Ankestyrelsens principafgørelse R-15-03

GældendeÅr: 2003Udgivet: 2013-07-11

Beskrivelse

Ankestyrelsen fandt i 2 sager at de sociale klageinstanser ikke var kompetente til at træffe afgørelse om andre former for kompensation mellem kommuner end refusion efter retssikkerhedslovens regler. Begrundelsen for afgørelserne var bl.a., at sådann...

Journalnummer

J.nr.: 3800019-033800022-03

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 1, § 2, § 9, § 61 og § 9a
  • Sagsfremstilling 1:
  • Sag nr. 1 - j. nr. 3800019-03
  • Sagen vedrørte et krav på tilbagebetaling af erlagt mellemkommunal refusion. A Kommune havde i 1993 afgivet et refusionstilsagn i henhold til bistandslovens § 11, stk. 4 for udgifter vedrørende hjemmehjælp til en kvinde. I marts 2002 meddelte A Kommune, at kommunen ikke (længere) var forpligtet til at yde refusion vedrørende kvinden til B Kommune. Kommunen anmodede derfor B Kommune om tilbagebetaling af den refusion, der var indbetalt efter 1. juli 1998. Også i marts 2002 meddelte A Kommune i et andet brev fra en anden afdeling i kommunen, at kravet om refusion indtil 31. december 2001 ville blive betalt. Fremtidige regninger på refusion ville A Kommune ikke kunne dække. Herefter rejste A Kommune, sagen overfor det sociale nævn.
  • Nævnet fandt, at A Kommune havde krav på tilbagesøgning af den erlagte refusion fra 1. juli 1998.
  • Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den tidligere "sommerhusregel" i bistandslovens § 11, stk. 4 ikke blev videreført i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kvindens ophold i B Kommune ikke skyldtes forhold, som kunne henføres til retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1 og 2.
  • Nævnet henviste til Socialministeriets vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, pkt. 71 og til SM R-3-00. Nævnet tilføjede, at aftaler om refusion, som kommuner indgår med hinanden efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3, ikke er afgørelser og de kunne derfor ikke behandles af de sociale nævn.
  • I klagen til Ankestyrelsen fra B Kommune var det bl.a. anført, at A Kommune havde givet et bindende tilsagn om at ville betale refusion for perioden indtil 31. december 2001. Endvidere fandt kommunen, at tilbagesøgningskrav ikke var omfattet klageinstansernes kompetence og at A Kommune ikke havde krav på tilbagesøgning.
  • B Kommune henviste bl.a. til retssikkerhedslovens § 44, stk. 1, hvoraf fremgår, at de sociale nævn behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen i det omfang det er fastsat i loven. Tilbagesøgningskrav beroede imidlertid på obligationsretlige principper og var derfor ikke omfattet af klageinstansernes kompetence. Endvidere var B Kommune ikke af den opfattelse, at betingelserne for tilbagesøgning var opfyldte. A Kommune var bekendt med regelændringen i 1998, hvor "sommerhusreglen" blev ophævet og kommunen kunne derfor allerede på dette tidspunkt have afvist at betale refusion. B Kommune havde derfor haft en berettiget forventning om, at A Kommune ville fortsætte med at betale refusion. Hertil kom at B Kommune havde indrettet sig i tillid til, at der fortsat ville blive betalt refusion.
  • Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den. Nævnet henviste bl.a. til, at Ankestyrelsen i adskillige tilfælde tidligere havde truffet afgørelse om tilbagesøgning, hvorfor nævnet måtte forudsætte, at nævnet og Ankestyrelsen var kompetente hertil.
  • Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt de sociale nævn og Ankestyrelsen er kompetente til at træffe afgørelse vedrørende et tilbagesøgningskrav eller om sådanne krav henhører under de almindelige domstole.

Afgørelse

Ankestyrelsen fandt ikke, at B Kommune havde ret til mellemkommunal refusion fra A Kommune efter retssikkerhedslovens § 9a. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at Ankestyrelsen og de sociale nævn var kompetente til at tage stilling til eventuel anden økonomisk kompensation kommunerne imellem.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden ikke i forbindelse med flytningen til B Kommune fik ophold i en boform, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1-6 eller en bolig, boform m.v., der kunne sidestilles hermed, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til, at B Kommune ikke havde gjort gældende, at denne betingelse i retssikkerhedslovens § 9a var opfyldt.

Begrundelsen for afgørelsen var, at retten til mellemkommunal refusion efter § 9a er betinget af, at borgeren ved flytningen får ophold i en boform eller en bolig, der kan sidestilles hermed, jf. ovenfor. A og B Kommuner kunne derfor indgå en aftale om refusion, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3, hvis der kunne opnås enighed herom.

Begrundelsen for afgørelsen var endvidere, at Ankestyrelsen og de sociale nævn alene har kompetence til at tage stilling til uenighed mellem kommuner om forpligtelser efter retssikkerhedsloven og eventuelt de sociale love, som retssikkerhedsloven gælder for, jf. herved retssikkerhedslovens § 61 og lovbemærkningerne hertil.

Ankestyrelsen fandt i overensstemmelse med Folketingets Ombudsmand, FOB 1993.82 således, at det fordrer en særlig hjemmel eller andre klare holdepunkter for at Ankestyrelsen kan behandle spørgsmål om økonomisk kompensation efter andre regelsæt, herunder uskrevne formueretlige regler. Der var ingen sådan hjemmel og der var ej heller noget særligt hensyn at tage til parterne i en sag mellem kommuner.

Ankestyrelsen fandt dog, at det sociale nævn var kompetent til at tage stilling til spørgsmålet om opholdskommune i denne sag, selvom nævnet ikke kunne tage stilling til en eventuel økonomisk kompensation efter andre regler end § 9a til B Kommune.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at Ankestyrelsen og de sociale myndigheder i øvrigt var kompetente til at tage stilling til andre regelsæt, såfremt dette var nødvendigt for at fastlægge en rettighed, som var reguleret i den sociale lovgivning. Eksempelvis kunne myndighederne være forpligtede til at inddrage panteretlige regler, hvis det var nødvendigt for at fastlægge området for boligændringer i servicelovens § 102.

Til det i klagen anførte om konsekvensen af stedlig kompetence blev det bemærket, at Ankestyrelsen ikke havde mulighed for at ophæve retskraftige afgørelser. B Kommune kunne kun tilbagekalde bevillingen til kvinden, hvis betingelserne herfor var opfyldte.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse det sociale nævns afgørelse.

Metadata

Retsområder

Retssikkerhedsloven

Nøgleord

KompetenceTilbagebetalingUlovbestemt kompensationMellemkommunal refusion

Paragraffer

§ 2§ 9a§ 61§ 11§ 1§ 9§ 44§ 102

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse 79-10

Udgivet: 2013-07-10

Det var en forudsætning for bevilling af personlig og praktisk hjælp under en drengs ophold på efterskole uden for opholdskommunen, athan forud havde fået eller ville kunne få personlig og praktisk hjælp i opholdskommunen. Kommunen skulle foretage en...

Ankestyrelsens principafgørelse 64-17

Udgivet: 2017-09-01

En sag kan genoptages inden for en frist på 5 år fra den første afgørelse om erstatning og godtgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer af de forhold, der blev lagt til grund for afgørelsen. Når der er anmodet om genoptagelse, og den første afg...

Ankestyrelsens principafgørelse 21-19

Udgivet: 2019-04-10

Der er ikke ret til den bagudbetalte hjælp, når en borger overgår til en forudbetalt ydelse, f.eks. SU. Dette skyldes, at forsørgelsen er dækket af en anden ydelse. Den sociale begivenhed er derfor ophørt. Der er heller ikke ret til den bagudbetalte ...