Ankestyrelsens principmeddelelse 56-19

Sag nr. 1, tidligere principmeddelelse 34-14, j.nr. 2013-5018-22915

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

•

Lov om arbejdsskadesikring – lovbekendtgørelse 278 af 14. marts 2013 - §§ 5 og 6, stk.1

Afgørelse:

Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om anerkendelse af en ulykke, hvor NN afgik ved døden.

Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af, hvornår vi betragter folk som udstationerede.

Resultatet er

•

Ulykken den 6. maj 2013, hvor NN ved et færdselsuheld afgik ved døden, er en arbejdsskade

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

I vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen, som vil tage stilling til om, og i hvilket omfang, der er grundlag for at udbetale ydelser til de efterladte efter loven.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Vi vurderer, at transporten fra A-by til B-by, var en transport mellem NNs hjem og stedet for hans udstationering i B-by. Det betyder, at NN var sikret efter arbejdsskadesikringsloven under transporten.

Vi har lagt til grund, at NN den 6. maj 2013, skulle køre fra sin bopæl til sin arbejdsgivers byggeplads i B-by. NNs arbejdsgiver har oplyst, at NN skulle derover i forbindelse med igangsættelse af 2. etape på et byggeri. NN havde tidligere været beskæftiget på samme byggeplads i ugerne 11 og 12 i 2013.

Vi har lagt vægt på, at der var tale om transport fra NNs hjem og til stedet for udstationeringen. Ulykken er derfor omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Vi har også lagt vægt på, at uheldet, hvor NN kørte ud i rabatten, og bilen som han førte trillede rundt, er årsag til, at NN døde.

Om reglerne:

Det er afgørende for vurderingen af, om der er tale om en udstationering, er om arbejdsstedet ligger så langt fra virksomheden og den ansattes hjem, at den pågældende ikke kan tage frem og tilbage hver dag. I disse tilfælde må den ansatte tage et midlertidigt logi i nærheden af arbejdsstedet. Vi betragter i disse tilfælde den ansatte som værende udsendt eller udstationeret. Når vi vurderer, at en skadelidt er udstationeret, vil den pågældende være sikret under transporten fra hjemmet til udstationeringslogiet. Derudover vil den pågældende være sikret igen efter afslutningen af arbejdsopholdet under transporten tilbage til hjemmet.

Ved en ulykke forstås efter arbejdsskadeloven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.

Ankestyrelsen har i principafgørelserne U-8-02 og 88-11 taget stilling til, hvornår vi betragter et arbejdsforhold som en udstationering, og hvornår vi betragter et arbejdsforhold som en tjenesterejse.

I principafgørelse U-8-02 vurderede Ankestyrelsen, at den sikrede var omfattet af personkredsen i lov om sikring mod følger af arbejdsskade, da han kom til skade i under en udstationering i udlandet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede var antaget til at udføre arbejdet for en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i Danmark, og at udstationeringen i udlandet skulle vare maximalt et år. Den konkrete ulykke var dog ikke omfattet af loven, da sikrede kom til skade under kørsel, som fandt sted i fritiden, og der var ikke et tjenstligt formål med køreturen til Danmark, da han under sin friperiode var på vej hjem til Danmark. Han skulle vende tilbage til udstationeringsstedet efter friperioden var slut.

I principafgørelse 88-11 vurderede Ankestyrelsen, at en udsendelse til Sverige for at udføre arbejdsopgaver for en dansk arbejdsgiver var en tjenesterejse og ikke en udstationering. Når det bliver vurderet, at der er tale om en tjenesterejse, er den skadelidte som udgangspunkt dækket under hele rejsen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var tale om et ophold af kortere varighed og af midlertidig karakter. Skaden, der skete ved parkeringsanlægget på det hotel, hvor skadelidte var indkvarteret, kunne derfor anerkendes som en arbejdsskade.

Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen og brevet fra NNs arbejdsgiver af 29. maj 2013.

Bemærkninger til klagen

I har oplyst, at NN ofte arbejdede på skiftende arbejdssteder. NNs ugeplan var meget varieret og udelukkende styret, planlagt og organiseret af NNs arbejdsgiver. Derudover fik NN løn fra det tidspunkt, hvor han kørte hjemmefra. I mener derfor, at der var tale om transport, som var en del af NNs arbejde, og dødsfaldet skal derfor anerkendes som en ulykke.

Vi bemærker, at det afgørende for vores vurdering er, at der var tale om en udstationering, hvor NN var omfattet af arbejdsskadesikringsloven under transporten mellem NNs hjem og stedet for hans udstationering i B-by. Det er uden betydning for vores vurdering, at NN fik løn under transporten.

Sag nr. 2, tidligere principmeddelelse U-8-02, j.nr.107981-00

Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:

•

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade – lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - §§ 1 og 9, nr. 1

Sagsfremstilling:

Det fremgår af sagen, at en rørlægger var udstationeret af sin arbejdsgiver i Danmark for at udføre arbejde for denne i S-by i Norge. Sikrede kom til skade ved en bilulykke tæt ved K-by, da han var på vej til Danmark for at holde friuge, hvorefter han skulle vende tilbage til Norge og genoptage arbejdet der.

Sikrede oplyste, at han på skadens tidspunkt var ansat hos en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i Danmark. Han blev straks ved ansættelsen udstationeret i S-by i Norge. Sikrede skulle være vendt tilbage til Norge efter friperioden var slut.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse blev det anmeldte tilfælde anerkendt som en arbejdsskade efter loven.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved anerkendelsen vægt på, at skaden skete under sikredes udstationering. Det fremgik af oplysningerne, at han siden udstationeringens påbegyndelse havde arbejdet i Norge, men var ansat hos en arbejdsgiver i Danmark. På skadetidspunktet var han på vej fra arbejdsstedet i Norge for at afholde friuge i Danmark.

Arbejdsskadestyrelsen lagde til grund, at der var tale om en udstationering, idet arbejdsstedet lå så langt fra virksomheden og sikredes hjem i Danmark, at han ikke kunne tage frem og tilbage hver dag, men måtte tage et midlertidigt logi i nærheden af arbejdsstedet. Da han var på vej mellem arbejdsstedet i Norge og hjemmet i Danmark, måtte han anses for omfattet af loven.

Arbejdsskadestyrelsen lagde endvidere vægt på, at sikrede under sit arbejde var udsat for en pludselig og uventet skadelig påvirkning, da han var udsat for et trafikuheld, hvorved han pådrog sig en diskusprolaps i halshvirvelsøjlen.

Forsikringsselskabet anførte i klagen, at det fremgår af Friis og Behns kommentarer til arbejdsskadeforsikringsloven, at færdsel mellem udstationeringssted og hjem under udstationeringsopholdet ikke er omfattet af loven, og at sagen derfor burde afvises. Da skaden skete, var sikrede passager i bilen. Føreren af bilen anmeldte også en skade, som blev afvist af Arbejdsskadestyrelsen. Spørgsmålet om anerkendelse burde først afgøres, når der forelå oplysninger om, hvornår sikrede blev sendt til Norge, hvor længe arbejdet i Norge skulle have varet, og hvem der havde rådighedspligten og tilsynspligten med skadelidte.

Under sagens behandling indhentede Ankestyrelsen en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen.

Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at sagen var tilstrækkeligt oplyst til, at der kunne ske anerkendelse i sikredes sag.

Arbejdsgiveren oplyste, at sikrede aldrig havde udført arbejde i Danmark for arbejdsgiveren. Ved ansættelsen blev det aftalt, at ansættelsen skulle ophøre ved projektets afslutning.

Sikredes advokat fremlagde et kort med angivelse af sikredes arbejdssted, logi og uheldsstedet. Det anførtes, at uheldet indtraf, medens han fortsat fik udbetalt løn og diæter. Det var ikke aftalt, hvor længe ansættelsen i Norge skulle vare. Sikrede blev ansat hos arbejdsgiveren med henblik på udstationering i S-by i Norge i et års tid.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om sikrede kunne anses at være omfattet af lovens personkreds, når han på skadetidspunktet var udstationeret i Norge for sin arbejdsgiver, der var hjemmehørende i Danmark, og hvor sikrede kørte galt i en bil på vej til et friophold i Danmark, inden arbejdet skulle genoptages i Norge, jf. lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med bekendtgørelse om udstationering af personer til midlertidigt arbejde i udlandet.

Sagen blev endvidere behandlet i et principielt møde med henblik på afklaring af, om et ulykkestilfælde kunne anses for at være forårsaget af arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregik, jf. § 9, nr. 1, når tilskadekomsten indtraf, efter at sikrede havde forladt arbejdsstedet/logiet på udstationeringsstedet og inden sikrede nåede frem til sin bopæl i Danmark.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at sikrede var omfattet af lovens personkreds, da han kom til skade, jf. lovens § 1, stk. 1, sammenholdt med § 2, i Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse om personer, der udsendes midlertidigt til arbejde i udlandet, jf. artikel 14, stk. 1, i EF-forordning 1408 om vandrende arbejdstageres retsstilling.

Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse og afviste, at det anmeldte ulykkestilfælde skyldtes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregik, jf. lovens § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at sikrede var ansat hos en arbejdsgiver hjemmehørende i Danmark, og at han herefter straks blev udstationeret i S-by i Norge for der at udføre arbejde. Sikrede boede i udstationeringsperioden i T-by, som ligger i nærheden af S-by. Udstationeringen var planlagt til at skulle vare maximalt et år fra udstationeringen skete.

Ankestyrelsen vurderede, at sikrede på skadetidspunktet var omfattet af lov om sikring mod følger af arbejdsskade, idet han på skadetidspunktet var udstationeret af en arbejdsgiver, der var hjemmehørende i Danmark, til at udføre arbejde i Norge i en periode af højst et år.

Ankestyrelsen vurderede derimod, at ulykkestilfældet ikke skyldtes arbejdet eller de forhold, hvorunder dette foregik, da det ikke var dokumenteret, at rejsen havde et tjenstligt formål, idet det indtraf under en hjemrejse i fritiden.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at sikrede kom til skade i et færdselsuheld, der indtraf umiddelbart før K-by, hvorfra sikrede skulle sejle til Danmark for at holde fri en uge. Hjemrejsen måtte således anses for at være foretaget i sikredes egen interesse. Sikrede skulle efter fridagene i Danmark genoptage sit arbejde i Norge for arbejdsgiveren.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.