Ankestyrelsens principafgørelse 85-12

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 904 af 18. august 2011 - § 41, § 52 og § 52a

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Sagsoplysninger

• A Kommune har anført i klagen, at der ikke er hjemmel i servicelovens § 41 til at dække udgifter i form af kørsel til og fra aflastning, og at § 41 er subsidiær i forhold til andre bestemmelser i loven.
• Vi bemærker, at vi ikke er enige med kommunen i, at der ikke er hjemmel i servicelovens § 41 til at dække udgifter til transport, og at servicelovens § 41 i en situation som den foreliggende er subsidiær.

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
• • nævnets afgørelse af 28. april 2011
• • Klagen til Ankestyrelsen af 29. april 2011
• • Nævnets genvurdering
• Ved A Kommunens afgørelse af 18. august 2010 fremgår det, at kommunen var blevet opmærksom på, at udgifterne i forbindelse med kørsel til og fra aflastning, herunder aflastning, ikke kunne bevilges i henhold til handicap paragrafferne.
• Af indretningshensyn ville kørselsbevillingen ophøre den 30. september 2010.
• Derefter ville I selv være ansvarlige for jeres søns kørsel til og fra aflastningsstedet.
• Der kunne efter lov om social service § 52, stk. 4, søges om økonomisk støtte, hvis forældremyndighedsindehaveren til barnet ikke selv havde midler dertil. Dette indebar, at kommunen foretog en økonomisk vurdering ved ansøgning om økonomisk støtte til kørsel.
• I klagede til Det Sociale Nævn.
• Ved afgørelse af 28. april 2011 vurderede nævnet, at udgifterne til transport til og fra aflastning var en nødvendig merudgift som følge af sønnens nedsatte funktionsevne.
• Nævnet lagde til grund, at jeres søn var omfattet af personkredsen i servicelovens § 52, stk. 1, og at aflastningen var ydet efter § 52, stk. 3, nr. 5.
• Nævnet lagde vægt på, at sønnen var omfattet af personkredsen i § 41, idet han havde en Aspergerdiagnose.
• Nævnet lagde vægt på, at transportudgifterne var afledede udgifter af aflastningsordningen, og at selve formålet med iværksættelsen delvist forspildtes, hvis transporten ikke blev dækket.
• Nævnet lagde også vægt på, at formålet med bestemmelsen om merudgifter var at dække de mulige udgifter, som familien ikke ville have haft, hvis barnet ikke havde haft en nedsat funktionsevne.
• Det forhold, at kørsel i forbindelse med aflastning ikke nævnes i vejledningen til § 41 i serviceloven, kunne ikke føre til et andet resultat. Vejledningen anses almindeligvis ikke for at være udtømmende.
• A Kommune har klaget til Ankestyrelsen og anført, at der ikke i servicelovens § 41 er hjemmel til at dække udgifter i form af kørsel til og fra aflastning. Berørte familier er blevet rådet til at søge om at få dækket udgifterne, jf. servicelovens § 52a (tidligere § 52, stk. 4). Kommunen anfører, at § 41 i loven er subsidiær i forhold til andre bestemmelser i serviceloven. Dermed skal udgifterne til kørsel forsøges dækket efter lovens andre bestemmelser.
• Efter servicelovens § 52 a, stk. 1, nr. 2, kan der ansøges om økonomisk støtte til kørsel til og fra aflastning. Kommunen er bekendt med at andre kommuner i regionen ikke bevilger kørsel til og fra aflastning efter servicelovens § 41, men som en følgeudgift efter § 52, stk. 3, nr. 5.
• Ved genvurderingen fastholdt nævnet afgørelsen og begrundelsen for denne.