Ankestyrelsens principafgørelse 110-12
Beskrivelse
Hvis en person på skadestidspunktet arbejdede på nedsat tid, og evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var forringet før skaden, skal der ved fastsættelsen af tabet af erhvervsevne tages udgangspunkt i, at den pågældende kunne arbejde på fu...
Journalnummer
J.nr.: 1204735-12
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 12 og § 17
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om tab af erhvervsevne som følge af den påvirkning, du var udsat for den 24. juni 2010.
Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af, hvordan man vurderer, om en deltidsansat persons erhvervsevne var nedsat, allerede før arbejdsskaden skete, og hvorledes denne erhvervsevne i givet fald skal fastsættes.
Resultatet er
• Du havde en nedsat erhvervsevne på skadetidspunktet. Dit tab af erhvervsevne skal derfor vurderes ud fra din faktiske indtjeningsevne på skadetidspunktet
• Du har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne på mere end 15 procent, som du allerede har fået
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen. Forsikringsselskabet vil udbetale erstatningen.
Der var enighed på mødet.
Begrundelsen for afgørelsen om, hvorvidt du havde en nedsat erhvervsevne på skadetidspunktet
Vi vurderer, at din indtjeningsevne var forringet forud for arbejdsskaden, som opstod, da du i 3 dage støvsugede vægge på din arbejdsplads.
Vi har foretaget en konkret vurdering af din erhvervsevne og fundet, at den var påvirket i moderat grad på baggrund af din forudbestående venstresidige skuldersygdom.
Vi har lagt vægt på, at du grundet din venstresidige skuldersygdom næsten dagligt tog smertestillende medicin for at kunne passe dit fysiske arbejde i form af rengøring. Vi har på den baggrund fundet, at du i videst muligt omfang havde tilpasset din erhvervsmæssige situation til dine helbredsmæssige gener, så du med indtagelse af smertestillende medicin var i stand til at arbejde 27 timer om ugen.
Under disse omstændigheder skal dit tab af erhvervsevne derfor vurderes i forhold til din faktiske indtjeningsevne på skadetidspunktet. Vi vurderer, at den fastsatte tid på 27 timer om ugen er et udtryk for din fulde erhvervsevne på skadetidspunktet.
Hvis en person på skadetidspunktet arbejdede på nedsat tid, og den pågældendes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde ikke var forringet forud for skaden, skal der ved fastsættelsen af tabet af erhvervsevne tages udgangspunkt i, at den pågældende kunne arbejde på fuldtid.
Hvis den pågældendes erhvervsevne var nedsat forud for skaden, fastsættes omfanget af den pågældendes erhvervsevne af arbejdsskademyndigheden, som har bevisbyrden for, at den pågældendes erhvervsevne var nedsat på skadetidspunktet.
Begrundelsen for afgørelsen om tab af erhvervsevne
Vi vurderer, at du skønsmæssigt har et midlertidigt tab af erhvervsevne på 15 procent.
Vi har lagt vægt på, at din erhvervs- og helbredsmæssige situation er uafklaret, idet at du på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse modtog sygedagpenge. Vi har dog vurderet, at du på baggrund af arbejdsskadens følger ikke kan varetage dit hidtidige arbejde som rengøringsassistent.
Der kan træffes midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab, selvom din situation ikke er endeligt afklaret. Dog skal der både være en vis afklaring af de helbredsmæssige forhold, og det skal være afklaret, at du ikke kan komme tilbage til dit hidtidige arbejde i samme omfang som tidligere på grund af arbejdsskaden. Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven kan således tilkendes selvom du eksempelvis modtager sygedagpenge.
Vi har lagt til grund, at du som følge af arbejdsskaden har konstante smerter i højre skulder og nedsat kraft og bevægelighed.
Vi vurderer, at du som følge af arbejdsskaden har funktionsbegræns¬ninger i forhold til skulderbelastende aktiviteter som er tunge, kraftfulde eller udføres i akavede stillinger, herunder arbejde over skulderhøjde.
Du er ufaglært, og du har i forhold til arbejdsmarkedet en relativ høj alder, hvorfor kravene til omskoling er relativt beskedne. Du havde forud for arbejdsskaden en relativ lav løn. Din årsløn er fastsat til kr. 200.000, og omregnet til 2011-niveau svarer det til kr. 204.000.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til dine muligheder for at skaffe dig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af dig efter dine evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
Ud fra en samlet vurdering, herunder at din erhvervs- som helbreds¬mæssige situation er uafklaret, har vi skønsmæssigt fastsat dit aktuelle tab af erhvervsevne til 15 procent.
Arbejdsskadestyrelsen har fastsat revision i din sag til den 1. september 2012. Vi har ikke fundet grundlag for at ændre dette.
Arbejdsskadestyrelsen har fastsat tilkendelsestidspunktet til den 2. februar 2011. Vi har ikke fundet grundlag for at ændre dette.
Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der gives ikke erstatning, hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 procent.
Oplysningerne fremgår særligt af journaloplysninger fra din læge og fra hospital, speciallægeerklæringen af 8. juli 2011, oplysninger fra SKAT, spørgeskemaer fra dig af 29. oktober 2010 og 7. oktober 2011, spørgeskema fra arbejdsgiver af 14. oktober 2011 samt sociale oplysninger fra kommunen.
Sagsoplysninger
- Forsikringsselskabet har oplyst, at din erhvervsevne var nedsat på tidspunktet for arbejdsskaden, idet du igennem 10 år havde problemer med din skulder, og at du jævnligt tog smertestillende medicin. De henviser til, at det fremgår af de sociale oplysninger, at du gik ned i tid af helbredsmæssige årsager, og at du selv havde angivet 30 timer til at være fuldtid.
- Dit forbund anfører, at du aldrig selv har valgt at gå ned i tid, og at du kun arbejdede 30 timer, fordi det var det, du var blevet tilbudt. Du har aldrig sagt, at du gik ned i tid på grund af dit helbred.
- Vi bemærker, at oplysningerne er indgået i vores behandling af sagen. Vi har vurderet, at din erhvervsevne var nedsat på ulykkestidspunktet. Vi vurderer på den baggrund, at den fastsatte tid på 27 timer om ugen er din fulde erhvervsevne. Se nærmere i begrundelsen ovenfor.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Den 5-årige frist for genoptagelse skulle regnes fra den første egentlige afgørelse om erstatning, og ikke fra den første afgørelse, som Arbejdsskadestyrelsen alene traf for at overholde fristen for at træffe afgørelse efter arbejdsskadelovgivningen,...
Udgivet: 2013-07-10
Sikredes erstatning for tab af erhvervsevne skulle have virkning fra tidspunktet, hvor sagenoprindeligt var blevet afvist ved en fejl. Det betød, at kapitaliseringsfaktoren til beregning af erstatningsbeløbet afhang af sikredes alder på tidspunktet f...
Udgivet: 2013-07-10
Bevisbyrden for krav på erhvervsevnetabdserstatning efter arbejdsskadeloven ved indtægtsnedgang på over 15 procentligger hos skadelidte. Vestre Landsret afsagde den 13. maj 2009 dom i sagen om erstatning for tab af erhvervsevne til tidligere pædagogs...