Ankestyrelsens principafgørelse R-4-06

GældendeÅr: 2006Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

En gift mands længerevarende ophold i et sommerhus i B kommune som følge af helbredsmæssige vanskeligheder kunne ikke bevirke, at den fælles bopæl i A kommune måtte anses for opgivet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ægtefæller havde opholdskommune, h...

Journalnummer

J.nr.: 3800022-06

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 9, stk. 1, § 9, stk. 2, § 9, stk. 3 og § 9b

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var opholdskommune for manden.

Det betød, at det var A kommune, der var forpligtet til at behandle ansøgninger og evt. bevillinger om nødvendige hjælpemidler til manden under hans ophold i sommerhus.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp, jf. dog § 9 a, stk. 4.

Det fremgår af § 9, stk. 2, at en person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.

Det fremgår af § 9, stk. 3, at ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.

Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at ægtefællerne forud for mandens længerevarende ophold i sommerhuset hele tiden havde haft den fælles bopæl i A kommune og sommerhus i B kommune.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, ægtefællerne ikke havde noget ønske om at opgive den fælles bolig.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at manden på grund af sin sygdom havde et længerevarende ophold i sit sommerhus, ikke kunne bevirke, at den fælles bopæl måtte anses for opgivet.

Der var herved lagt vægt på, at familiens situation ikke var udtryk for, at ægtefællerne havde ønsket at etablere sig i hver sin bolig. Familien havde derimod ønsket at bevare den fælles bolig og tilknytningen til A kommune, ligesom de var folkeregistertilmeldt dér. Det længerevarende ophold i sommerhuset havde således alene relation til mandens helbredsvanskeligheder.

Ankestyrelsen fandt således ikke grundlag for at antage, at ægtefællernes fælles bolig i A kommune definitivt var opgivet, heller ikke for manden.

Ankestyrelsen fandt, at da manden og hans ægtefælle havde en fælles bopæl i A kommune, lå kompetencen til at yde bistand som udgangspunkt hos kommunen i bopælskommunen.

Ankestyrelsen fandt derfor, jf. SM R-6-02, at det var A kommune, der skulle behandle ansøgningen om hjælpemidler til manden.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Information

  • Af A kommunes oplysninger fremgik, at ansøger, der var gift, havde fået konstateret ALS, og at tilstanden havde bevirket, at han ikke havde nogen standfunktion og i det daglige var fuldstændig afhængig af sin hustru. Han sad permanent i kørestol og skulle have hjælp til alle praktiske gøremål i dagligdagen, herunder spisning.
  • Det var endvidere oplyst, at ansøger og hans hustru siden maj 2004 havde opholdt sig i deres sommerhus/helårshus i B kommune, da manden ikke kunne klare trapperne til lejligheden i A kommune. Manden forventedes ikke at kunne komme hjem til lejligheden igen. Ægteparret ejede selv sommerhuset og havde ejet det i de sidste 30 år.
  • Nuværende bolig i A kommune bibeholdtes alene, fordi hustruen på sigt gerne ville tilbage til egen bolig. Boligen i A kommune var efter A kommunes oplysninger definitivt opgivet som opholdssted for manden.
  • A kommune havde i forbindelse med mandens sygdom bevilget hjælpemidler til brug i sommerhuset. I forbindelse med et hjemmebesøg blev der indgivet ansøgning til A kommune om en elkørestol. Kommunen tilskrev nu B kommune med henblik på en afklaring af den stedlige kompetence. Det var A kommunes opfattelse, at såvel denne ansøgning som en ansøgning om bil skulle behandles af B kommune. A kommune henviste i den forbindelse til SM O-59-94 og SM R-17-00.
  • B kommune meddelte, at kommunen var af den opfattelse, at den faste opholdskommune, d.v.s. A kommune, var forpligtet til at behandle og evt. bevilge ansøgningen.
  • Baggrunden for kommunens opfattelse var retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, hvori det anføres, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp og § 9, stk. 2, hvoraf det fremgår, at en person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. dog § 9 b, stk. 2.
  • Derudover henviste B kommune til SM R-3-00 og R-6-02, hvoraf fremgik, at den faste opholdskommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler til rådighed for ansøger, også under dennes midlertidige ophold i sommerhus.
  • A kommune klagede over B kommunes afgørelse. I klagen bemærkedes, at som følge af B kommunes beslutning om ikke at behandle de aktuelle ansøgninger om elektrisk kørestol og invalidebil havde A kommune valgt at behandle sagen.
  • B kommune henviste til, at omdrejningspunktet i sagen alene var definition af fast opholdskommune og dennes forpligtelser til at tage stilling til hjælp udover hjemmehjælp og de situationer, hvor hjælpemidler var en følge af arbejdsmiljølovgivningens bestemmelser.
  • Det sociale nævn fandt, at B kommune havde været berettiget til at afslå at realitetsbehandle ansøgningerne.
  • Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at B kommune ikke kunne anses for at være mandens opholdskommune, idet manden og ægtefællen ikke havde opgivet den hidtidige bolig i A kommune, men derimod havde ønsket at bevare denne.
  • Det forhold, at det aktuelle ophold i familiens sommerhus i B kommune havde trukket ud som følge af mandens lidelse ændrede ikke ved opholdets midlertidige karakter. Længden af opholdet havde ifølge sagens oplysninger alene relation til længden af mandens helbredsvanskeligheder, men var ikke udtryk for usikkerhed vedrørende ønsket om at bevare hidtidig helårsbolig.
  • Når familien selv fastholdt sin hidtidige bolig, og folkeregistertilmeldingen dertil i øvrigt var bevaret, fandt nævnet ikke grundlag for at fastslå, at denne bolig måtte anses for definitivt opgivet.
  • A kommune klagede over nævnets afgørelse.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af den tidsmæssige udstrækning af et ophold i et sommerhus for, om man havde fået en ny opholdskommune.

Metadata

Retsområder

Retssikkerhedsloven

Nøgleord

HjælpemiddelKompetenceHandlekommuneMidlertidigt opholdLængerevarende opholdSommerhusOpholdskommuneSyg ægtefælle

Paragraffer

§ 9a§ 9b§ 9

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse C-50-05

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen fandt, at det sociale nævn havde kompetence til ændre det af amtet bevilgede almindelige lån til et udvidet lån på trods af, at ansøger alene havde klaget over afslag på særlig indretning. Kommunen var derfor berettiget til at opsige de...

Ankestyrelsens principafgørelse R-6-02

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler - herunder en plejeseng - til rådighed for ansøgeren også under dennes midlertidige ophold i sommerhus i B kommune, hvor ansøgeren modtog hjemmehjælp. Ankestyrelse...

Ankestyrelsens principafgørelse R-15-03

Udgivet: 2013-07-11

Ankestyrelsen fandt i 2 sager at de sociale klageinstanser ikke var kompetente til at træffe afgørelse om andre former for kompensation mellem kommuner end refusion efter retssikkerhedslovens regler. Begrundelsen for afgørelserne var bl.a., at sådann...