Ankestyrelsens principafgørelse 241-11
Beskrivelse
En nu enlig forælder skulle ikke tilbagebetale fripladstilskud, der var udbetalt efter, at hendes fraseparerede ægtefælle var flyttet fra det fælles hjem. Kun fripladstilskud modtaget forud for ægtefællens fraflytning skulle tilbagebetales. Ankestyre...
Journalnummer
J.nr.: 3500463-10
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - Lovbekendtgørelse nr. 668 af 17. juni 2011 - § 43 og § 93
Bekendtgørelser
- Socialministeriets bekendtgørelse nr. 868 af 24. juni 2011 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - § 25, § 26, § 27, § 32, § 33 og § 34
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag, hvor vi har vurderet sagens forløb i perioden fra 13. juni 2008 – 31. december 2008 og spørgsmålet om, hvorvidt der efter den 13. juni 2008 var sket en varig stigning i den faktiske indtægt i din husstand, samt hvorvidt en tidligere manglende opfyldelse af oplysningspligten overfor kommunen medfører at der kan kræves tilbagebetaling af fripladstilskud for perioden efter 13. juni 2008
Resultatet er
• Du har ikke pligt til at tilbagebetale dit økonomiske fripladstilskud for perioden fra 13. juni 2008 – 31. december 2008
Det betyder, at Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YYs afgørelse ikke gælder.
Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.
Vi skal bede AA Kommune om i overensstemmelse med vores afgørelse at foretage en regulering af dit økonomiske fripladstilskud for perioden fra 13. juni 2008 – 31. december 2008 i det omfang du har tilbagebetalt det beløb for perioden 13. juni 2008 – 31. december 2008, som efter kommunens opfattelse var for meget udbetalt fripladstilskud.
Kommunen vil kontakte dig.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Ankestyrelsen finder, at der efter din fraseparerede ægtefælle fraflytning af jeres fælles hjem pr. 13. juni 2008 var tale om en nedgang i indtægten i din husstand.
Forældre, der modtager økonomisk fripladstilskud, har efter reglerne i dagtilbudsbekendtgørelsen pligt til at underrette kommunen om varige stigninger i deres faktiske indtægt eller andre forhold i årets løb, der har betydning for retten til økonomisk fripladstilskud.
En indtægtsfremgang på under 10 pct. giver ikke anledning til en regulering af det økonomiske fripladstilskud. Har forældre en indtægtsfremgang på over 10 pct., kan kommunalbestyrelsen regulere det økonomiske fripladstilskud med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor forældrenes forhold har ændret sig.
Det, der efter reglerne i dagtilbudsbekendtgørelsen aktualiserer forældres underretningspligt, er således varige stigninger i deres faktiske indtægt eller andre forhold i årets løb, der har betydning for retten til økonomisk fripladstilskud.
Ved en indtægtsnedgang skal forældrene på ny ansøge om økonomisk fripladstilskud og dokumentere deres ændrede indtægtsforhold.
Der knytter sig ikke en tilsvarende underretningspligt til situationer, hvor forældrene har haft en indtægtsnedgang i den samlede husstand.
Der er under sagen enighed om, at du frem til tidspunktet for din fraseparerede ægtefælles fraflytning (13. juni 2008) ikke havde opfyldt din oplysningspligt overfor kommunen.
Efterreguleringskravet/tilbagebetalingen for perioden frem til 13. juni 2008 er derfor betalt og afsluttet.
Det er endvidere dokumenteret, at din fraseparerede ægtefælle fraflyttede det fælles hjem pr. 13. juni 2008.
Din fraseparerede ægtefælles indtægt skulle herefter fra dette tidspunkt ikke indgå i opgørelsen af den samlede husstandsindtægt. Det kunne derfor alene lægges vægt på din årlige indkomst for 2008, som efter det oplyste var kr. 289.886,00.
Der var således tale om en indtægtsnedgang i din husstandsindtægt i forhold til det beløb på kr. 323.844,00, som udgjorde det oprindelige beregningsgrundlag ved bevilling af jeres fripladstilskud den 16. marts 2004.
Da der således var tale om en nedgang i indtægten havde du ikke efter dagtilbudsbekendtgørelsen pligt til at underrette kommunen om ændringen, men måtte indgive en ny ansøgning, såfremt du ønskede at få foretaget en ny vurdering af dine indtægtsforhold.
Der var således ikke grundlag for at pålægge dig at tilbagebetale for meget udbetalt fripladstilskud for perioden 13. juni 2008 – 31. december 2008.
Det forhold at du i en periode forud for den 13. juni 2008 ikke havde opfyldt din oplysningspligt overfor kommunen kan af de ovenfor anførte grunde ikke medføre, at der kan pålægges et krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt fripladstilskud for den resterende del af 2008.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
- • Nævnets afgørelse af 17. marts 2010
- • Klagen til Ankestyrelsen
- • Nævnets genvurderinger af sagen
- Kommunen opkrævede ved afgørelse af 15. september 2009 efterregulering af økonomisk friplads i dagpleje/daginstitution og SFO med i alt 9.712,60 kr. for år 2008. Kommunen henviste til § 20, stk. 1 og stk. 2 i bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitution m.v. for børn, hvorefter forældrene har pligt til at underrette kommunen om varige stigninger i indtægten i årets løb eller andre forhold, der har betydning for retten til fripladstilskud. Ved en indtægtsfremgang på over 10 procent, kan fripladstilskuddet reguleres med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, da forældrenes forhold har ændret sig.
- Nævnet tiltrådte ved afgørelse af 17. marts 2010 kommunens afgørelse. Begrundelsen var, at husstanden i 2008 havde en varig indtægtsfremgang på over 10 procent i forhold til det beregningsgrundlag, hvorpå bevillingen af økonomisk friplads var givet. Det fremgik af sagen, at den faktiske husstandsindkomst i 2008 udgjorde kr. 473.921, hvilket medførte en stigning på 46,34 %. Der blev videre lagt vægt på, at der ikke var dokumentation for, at du havde underrettet kommunens institutionskontor om indtægtsstigningen, hvilket man har pligt til efter retssikkerhedslovens § 11, stk. 2. Der var ikke dokumentation for, at du var enlig i 2008. Nævnet lagde endelig vægt på, at du i hele 2008 blev opkrævet det beløb, som var udregnet med udgangspunkt i den oprindelige husstandsindkomst fra 2004, hvilket du undlod at reagere på. Nævnet fandt, at kommunen ved den udsendte bevillingsskrivelse i 2004, samt indholdet af ansøgningen fra 2004 havde overholdt sin oplysningspligt i henhold til bekendtgørelsen om pasningsgaranti, kommunens tilskud til brug for dag-, fritids- og klubtilbud, forældrenes egenbetaling og indhentelse af børneattester mv.
- Du har klaget over nævnets afgørelse. Din klage er gengivet ovenfor i afsnittet om bemærkninger til klagen.
- Nævnet har ved sine genvurderinger af sagen bemærket, at nævnet ikke fandt, at din klage ændrede ved grundlaget for nævnets afgørelse. Afgørelsen blev fastholdt, og sagen skulle derfor ikke genoptages til fornyet behandling. Der blev lagt vægt på, at din ægtefælles flyttemeddelelse til folkeregisteret ikke kunne anses for at være opfyldelse af den oplysningspligt, der fremgik af restsikkerhedslovens § 11, stk. 2. Nævnet fandt ikke, at kommunen havde opfyldt sin oplysningspligt ved den udsendte bevillingsskrivelse i 2004. Nævnet fastholdt dog, at kommunen havde opfyldt sin oplysningspligt ved indholdet af ansøgningen udfærdiget 12. marts 2004, hvoraf oplysningspligten fremgik på både side 1 og side 2. Nævnet havde konkret forholdt sig til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. R-10-01.
- Nævnet fandt, at du på baggrund af ansøgningsblankettens udformning havde været vidende om, at civilstatus havde betydning for størrelsen af det økonomiske fripladstilskud. Dette var underbygget af, at din ægtefælle henvendte sig i Borgerservice og meldte flytning. Ægtefællen var af den opfattelse, at dette var tilstrækkeligt, og at andre instanser i kommunen herefter ville blive orienteret.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for ophold i dagtilbud til børn fandtes ikke at indeholde hjemmel til på forhånd at begrænse en tildelt friplads til en forud fastsat periode. Ved tildeling af socialpædagogisk friplads var kommunen såled...
Udgivet: 2013-12-04
Tilbagebetaling af fripladstilskud forudsætter, at modtageren har modtaget tilskuddet mod bedre vidende. Der kunne alene ske tilbagebetaling af fripladstilskud fra det tidspunkt, hvor modtageren har modtaget tilskuddet mod bedre vidende. En modtager ...
Udgivet: 2013-07-10
Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afgørelse om, at arv er en formueforøgelse og således ikke skal indgå i indtægtsgrundlaget i forbindelse med beregningen af daginstitutionsbetaling....