Ankestyrelsens principafgørelse 27-19
Beskrivelse
Den unges opholdskommune skal senest 6 måneder forud for ophør af en anbringelse ved det fyldte 18. år træffe afgørelse om, hvorvidt den unge har behov for efterværn eller opretholdt anbringelse, og i givet fald træffe afgørelse om, hvilke foranstalt...
Journalnummer
18-66982
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Vi vurderer, at Xs behov for støtte er så omfattende, at det ikke kan dækkes ved et tilbud om efterværn.
X er derfor ikke omfattet af den personkreds, der kan modtage støtte i form af efterværn.
Vi vurderer, at (B) kommune den 4. september 2017 alene kunne træffe afgørelse om efterværn, jf. serviceloven § 76, da X på daværende tidspunkt ikke var fyldt 18 år.
(B) kommune havde således ikke på daværende tidspunkt mulighed for at træffe afgørelse om opretholdt anbringelse.
(B) kommune har mulighed for, som opholdskommune for X, at træffe afgørelse om opretholdt anbringelse, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Vi har med denne afgørelse ikke taget stilling til eventuelle refusionsspørgsmål over for kommune (A).
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at X i beskrivelse fra (A) kommune af 13. juli 2017 er beskrevet med omfattende vanskeligheder. Det fremgår, at X er diagnosticeret med ADHD og modtager medicin herfor. X har kognitive og indlæringsmæssige vanskeligheder. X har en tendens til social angst.
Der er udarbejdet en pædagogisk psykologisk vurdering. Her er X testet med en IQ på 74. X er beskrevet som umoden i forhold til sin alder, og X er meget usikker.
Efterskole C udarbejdede i februar 2017 en funktionsbeskrivelse af X. Det fremgår heraf, at X har en tendens til social angst, særligt i større forsamlinger. X er en sød, men også forsigtig pige. X trives godt i tydelige og strukturerede rammer. X er afhængig af visuel støtte, og X oplever større uro ved anderledes dage eller uger, hvor rytmen afviger fra normalen. Det fremgår også, at X ikke selv kan klare madlavning og indkøb. X har vanskeligt ved at forstå en opskrift og har brug for visuel instruktion til de forskellige punkter. X har ingen tidsfornemmelse og forståelse for ”før” og ”efter”. Funktionsbeskrivelsen konkluderer, at X højst sandsynligt vil have behov for støtte resten af sit liv. Herunder støtte til strukturering af skole- og dagligdagsopgaver, samt socialt samspil med andre.
Vi lægger også vægt på oplysninger i den reviderede handleplan af juli 2017. Det er heri beskrevet, at X har været anbragt siden 1. juli 2002. X har gået i specialklasse til X starter på efterskole C. X har en svag begrebsforståelse, og X er særligt udfordret i samtale med andre. X har ofte brug for gentagelser. X har på grund af sine verbale færdigheder svært ved at forstå andres intentioner og udtrykke egne meninger. Det er også beskrevet, at X ikke vurderes klar til at håndtere en selvstændig tilværelse på nuværende tidspunkt. X fremstår umoden følelsesmæssigt, og X er ikke alderssvarende udviklet. Xs indlæringstempo er generelt meget lav.
På baggrund af sagens samlede oplysninger finder vi, at der ikke er udsigt til en tilstrækkelig positiv udvikling i forhold til de færdigheder, der er nødvendige for at blive forberedt til en selvstændig tilværelse. Vi vurderer, at X fortsat behøver meget støtte, og at der således ikke er udsigt til, at efterværn vil kunne bidrage til en god overgang til en selvstændig voksentilværelse.
Vi er opmærksomme på, at X er beskrevet med en positiv udvikling under sit ophold på efterskolen C. Vi vurderer dog fortsat, at X ikke omfattet af personkredsen for efterværn.
Kommune (B) kan alene træffe afgørelse om efterværn
Vi har tidligere hjemvist sagen, da kommune (B) vurderede, at X formentlig kunne tilbydes støtte i form at opretholdt anbringelse i sin plejefamilie efter servicelovens § 76 a.
Vi bemærker, at det er alene kommune (A), som kan træffe afgørelse om støtte efter servicelovens § 76 a, jf. serviceloven § 68, stk. 14, så længe X er under 18 år. Det er derfor en fejl, at vi tidligere har hjemvist sagen, hvorfor vi ved brev af 15. november 2018 valgte at genoptage sagen.
Om reglerne
Efterværn er et tilbud til unge fra 18-23 år, som inden de fyldte 18 år enten har været anbragt uden for hjemmet eller har haft en kontaktperson. Efterværn skal bidrage til at skabe en god overgang til en selvstændig voksentilværelse. Der skal være udsigt til en positiv udvikling for den unge i perioden med efterværn, men det er ikke et krav, at den unge skal blive helt selvhjulpen senest, når han/hun fylder 23. år. Det afgørende er, om den unge kan få noget væsentligt ud af at komme i efterværn. Efterværn kræver samtykke fra den unge
Der skal under efterværnet være et fremadrettet fokus på den unges livssituation og evne til at have et selvstændigt liv. Der skal bl.a. være fokus på den unges uddannelse, beskæftigelse, boligsituation, økonomihåndtering og husholdning.
Efterværn kan ydes som fortsat døgnophold, kontaktperson eller anden form for støtte. Efterværn kan i nogle tilfælde genetableres, selvom det har været afbrudt i en periode.
Efterværn i form af anbringelse uden for hjemmet forudsætter, at den unge umiddelbart forinden det fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet. Kommunen er forpligtet til løbende at følge op på, om støtten opfylder den unges behov.
Hvis den unge har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan opholdet i en plejefamilie opretholdes, hvis det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge eller dennes værge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til voksenlivet og herunder have fokus på omsorg og forberedelse til den unges næste boform.
Hvis den kommune, som i sin tid har anbragt barnet eller den unge, træffer afgørelse om opretholdt anbringelse på grund af nedsat funktionsevne, beholder denne kommune handleforpligtelsen og betalingsforpligtelsen, også selv den unge får ny opholdskommune.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En gift mands længerevarende ophold i et sommerhus i B kommune som følge af helbredsmæssige vanskeligheder kunne ikke bevirke, at den fælles bopæl i A kommune måtte anses for opgivet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ægtefæller havde opholdskommune, h...
Udgivet: 2017-07-01
Når en borger har indgivet en ansøgning om førtidspension på det foreliggende dokumentationsgrundlag, skal kommunen som udgangspunkt forelægge sagen for rehabiliteringsteamet. Kommunen kan dog i sager, hvor en borger efter den 1. juni 2016 søger om f...
Udgivet: 2013-07-10
En kommune kunne ikke frit vælge om den alene ville yde hjælp til nogle af de ydelser som måtte anses for omfattet af servicelovens § 107. Ankestyrelsen fandt, at udtrykket "kan yde hjælp" skulle fortolkes således, at hjælpen skulle ydes efter en kon...