Ankestyrelsens principafgørelse 96-13

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt kommunalbestyrelsen skulle have truffet afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode efter servicelovens § 68, stk. 2, når børn og unge-udvalget ikke fandt, at der var et fortsat anbringelsesgrundlag.

Resultatet er

•Kommunalbestyrelsen skulle have truffet afgørelse om hjemgivelse og hjemgivelsesperiode, inden NN blev hjemgivet

Vi er således kommet til samme resultat som det sociale nævn i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Vi vurderer, at en kommunalbestyrelse skal træffe afgørelse om en hjemgivelsesperiode, uanset om der er tale om ophør af en frivillig eller tvangsmæssig anbringelse, når børn og unge-udvalget ikke finder, at der er et fortsat anbringelsesgrundlag.

Ifølge servicelovens bestemmelser, skal en anbringelse uden for hjemmet ophøre, når formålet med foranstaltningen er opnået, når foranstaltningen ikke længere er formålstjenlig, eller når den unge fylder 18 år.

Et barn, der er anbragt uden for hjemmet, kan kun hjemgives til forældrene, når kommunalbestyrelsen forinden har truffet en afgørelse herom. Kommunalbestyrelsen skal således altid træffe afgørelse om en hjemgivelsesperiode. Hjemgivelsesperioden kan vare op til 6 måneder.

Kommunalbestyrelsen kan alene undlade at fastsætte hjemgivelsesperiode i særlige tilfælde. Det altovervejende udgangspunkt er således, at der skal fastsættes en hjemgivelsesperiode.

Formålet med at fastsætte en hjemgivelsesperiode er at hindre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse, så den er til skade for barnets trivsel og udvikling. Barnet får hermed mulighed for at sige ordentligt farvel til anbringelsesstedet og kan for eksempel gennem hyppigere samvær med forældrene vænne sig til at skulle hjem.

Kommunalbestyrelsen får samtidig mulighed for at tilrettelægge hjemgivelsen, herunder vurdere om der er behov for støtte til barnet eller den unge eller forældrene efter hjemgivelsen og forberede denne støtte. Derudover vil der ofte være behov for, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med forældrene sikrer, at der er gode forhold for barnet straks efter hjemgivelsen i form af passende skole og fritidstilbud.

Kommunalbestyrelsen har også mulighed for i hjemgivelsesperioden at overveje, om sagen skal forelægges børn og unge-udvalget med henblik på afgørelse om tvangsmæssig anbringelse.

Vi har lagt vægt på, at det det har været lovgivers hensigt, at en hjemgivelse skal fastsættes under hensyn til muligheden for at sikre en skånsom og planlagt hjemgivelse for barnet eller den unge. Ligeledes har det været lovgivers hensigt at hindre, at en hjemgivelse sker pludseligt og uden forberedelse, så den er til skade for barnets trivsel og udvikling.

Vi har også lagt vægt på, at bestemmelsen skal understøtte den samlede ændrede proces omkring hjemgivelse, hvor det velovervejede og tilrettelagte forløb for barnet eller den unge vægtes højere end forældrenes mulighed for at få barnet hjem. Der sættes således i højere grad fokus på barnet eller den unges behov i hjemgivelsessituationen - frem for forældrenes ønsker.

I den konkrete sag finder vi, at A kommune burde have fastsat en hjemgivelsesperiode, før hjemgivelsen af NN blev gennemført, selvom børn og unge-udvalget ikke fandt, at der var et anbringelsesgrundlag, efter at forældrene tilbagekaldte samtykke til anbringelsen.