Ankestyrelsens principafgørelse 144-12
Beskrivelse
Selvom sikrede har ret til betaling af behandlingsudgifter og til betaling af transportudgifter i forbindelse med behandlingen, er det kun rimelige udgifter til transport, der dækkes af arbejdsskadeforsikringen. Sikrede har pligt til at begrænse udgi...
Journalnummer
J.nr.: 1202089-12
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 15, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om transportudgifter i forbindelse med 6 fysioterapibehandlinger som følge af arbejdsskaden 14. marts 2011.
Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af tabsbegrænsninspligten ved ansøgning om dækning af transportudgifter i forbindelse med behandling af en arbejdsskade.
Resultatet er
• Dine udgifter til befordring til fysioterapibehandlingerne kan ikke dækkes
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Dine udgifter til befordring til 6 fysioterapibehandlinger afholdt i perioden den 1. april 2011 til og med den 5. maj 2011 kan ikke dækkes.
Vi har lagt vægt på, at transportudgifterne ikke står i rimeligt forhold til den nødvendige behandling.
Det fremgår af sagen, at du har anmodet om dækning af udgifter for transport i bil 996 km fra din arbejdsplads til din fysioterapeut.
Vi har lagt vægt på, at fysioterapeutens adresse er 430 m fra din bopæl.
Vi vurderer derfor, at transport til og fra dit arbejde, der ligger 83 km fra fysioterapeuten, ikke er rimelig.
Vi er opmærksomme på, at behandlingerne både er foregået i ydertider, kl. 8.00, 8.30 og 15.30, men også midt på dagen, kl. 13.00, og 12.30.
Vi vurdere, at du kunne have iagttaget din tabsbegrænsningspligt ved at have modtaget behandlinger i ydertiderne, således at du kun skulle transportere dig fra din bopæl til behandlingen, eller ved at have valgt en behandler bosiddende nærmere din arbejdsplads.
Vi vurderer i øvrigt, at behandlingerne ved fysioterapeut har været nødvendige for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger.
Vi har lagt vægt på, at du ved skaden den 14. marts 2011 pådrog dig et slag mod højre balde og at behandlingerne ved fysioterapeuten er sket i perioden 1. april til og med 5. maj 2011, i alt 6 behandlinger.
Der kan under sagens behandling betales udgifter til sygebehandling, hvis behandlingen er nødvendig for at opnå bedst mulig helbredelse af arbejdsskadens følger. Erstatningen kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis den aktuelle lægelige tilstand ikke udelukkende skyldes arbejdsskaden.
Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen modtaget 20. juni 2011.
Sagsoplysninger
- Din fagforening har anført, at i den periode, hvor du skulle behandles ved fysioterapeut som følge af arbejdsskaden arbejdede du i X. Dermed havde du reel transportudgifter fra X til fysioterapeuten i Y det vil sige. 83 km hver vej. Behandlingstiderne har blandt andet været kl. 13.00 og 12.30. Forbundet anerkender, at du har bopæl i Y, men reelt har transporten været mellem arbejde i X og behandling i Y.
- Vi bemærker, at du burde have iagttaget din tabsbegrænsningspligt ved at have modtaget behandlinger på tidspunkter, hvor du alene skulle transportere dig fra din bopæl til behandlingen eller ved at have valgt en behandler bosiddende nærmere din arbejdsplads. Vi henviser i øvrigt til ovenstående begrundelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-12-04
Bestemmelsen om omvendt bevisbyrde i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2, anvendes ikke, når det skal afgøres om behandlingsudgifter kan dækkes. Det gælder også udgifter til tandbehandling. Det betyder, at det er tilskadekomne, der skal godtgøre ...
Udgivet: 2013-07-10
Både boet og de efterladte var klageberettigede i tilfælde, hvor sikrede afgik ved døden, før Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse om anerkendelse af en anmeldt arbejdsskade. Boet efter sikrede indtrådte ikke i sikredes ret til eventuel erst...
Udgivet: 2013-12-11
Sikrede kan ikke få dækket sine udgifter til advokat i forbindelse med en arbejdsskadesag, idet der ikke er hjemmel til at få dækket udgifterne i arbejdsskadesikringsloven....