Ankestyrelsens principafgørelse 84-14
Beskrivelse
Når børn og unge-udvalget ikke godkender en formandsafgørelse om anbringelse, har kommunalbestyrelsen ikke hjemmel til at træffe afgørelse om hjemgivelse og en hjemgivelsesperiode. Anbringelsen er således bortfaldet....
Journalnummer
2013-2115-53436
Indhold
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i X Kommunes klage over afgørelse af 6. december 2013.
Resultatet er
• X Kommunes afgørelse af 4. oktober var ugyldig
Vi træffer således den samme afgørelse som vi traf den 6. december 2013
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Vi vurderer, at der ikke var hjemmel til at træffe afgørelse om hjemgivelse og en hjemgivelsesperiode som følge af, at børn og unge-udvalget underkendte den afgørelse, som formanden for børn og unge-udvalget havde truffet.
Formanden for børn og unge-udvalget i X Kommune traf den 26. september 2013 afgørelse om anbringelse uden for hjemmet af unavngiven dreng, født den 25. september 2013. Børn og unge-udvalget i kommunen underkendte den 2. oktober 2013 formandens afgørelse.
X Kommune traf herefter den 4. oktober 2013 afgørelse om hjemgivelse og en hjemgivelsesperiode på 2 måneder.
Vi vurderer, at der ikke længere forelå en anbringelse, efter at børn og unge-udvalget i X Kommune den 2. oktober 2013 havde underkendt den afgørelse, som formanden for børn og unge-udvalget traf den 26. september 2013.
Vi finder, at det er en forudsætning for at kunne træffe afgørelse om hjemgivelse og en hjemgivelsesperiode, at barnet eller den unge har været anbragt udenfor hjemmet. Da den foreløbige afgørelse om anbringelse underkendes af børn og unge-udvalget, var der herefter ikke en afgørelse om anbringelse af barnet som var godkendt.
Vi henviser til principafgørelse 96-13 som fastslår, at kommunen skal træffe afgørelse om en hjemgivelsesperiode, når børn og unge-udvalget ikke finder, at der fortsat var et anbringelsesgrundlag.
Vi finder, at der heri ligger, at barnet eller den unge skal have været anbragt forud for børn og unge-udvalgets vurdering af, at der ikke længere foreligger et anbringelsesgrundlag.
Vi har lagt vægt på, at formanden eller i hans fravær næstformanden for børn og unge-udvalget efter § 75, stk. 1, kan træffe en foreløbig afgørelse om anbringelse, når hensynet til barnets eller den unges øjeblikkelige behov ikke kan afvente, at sagen behandles i børn og unge-udvalget.
Vi har også lagt vægt på, at en foreløbig afgørelse jf. § 75, stk. 3, skal forelægges børn og unge-udvalget til godkendelse inden 7 dage. Godkendes afgørelsen, har denne gyldighed i 1 måned, jf. § 75, stk. 4.
Hvis der ikke er taget stilling til den foreløbige afgørelse inden 7 dage, bortfalder afgørelsen.
Det forhold, at den foreløbige afgørelse kan tvangsfuldbyrdes og har retsvirkning fra tidspunktet hvor afgørelsen træffes og 7 dage frem, ændrer ikke på, at retsvirkningen falder bort for perioden, såfremt der ikke er taget stilling til den foreløbige afgørelse inden 7 dage eller afgørelsen ikke godkendes af børn og unge-udvalget.
Vi er opmærksomme på X Kommunes bemærkninger til sagen om, at det alene er formandens vurdering af, at afgørelsen ikke kunne afvente ordinær behandling i børn og unge-udvalget, som tilsidesættes, og at barnet derfor forbliver anbragt indtil månedsmødet.
Vi er ikke enige i denne sondring og vi finder ikke, at det kan føre til et andet resultat i sagen. Vi henviser til vores begrundelse ovenfor.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da X Kommune 4. oktober 2013 traf afgørelse i sagen
- • Ankestyrelsens afgørelse af 6. december 2013
- • Klagen til Ankestyrelsen af 4. februar 2014
- • X Kommunes brev af 11. april 2014
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen tiltrådte en afgørelse om fortsat anbringelse af en dreng på 14 år uden for hjemmet uden samtykke. Faderen havde forældremyndigheden over barnet. Da faderen havde erkendt at have slået barnet, kunne servicelovens regel om anbringelse af...
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen vurderede, at en drengs øjeblikkelige behov gjorde det nødvendigt, at formanden for børn og unge-udvalgettraf en foreløbig afgørelse om behandling af drengen uden forældrenes samtykke. Forældrene og drengen ønskede ikke at give samtykke...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen har truffet en afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke af 4 børn på grund af forældremyndighedsindehaverens utilstrækkelige omsorg for og behandling af børnene. Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at henvise til servic...