitik pr. 1. januar 2001 ikke var mulighed for udmåling af kontanthjælp til personer, som ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet.
• I forlængelse heraf burde det ikke være muligt at yde kontanthjælp til løbende forsørgelse i henhold til samme lovs § 81, da forsørgelse i den situation ikke kunne anses for at være en rimeligt begrundet enkeltydelse, men et løbende behov for forsørgelse udsprunget af, at personen ikke reelt ønskede at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
• Det sociale nævn pålagde kommunen at sikre ansøgerens forsørgelse i påsken, men uden nogen rimelig begrundelse.
• Det ville være vanskeligt at vurdere i hvilke lignende situationer, der fremover skulle ydes kontanthjælp, eller om der i givet fald skulle ydes forsørgelseshjælp i week-ends og helligdage.
• I forbindelse med genvurderingen fandt nævnet, at der efter aktivlovens § 81 som enkeltudgifter kunne ydes hjælp til kostudgifter, jf. SM O-6-97. Nævnet fandt således ikke, at enkeltstående hjælp til kost var at betragte som hjælp til løbende forsørgelse.
• Nævnet fandt heller ikke, at det var en betingelse for at få hjælp efter aktivlovens § 81, at klager havde opfyldt sin rådighedsforpligtelse. Hvis betingelserne i § 81 var opfyldt, skulle hjælpen ydes - eventuelt mod tilbagebetaling, hvis betingelserne i aktivlovens § 93 var opfyldt.
• Nævnet fandt ved sin afgørelse, at den omstændighed, at klager søgte overlevelseshjælp før påskehelligdagene, hvor kommunens aktiveringstilbud ikke kunne benyttes, måtte bevirke, at han i en kortere periode her i påskehelligdagene måtte være omfattet af aktivlovens § 81, idet ansøger stod uden mulighed for forsørgelse. På denne baggrund fandt nævnet, at han var berettiget til overlevelseshjælp, uanset at der var tale om en udgift, som han havde kunnet forudse.
• Afgørelsen var truffet efter en konkret vurdering i forhold til ansøgers situation på det pågældende tidspunkt, hvor han efter det oplyste var helt uden forsørgelsesgrundlag. Det var således oplyst, at hans familie ikke længere var indstillet på at hjælpe.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en ansøger, der ikke var fundet berettiget til løbende kontanthjælp efter aktivlovens § 25, da han efter kommunens skøn ikke opfyldte sin rådighedsforpligtelse, var berettiget til forsørgelse efter § 81.