Ankestyrelsens principmeddelelse 33-23 om sygedagpenge - manglende medvirken - digital post - visningsklienter - undersøgelsespligt
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår Medvirker en sygemeldt ikke ved kommunens opfølgningsindsats, medfører det, at sygedagpengene bortfalder, hvis den sygemeldte ikke har en rimelig grund til ikke at medvirke. Det er en konkret vurdering, om den sygemeldte h...
Journalnummer
22-36018, 22-44912, 23-68768
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1, j.nr. 22-36018
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om bortfald af retten til sygedagpenge. X Kommune afgjorde sagen den 15. juni 2022.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Du havde ikke ret til sygedagpenge fra den 4. april 2022 til og med den 15. april 2022. Din arbejdsgiver havde derfor heller ikke ret til sygedagpengerefusion for samme periode.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at retten til sygedagpenge kunne bortfalde, fordi du ikke havde medvirket ved kommunens opfølgningsindsats.
Vi vurderer dertil, at du ikke havde en rimelig grund til ikke at indgive oplysningsskemaet rettidigt.
Hvad er afgørende for sagen
Vi lægger vægt på, at du i kommunens brev af den 22. marts 2022 blev orienteret om, at du kun ville have ret til sygedagpenge til og med den 3. april 2022, hvis du ikke indgav oplysningsskemaet senest den 3. april 2022.
Du blev i partshøringsbrevet af den 5. april 2022 også orienteret om, at udbetalingen af sygedagpenge kunne genoptages efter bortfaldet. Genoptagelse var dog betinget af, at du medvirkede igen senest fire uger efter, at du modtog afgørelsen om bortfaldet. Udbetalingen ville blive genoptaget fra og med dagen efter den dag, hvor du medvirkede igen.
I den forbindelse lægger vi vægt på, at fristen for indgivelse af oplysningsskemaet er fastsat i loven, og at oplysningsskemaet er et væsentligt led i kommunens opfølgning. For sen indgivelse af oplysningsskemaet betragtes som manglende medvirken i kommunens opfølgningsindsats.
Vi bemærker, at du først har opfyldt din forpligtelse til at medvirke ved kommunens opfølgning, når oplysningsskemaet er modtaget i kommunen. Det er dit ansvar, at oplysningsskemaet kommer frem inden for fristen.
Vi henviser til Ankestyrelsens principmeddelelse D-5-08, som fastslår, at retten til sygedagpenge bortfalder, hvis oplysningsskemaet ikke er modtaget i kommunen inden for fristen, og der ikke har været en rimelig grund til for sen aflevering.
Derudover lægger vi vægt på, at du ikke kunne tilgå kommunens meddelelse i din e-Boks, fordi du ikke vidste, at du skulle opsætte din e-Boks for at kunne tilgå din post fra kommunen.
Du har oplyst i dine partshøringsbemærkninger af den 19. april 2022, at du havde haft problemer med din e-Boks, og at du ikke havde kunnet se breve fra offentlige afsendere i e-Boks. Du har dertil oplyst, at du den 15. april 2022 fik en besked i e-Boks om, at du skulle logge ind igen, såfremt du ønskede at se beskeder fra det offentlige i din e-Boks. Du loggede derfor ind igen, hvorefter du kunne se, at du havde modtaget breve fra kommunen.
Du har også oplyst i din klage, at du ikke var blevet informeret om, at login med MitID var påkrævet for, at du fortsat kunne modtage post fra offentlige afsendere i din e-Boks. Du havde ikke udfyldt oplysningsskemaet inden for fristen, da du ikke havde kunnet se kommunens underretningsbrev af den 22. marts 2022 i din e-Boks.
Vi vurderer, at du er nærmest til at bære risikoen for, at du ikke kunne tilgå kommunens meddelelse i e-Boks, når årsagen hertil er en hindring, som du er nærmest til selv at overvinde. Du har derfor ikke haft en rimelig grund til ikke at medvirke ved kommunens opfølgning.
Der er først ret til genoptagelse af udbetalingen af sygedagpenge ved kommunens modtagelse af oplysningsskemaet. Vi henviser i den forbindelse til Ankestyrelsens principmeddelelse 13-11.
Da kommunen først modtog oplysningsskemaet den 15. april 2022, er du først berettiget til udbetaling af sygedagpenge fra dagen efter modtagelsen. Det betyder, at du først har ret til sygedagpenge fra den 16. april 2022. Din arbejdsgiver har således først ret til refusion af sygedagpenge fra den samme dato.
Om reglerne
Efter reglerne skal kommunen have et tilstrækkeligt oplyst grundlag for at foretage visitation og opfølgning. Den sygemeldte skal udfylde et oplysningsskema med relevante oplysninger til brug for kommunen. Udfyldelse af oplysningsskemaet skal ske ved digital selvbetjening. Kommunen skal sende oplysningsskemaet til den sygemeldte ved anmeldelse af sygefravær i løbende sager. Sker anmeldelsen via Nemrefusion, sendes oplysningsskemaet fra Nemrefusion til den sygemeldte umiddelbart efter anmeldelsen. Den sygemeldte skal svare senest 8 dage efter afsendelsen af oplysningsskemaet, medmindre andet aftales med kommunen.
Retten til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgning, herunder ikke har fremsendt oplysningsskemaet inden for den fastsatte frist. Bortfald af sygedagpenge er betinget af, at kommunen har givet den sygemeldte en skriftlig orientering om konsekvenserne af at undlade at medvirke ved opfølgningen.
Retten til sygedagpenge ophører dagen efter, at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er opfyldt.
Udbetaling af sygedagpenge, der er bortfaldet, genoptages dagen efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling af sygedagpenge på ny er opfyldte, hvis dette sker, senest 4 uger efter at den sygemeldte er blevet underrettet om bortfaldet. Udbetaling af sygedagpenge kan kun genoptages én gang under det aktuelle sygedagpengeforløb.
En arbejdsgiver kan kun få sygedagpengerefusion, hvis medarbejderen ville have haft ret til at få udbetalt sygedagpengene fra kommunen.
Meddelelser fra offentlige myndigheder sendt til borgerens digitale postkasse anses for at være kommet frem til borgeren, når meddelelsen er tilgængelig i borgerens digitale postkasse, herunder i en visningsklient. En visningsklient er fx e-Boks, borger.dk eller mit.dk.
Det er borgerens ansvar at holde øje med post i den digitale postkasse, herunder i visningsklienten.
Hvor borgeren oplever, at vedkommendes egen internetforbindelse, computer, smartphone eller tablet ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet adgang til sin kode til at logge på den digitale postløsning eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde, betragtes en meddelelse, som kommet frem, når den har nået den placering i løsningen, hvorfra borgeren kan fremkalde den.
Det er ikke et krav, at brevet er blevet åbnet og indholdet læst af adressaten. Når et brev bliver sendt med den offentlige digitale postløsning, sker der en digital registrering af forsendelsen fra start til slut. Det er derfor muligt at dokumentere, om et brev er kommet frem i adressatens digitale postkasse.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er ikke enighed om afgørelsen. En mødedeltager mener, at det forhold, at e-Boks har ændret i opsætningen af deres app, således at denne skal opdateres før der kan vises post fra offentlige afsendere, ikke er et forhold, som du er nærmest til at overvinde. Mødedeltageren angiver, at du har valgt e-Boks i den tro, at e-Boks kan anvendes til at modtage post fra offentlige afsendere, ligesom at du også tidligere har kunnet modtage post fra offentlige afsendere i din e-Boks. Mødedeltageren angiver hertil, at du ikke havde haft mulighed for at vide, at der var sket en ændring, således at e-Boks på ny skulle opsættes til at vise post fra offentlige afsendere. Denne oplysning modtog du først ved login på e-Boks den 15. april 2022. Du logger ind igen på e-Boks den samme dag, som du modtager orienteringen, og reagerer på kommunens breve. Mødedeltageren mener dermed, at der er tale om en fejl i e-Boks, som gør, at du ikke har fået besked om, at du skal logge ind på e-Boks igen på et tidligere tidspunkt. Mødedeltageren mener derfor ikke, at du har undladt at medvirke ved kommunens opfølgning uden rimelig grund, da det er forhold ved din valgte visningsklient, der har medført, at du ikke har kunnet se posten fra kommunen. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Sag nr. 2, j.nr. 22-44912
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om bortfald af retten til sygedagpenge. X Kommune afgjorde sagen den 11. august 2022.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Kommunen skal behandle din sag igen.
Det betyder, at vi hjemviser sagen til ny behandling og afgørelse i kommunen. Hjemvisningen af sagen betyder, at den påklagede afgørelse er ugyldig.
Kommunen skal dog ikke udbetale sygedagpenge, indtil der er truffet en gyldig afgørelse.
Kommunen skal, inden der træffes en ny afgørelse, indhente oplysninger om, hvorvidt driftsmæssige udfordringer medførte, at du ikke modtog breve fra kommunen i din e-Boks.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at kommunen ikke havde tilstrækkelig dokumentation til at fastslå, at retten til sygedagpenge skulle bortfalde som følge af, at du ikke indgav oplysningsskemaet til kommunen inden for fristen, som udløb den 22. juli 2022.
Hvad er afgørende for sagen
Du blev ved brev af den 14. juli 2022 orienteret om, at du skulle udfylde og signere et oplysningsskema senest den 22. juli 2022. Du blev i samme brev også orienteret om, at såfremt du ikke overholdte fristen, ville du kun have ret til sygedagpenge til og med den 22. juli 2022.
Ved vurderingen af, at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt, lægger vi vægt på dine oplysninger i partshøringsbemærkningerne af den 9. august 2022 om, at du ikke havde modtaget kommunens brev af den 14. juli 2022 i din e-Boks, og at du derfor ikke vidste, at kommunen havde sendt dig noget.
Vi bemærker, at en meddelelse anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen har nået den placering i postløsningen (Digital Post), hvor borgeren kan fremkalde den i sin valgte visningsklient, eksempelvis e-Boks. Ved problemer knyttet til postløsningen eller visningsklienten, som borgeren ikke har indflydelse på, der indebærer, at en meddelelse ikke er eller kan blive tilgængelig for borgeren, kan en meddelelse ikke anses for at være kommet frem, før forhindringen er ophørt.
I den forbindelse lægger vi vægt på, at kommunen ikke havde foretaget en nærmere undersøgelse af årsagen til, at du ikke havde modtaget kommunens underretningsbrev af den 14. juli 2022 i din e-Boks. Det var derfor uvist, hvorvidt driftsmæssige udfordringer ved Digital Post eller e-Boks var årsagen til, at du ikke kunne tilgå eller gøre dig bekendt med indholdet af kommunens brev.
Sagen er derfor ikke tilstrækkeligt oplyst til, at kommunen kunne vurdere, at du ikke havde ret til sygedagpenge i perioden fra den 23. juli 2023 til og med den 11. august 2022.
Kommunen skal derfor undersøge, hvorvidt der havde været driftsmæssige udfordringer, som medførte, at du ikke modtog kommunens brev i din valgte visningsklient (e-Boks).
Det kan ikke uden de oplysninger vurderes, om at du havde haft en rimelig grund til ikke at indgive oplysningsskemaet rettidigt, det vil sige inden den 22. juli 2022.
Hjemvisningen af sagen betyder, at den er afsluttet hos os og sendt tilbage til kommunen. Kommunen skal derfor fortsætte behandlingen af din sag og træffe en ny afgørelse. Du kan klage over kommunens afgørelse efter de almindelige regler, dvs. ved at henvende dig til kommunen inden fire uger.
Vi er opmærksomme på, at du blev kontaktet af kommunen den 9. august 2022, hvor du blev orienteret om, at du skulle prøve at tilgå kommunens breve på mit.dk. Kommunen har den 22. september 2022 forsøgt at indhente den forsendelseslog, som knyttede sig til kommunens brev af den 14. juli 2022. Dette med henblik på at undersøge, hvorvidt kommunens brev var blevet leveret til din digitale postkasse. Kommunen har efterfølgende den 23. september 2022 annulleret anmodningen om en forsendelseslog, idet du havde anerkendt modtagelsen af kommunens breve.
Vi bemærker, at en borger ikke kan forpligtes til at tilgå sin digitale post fra offentlige afsendere via en anden visningsklient, mens den af borgeren anvendte visningsklient måtte være nede eller ude af drift. Tilsvarende gælder, hvis øvrige forhold, som borgeren ikke har indflydelse på, bevirker, at modtageren ikke kan fremkalde eller gøre sig bekendt med indholdet af sin digitale post i visningsklienten.
Oplysningerne om, at kommunens breve var tilgængelige for dig på mit.dk, kan derfor ikke føre til et ændret resultat. Det var fortsat uvist, hvad der var årsagen til, at du ikke kunne tilgå kommunens breve i din e-Boks.
Om reglerne
Efter reglerne skal kommunen sikre sig, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes afgørelse.
Efter reglerne skal kommunen have et tilstrækkeligt oplyst grundlag for at foretage visitation og opfølgning. Den sygemeldte skal udfylde et oplysningsskema med relevante oplysninger til brug for kommunen. Udfyldelse af oplysningsskemaet skal ske ved digital selvbetjening. Kommunen skal sende oplysningsskemaet til den sygemeldte ved anmeldelse af sygefravær i løbende sager. Sker anmeldelsen via Nemrefusion, sendes oplysningsskemaet fra Nemrefusion til den sygemeldte umiddelbart efter anmeldelsen. Den sygemeldte skal svare senest 8 dage efter afsendelsen af oplysningsskemaet, medmindre andet aftales med kommunen.
Retten til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgning, herunder ikke har fremsendt oplysningsskemaet inden for den fastsatte frist. Bortfald af sygedagpenge er betinget af, at kommunen har givet den sygemeldte en skriftlig orientering om konsekvenserne af at undlade at medvirke ved opfølgningen.
Retten til sygedagpenge ophører dagen efter, at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er opfyldt.
Udbetaling af sygedagpenge, der er bortfaldet, genoptages dagen efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling af sygedagpenge på ny er opfyldte, hvis dette sker, senest 4 uger efter at den sygemeldte er blevet underrettet om bortfaldet. Udbetaling af sygedagpenge kan kun genoptages én gang under det aktuelle sygedagpengeforløb.
En arbejdsgiver kan kun få sygedagpengerefusion, hvis medarbejderen ville have haft ret til at få udbetalt sygedagpengene fra kommunen.
Meddelelser fra offentlige myndigheder sendt til borgerens digitale postkasse anses for at være kommet frem til borgeren, når meddelelsen er tilgængelig i borgerens digitale postkasse, herunder i en visningsklient. En visningsklient er fx e-Boks, borger.dk eller mit.dk.
Det er borgerens ansvar at holde øje med post i den digitale postkasse, herunder i visningsklienten.
Hvor borgeren oplever, at vedkommendes egen internetforbindelse, computer, smartphone eller tablet ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet adgang til sin kode til at logge på den digitale postløsning eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde, betragtes en meddelelse, som kommet frem, når den har nået den placering i løsningen, hvorfra borgeren kan fremkalde den.
Det er ikke et krav, at brevet er blevet åbnet og indholdet læst af adressaten. Når et brev bliver sendt med den offentlige digitale postløsning, sker der en digital registrering af forsendelsen fra start til slut. Det er derfor muligt at dokumentere, om et brev er kommet frem i adressatens digitale postkasse.
Hvis der er uenighed, om et brev sendt digitalt fra en myndighed er kommet frem til modtageren, er det myndigheden, der skal dokumentere, at brevet er kommet frem.
Registreringen kan ske i en forsendelseslog - en oversigt over de digitale registreringer, der sker, når et brev bliver sendt digitalt. Forsendelsesloggens udseende og indhold kan variere afhængigt af systemleverandøren.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Sag nr. 3, j.nr. 23-68768
Du har klaget over X Kommunes afgørelse om bortfald af retten til sygedagpenge. X Kommune afgjorde sagen den 17. juli 2023.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Du havde ikke ret til sygedagpenge fra den 7. juli 2023 til og med den 10. juli 2023. Din arbejdsgiver havde derfor heller ikke ret til sygedagpengerefusion for samme periode.
Det betyder, at vi stadfæster kommunens afgørelse, og at afgørelsen ikke ændres.
Vi beklager den lange sagsbehandlingstid.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at retten til sygedagpenge kunne bortfalde, fordi du ikke havde medvirket ved kommunens opfølgningsindsats.
Vi vurderer dertil, at du ikke havde en rimelig grund til at udeblive fra opfølgningssamtalen med kommunen den 6. juli 2023.
Hvad er afgørende for sagen
Vi lægger vægt på, at du i kommunens brev af den 29. juni 2023 blev orienteret om, at retten til sygedagpenge ville bortfalde fra dagen efter din udeblivelse, hvis du udeblev fra opfølgningssamtalen den 6. juli 2023 uden rimelig grund.
Du blev i samme brev også orienteret om, udbetalingen af sygedagpenge kunne genoptages efter bortfaldet. Genoptagelse var dog betinget af, at du medvirkede igen senest fire uger efter, at du modtog afgørelsen om bortfaldet. Udbetalingen ville blive genoptaget fra og med dagen efter den dag, hvor du medvirkede igen.
Du har oplyst i klagen, at du på intet tidspunkt har modtaget noget i din e-Boks fra kommunen. Du har derfor ikke haft mulighed for at vide, at der var booket en tid til en opfølgningssamtale til dig. Du har til din klage vedhæftet skærmprint fra din indbakke i e-Boks.
Vi lægger vægt på, at det fremgår af mail af den 8. august 2023 fra Kontor for Digitalisering i X Kommune, at kommunen har indhentet en hændelseslog vedrørende brevet af den 29. juni 2023. Det fremgår heraf, at kommunens brev med indkaldelse til opfølgningssamtalen er leveret til din digitale postkasse (Digital Post) den 29. juni 2023 kl. 16:07.
Når et brev bliver sendt med den offentlige digitale postløsning, sker der en digital registrering af forsendelsen fra start til slut. Det er derfor muligt at dokumentere, om et brev er kommet frem i adressatens digitale postkasse.
Det fremgår af notat af den 18. august 2023, at kommunen den 10. august 2023 rettede henvendelse til e-Boks brugersupport og Digital Post Support med henblik på at undersøge, hvorvidt der havde været driftsforstyrrelser, som påvirkede din mulighed for at tilgå kommunens indkaldelse til opfølgningssamtale i din e-Boks. Digital Post Support oplyste den 10. august 2023, at der ikke forelå oplysninger om eventuelle driftsforstyrrelser eller synkroniseringsproblemer mellem Digital Post og e-Boks i perioden, men at eventuelle driftsforstyrrelser kunne medføre kortere forsinkelser i forhold til levering af breve. Videre oplyste supporten, at det ikke var sandsynligt, at eventuelle driftsforstyrrelser medførte flere dages forsinkelse eller at brevet ikke blev leveret. Derudover oplyste supporten, at de indstillinger, som du havde foretaget i forhold til modtagelse af digital post, kunne have betydning for, om brevene fra kommunen var synlige for dig i e-Boks eller på borger.dk.
Vi lægger herefter til grund, at din mulighed for at tilgå kommunens indkaldelsesbrev af den 29. juni 2023 ikke har været påvirket af driftsforstyrrelser ved Digital Post eller e-Boks.
Vi vurderer derfor, at du er nærmest til at bære risikoen for, at du ikke kunne se kommunens indkaldelse til opfølgningssamtale i e-Boks. Du har derfor ikke haft en rimelig grund til at undlade at medvirke ved opfølgningssamtalen den 6. juli 2023.
Det fremgår af sagen, at du rettede henvendelse til kommunen igen den 10. juli 2023. På baggrund af din henvendelse afgjorde kommunen, at udbetalingen af sygedagpenge kunne genoptages fra og med dagen efter den dag, hvor du medvirkede på ny. Udbetalingen af sygedagpenge, herunder sygedagpengerefusion, blev genoptaget fra og med den 11. juli 2023.
Vi er opmærksomme på, at du i klagen har oplyst, at en medarbejder i kommunen den 10. juli 2023 telefonisk godkendte årsagen til din udeblivelse fra opfølgningssamtalen den 6. juli 2023, og at kommunen dermed ikke fratog din arbejdsgiver retten til refusion af sygedagpenge i perioden fra den 7. juli 2023 til og med den 10. juli 2023.
Oplysningerne kan ikke føre til et ændret resultat, da det ud fra sagens oplysninger i øvrigt ikke kan lægges til grund, at kommunen skulle have vejledt dig om, at din årsag til udeblivelsen var godkendt, og at der ikke ville ske et bortfald i din arbejdsgiver ret til refusion af sygedagpenge.
Det fremgår derimod af kommunens notat af den 10. juli 2023, at du under samtalen oplyste, at du ikke var klar over, at du skulle være mødt til samtale med kommunen, da du ikke havde modtaget indkaldelsen.
Om reglerne
Retten til sygedagpenge bortfalder, så længe den sygemeldte uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens opfølgning, herunder når den sygemeldte er udeblevet fra en opfølgningssamtale.
Bortfald af sygedagpenge er betinget af, at kommunen har givet den sygemeldte en skriftlig orientering om konsekvenserne af at undlade at medvirke ved opfølgningen.
Retten til sygedagpenge ophører dagen efter, at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er opfyldt.
Udbetaling af sygedagpenge, der er bortfaldet, genoptages dagen efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling af sygedagpenge på ny er opfyldte, hvis dette sker, senest 4 uger efter at den sygemeldte er blevet underrettet om bortfaldet. Udbetaling af sygedagpenge kan kun genoptages én gang under det aktuelle sygedagpengeforløb.
En arbejdsgiver kan kun få sygedagpengerefusion, hvis medarbejderen ville have haft ret til at få udbetalt sygedagpengene fra kommunen.
Meddelelser fra offentlige myndigheder sendt til borgerens digitale postkasse anses for at være kommet frem til borgeren, når meddelelsen er tilgængelig i borgerens digitale postkasse, herunder i en visningsklient. En visningsklient er fx e-Boks, borger.dk eller mit.dk.
Det er borgerens ansvar at holde øje med post i den digitale postkasse, herunder i visningsklienten.
Hvor borgeren oplever, at vedkommendes egen internetforbindelse, computer, smartphone eller tablet ikke fungerer, eller at vedkommende har mistet adgang til sin kode til at logge på den digitale postløsning eller oplever lignende hindringer, som det er op til adressaten at overvinde, betragtes en meddelelse, som kommet frem, når den har nået den placering i løsningen, hvorfra borgeren kan fremkalde den.
Det er ikke et krav, at brevet er blevet åbnet og indholdet læst af adressaten. Når et brev bliver sendt med den offentlige digitale postløsning, sker der en digital registrering af forsendelsen fra start til slut. Det er derfor muligt at dokumentere, om et brev er kommet frem i adressatens digitale postkasse.
Hvis der er uenighed, om et brev sendt digitalt fra en myndighed er kommet frem til modtageren, er det myndigheden, der skal dokumentere, at brevet er kommet frem.
Registreringen kan ske i en forsendelseslog - en oversigt over de digitale registreringer, der sker, når et brev bliver sendt digitalt. Forsendelsesloggens udseende og indhold kan variere afhængigt af systemleverandøren.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på
www.ast.dk
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Arbejdsgiveren havde ret til refusion i nedsatte dagpenge i forbindelse med lønmodtagerens delvise genoptagelse af arbejdet, selv om arbejdet var fordelt på 2 hele og 1 halv dag om ugen, idet lægen havde skønnet, at lønmodtageren kunne genoptage arbe...
Udgivet: 2013-07-10
Der var ikke en rimelig grund til, at sygemeldte ikke havde medvirket ved kommunens opfølgning, hvorfor retten til sygedagpenge bortfaldt. Det kunne på baggrund af sygemeldtes svar på partshøring ikke med tilstrækkelig sikkerhed antages, at oplysning...
Udgivet: 2013-07-11
Kommunerne har ikke hjemmel til at kræve dokumentation af en selvstændig erhvervsdrivende for fremtidige sygefravær i form af en lægeerklæring udstedt på 1. fraværsdag. Ankestyrelsen fandt, at kommunens krav om tidligere anmeldelse end fastsat i love...