Ankestyrelsens principafgørelse R-4-06

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 9, stk. 1, § 9, stk. 2, § 9, stk. 3 og § 9b

Afgørelse

Information

• Af A kommunes oplysninger fremgik, at ansøger, der var gift, havde fået konstateret ALS, og at tilstanden havde bevirket, at han ikke havde nogen standfunktion og i det daglige var fuldstændig afhængig af sin hustru. Han sad permanent i kørestol og skulle have hjælp til alle praktiske gøremål i dagligdagen, herunder spisning.
• Det var endvidere oplyst, at ansøger og hans hustru siden maj 2004 havde opholdt sig i deres sommerhus/helårshus i B kommune, da manden ikke kunne klare trapperne til lejligheden i A kommune. Manden forventedes ikke at kunne komme hjem til lejligheden igen. Ægteparret ejede selv sommerhuset og havde ejet det i de sidste 30 år.
• Nuværende bolig i A kommune bibeholdtes alene, fordi hustruen på sigt gerne ville tilbage til egen bolig. Boligen i A kommune var efter A kommunes oplysninger definitivt opgivet som opholdssted for manden.
• A kommune havde i forbindelse med mandens sygdom bevilget hjælpemidler til brug i sommerhuset. I forbindelse med et hjemmebesøg blev der indgivet ansøgning til A kommune om en elkørestol. Kommunen tilskrev nu B kommune med henblik på en afklaring af den stedlige kompetence. Det var A kommunes opfattelse, at såvel denne ansøgning som en ansøgning om bil skulle behandles af B kommune. A kommune henviste i den forbindelse til SM O-59-94 og SM R-17-00.
• B kommune meddelte, at kommunen var af den opfattelse, at den faste opholdskommune, d.v.s. A kommune, var forpligtet til at behandle og evt. bevilge ansøgningen.
• Baggrunden for kommunens opfattelse var retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, hvori det anføres, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp og § 9, stk. 2, hvoraf det fremgår, at en person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.
• Derudover henviste B kommune til SM R-3-00 og R-6-02, hvoraf fremgik, at den faste opholdskommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler til rådighed for ansøger, også under dennes midlertidige ophold i sommerhus.
• A kommune klagede over B kommunes afgørelse. I klagen bemærkedes, at som følge af B kommunes beslutning om ikke at behandle de aktuelle ansøgninger om elektrisk kørestol og invalidebil havde A kommune valgt at behandle sagen.
• B kommune henviste til, at omdrejningspunktet i sagen alene var definition af fast opholdskommune og dennes forpligtelser til at tage stilling til hjælp udover hjemmehjælp og de situationer, hvor hjælpemidler var en følge af arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser.
• Det sociale nævn fandt, at B kommune havde været berettiget til at afslå at realitetsbehandle ansøgningerne.
• Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at B kommune ikke kunne anses for at være mandens opholdskommune, idet manden og ægtefællen ikke havde opgivet den hidtidige bolig i A kommune, men derimod havde ønsket at bevare denne.
• Det forhold, at det aktuelle ophold i familiens sommerhus i B kommune havde trukket ud som følge af mandens lidelse ændrede ikke ved opholdets midlertidige karakter. Længden af opholdet havde ifølge sagens oplysninger alene relation til længden af mandens helbredsvanskeligheder, men var ikke udtryk for usikkerhed vedrørende ønsket om at bevare hidtidig helårsbolig.
• Når familien selv fastholdt sin hidtidige bolig, og folkeregistertilmeldingen dertil i øvrigt var bevaret, fandt nævnet ikke grundlag for at fastslå, at denne bolig måtte anses for definitivt opgivet.
• A kommune klagede over nævnets afgørelse.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af den tidsmæssige udstrækning af et ophold i et sommerhus for, om man havde fået en ny opholdskommune.