Ankestyrelsens principafgørelse R-6-02

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 755 af 9. september 2002 - § 97
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112

Afgørelse

Information

• Et revacenter fremsendte i sommeren 2000 og foråret 2001 i alt 3 regninger til A kommune vedrørende leje og udbringning af hjælpemidler til en handicappet mand. I faktura af 3. april 2001 krævede A kommune under henvisning til SM R-3-00 et tilsvarende beløb betalt af B kommune. Under henvisning til SM R-4-00 returnerede B kommune i brev af 9. april 2001 fakturaen.
• I brev af 30. maj 2001 fra A kommune til B kommune begrundede A kommune kravet. Det fremgik bl.a. heraf, at manden var kørestolsbruger på grund af sclerose. Han havde i 1999 fået udlånt plejeseng til hjemmet efter en hjerteoperation af hensyn til personalet. Han havde ikke personlig hjælper. A kommune var på denne baggrund af den opfattelse, at det ikke var den primære opholdskommunes opgave at stille de hjælpemidler til rådighed, som ikke kunne medbringes fra hjemmet. I sommeren 2000 henvendte pågældendes ægtefælle sig til B kommune for at få bistand i forbindelse med personlig pleje under ophold i familiens sommerhus i B kommune. Revacentret havde efterfølgende sendt 3 regninger, som A kommune betalte. Ved gennemgangen af regnskabet vurderede A kommunes hjælpemiddeldepot, at der var tale om et tilfælde, hvor forpligtelse til at yde hjælp måtte påhvile den midlertidige opholdskommune, B. Regningerne blev derfor genfremsendt til B kommune.
• Sagen blev indbragt for det sociale nævn.
• A kommune anførte overfor nævnet, at kommunen skønnede, at denne sag var omfattet af de undtagelser til retssikkerhedslovens § 9, som var nævnt i vejledningens pkt. 86 (pkt. 71 i 2000-vejledningen) om midlertidigt ophold. I den forbindelse blev henvist til, at hjælpemidler i form af plejeseng og toiletstol var nødvendige forudsætninger for, at hjemmehjælp kunne ydes. I et konkret tilfælde havde hjemmehjælpen fra B kommune afvist at kunne yde hjælp, fordi der ikke i sommerhuset forefandtes de relevante hjælpemidler.
• B kommune fandt efter revurdering ikke grundlag for at ændre afgørelsen. B kommune henviste i den forbindelse til, at behovet for en plejeseng alene skyldtes pågældendes permanente behov, og henviste herved til SM R-4-00.
• A kommune anførte , at det var vigtigt for kommunen at få afklaret om den faste opholdskommune alene var forpligtet til at yde hjælp i forbindelse med større hjælpemidler, såsom plejesenge, når borgeren på ferie passes af egne hjælpere efter servicelovens § 77 eller om den faste opholdskommune også var forpligtet til at yde hjælp til effekter, der primært var nødvendige for at skabe et ordentligt arbejdsmiljø for personalet i den midlertidige opholdskommune. Det blev forudsat, at borgeren medbringer effekter, der praktisk kan medbringes.
• Nævnet fandt, at A kommune som fast opholdskommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler til rådighed også ved pågældendes midlertidige ophold i sommerhus i B kommune, og A kommune var ikke berettiget til refusion af den omhandlede udgift.
• Nævnet begrundede bl.a. afgørelsen med, at der ikke var grundlag for at fravige hovedreglen om, at det var A kommune, der som fast opholdskommune for manden skulle stille de nødvendige hjælpemidler til rådighed også under det midlertidige ophold i sommerhus i B kommune.
• Nævnet anførte bl.a., at manden allerede havde plejeseng og toiletstol i sin helårsbolig. Der måtte således være tale om et permanent behov og ikke et øjeblikkeligt behov, der kun var opstået som følge af opholdet i sommerhuskommunen.
• I klagen til Ankestyrelsen fra A kommune var det bl.a. anført, at der i kommunerne var behov for at vide, hvem der skulle yde hjælp i form af hjælpemidler til personer, der havde midlertidigt ophold i eget eller lejet sommerhus eller er på familiebesøg. Nævnet havde i den konkrete sag henvist til en ikke-offentliggjort afgørelse truffet af Ankestyrelsen, hvilket betød, at A kommune ikke kunne foretage en sammenligning mellem de to sager. I den aktuelle sag var der alene behov for en plejeseng på grund af hjemmeplejens arbejdsforhold. A kommune rejste sagen på grundlag af en udtalelse fra Socialministeriet af 19. marts 2001 til et statsamt, SM R-3-00 og det forhold, at manden ikke passede på personbeskrivelsen i SM R-4-00, hvor borgeren havde egne hjælpere ansat. Desuden anmodede A kommune om en afgørelse af, hvorvidt den permanente opholdskommune kunne anmodes om betaling af faktiske udgifter til f.eks. rengøring og udkørsel af hjælpemidler, der ellers var gratis, idet der var tale om genbrug.
• A kommune havde til klagen vedlagt brev af 21. december 2000 fra et statsamt til Socialministeriet. I brevet anmodede statsamtet under henvisning til SM R-3-00 og R-4-00 ministeriet om en udtalelse vedrørende opholdskommune for personer på ferie i sommerhus. Endvidere rejste statsamtet bl.a. spørgsmålet om kommunerne kunne afkræve betaling for levering af hjælpemidlerne. Socialministeriets svar herpå fremgik af ministeriets brev af 19. marts 2001. Ministeriet oplyste bl.a., at hovedreglen er, at den kommune, som borgeren opholder sig i, er opholdskommune og det var denne kommune, der havde pligt til at yde hjælp. I forhold til ydelser efter serviceloven som fx hjælpemidler og personlig praktisk hjælp bevirkede også midlertidige ophold (familiebesøg, sommerhusophold, højskoleophold el.lign. ) i en anden kommune, at denne kommune blev opholdskommune. Leveringsomkostningerne skulle afholdes af den kommune, hvori ansøger havde taget midlertidigt ophold. Der var ikke hjemmel til at kræve betaling for leveringen.
• Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende bemærkninger.
• A kommune anførte bl.a., at det efter kommunens opfattelse var vigtigt for borgeren, at denne frit kunne tage ophold i feriebolig, og at hjælpemidler, som ikke kunne medtages, blev ydet af den kommune, hvor borgeren opholdt sig. Standardprodukter som plejeseng, toiletstole og lifte, der ikke var individuelt tilpassede, var ofte beregnet på sikring af plejepersonalets arbejdsforhold. Samtidig var badeværelser i sommerhuse ofte så små, at hjælp til badning ikke kunne foregå der. I den konkrete sag var borgeren selv mobil i kørestol, som blev medbragt fra helårsboligen. Badeværelset egnede sig ikke til at yde hjælp til personlig hygiejne. Manden fik bevilget plejeseng i helårsboligen for nogle år siden efter tilstødende sygdom, hvor det var nødvendigt af hensyn til plejepersonalets arbejdsforhold.
• Mandens hustru havde endvidere i brev af 17. april 2002 kommenteret A kommunes klage til Ankestyrelsen, og mere indgående beskrevet mandens helbredsforhold. Han kunne slet ikke klare at flytte sig fra kørestolen til bilen. Han havde netop været på hospitalet, hvor der måtte 3 personer til at hjælpe ham i seng og på toilettet. Ved opholdet i sommerhuset i 2001 var der ingen hjælpemidler til disposition. Børnene kom med hjælpemidlerne fra privaten og der blev lånt en seng af en genbo. Det var således ikke rigtigt, at han kunne klare sig med en seng uden særlige funktioner.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på præcisering af SM R-4-00 om handlekommune / opholdskommune for en borger, der har brug for et hjælpemiddel under ferie i sommerhus.