Ankestyrelsens principafgørelse 169-12

GældendeÅr: 2012Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

Der kan ydes hjælp til husleje efter aktivlovens § 81 om hjælp til enkeltudgifter. Det er en almindelig betingelse for hjælp efter § 81, at borgeren fremover vil være i stand til at klare sig selv, og at borgeren således ikke hver måned vil have brug...

Journalnummer

J.nr.: 2100062-12

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 - § 81

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt der skal ydes hjælp efter aktivlovens § 81 til huslejerestance til en studerende, som ikke får SU, og som er ved at blive sat ud af sin lejlighed af fogeden.

Resultatet er

• Du har ikke ret til hjælp til husleje for oktober 2011

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Vi skal bede kommunen om at foretage en vurdering af, om du har ret til hjælp efter anden lovgivning.

Vi henviser til, at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning, jf. § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at din udgift til husleje ikke er en rimeligt begrundet enkeltudgift efter aktivlovens § 81.

Efter en konkret vurdering af dine økonomiske forhold finder vi, at det ikke kan lægges til grund, at du fremover vil være i stand til at klare dig selv.

Vi har lagt vægt på oplysningerne om, at du hidtil har fået hjælp til huslejen af din mor, men at din mor ikke længere kan hjælpe dig.

Vi har endvidere vægt på, at der ikke er oplysninger om, at du har nogen indtægter, herunder indtægt i form af løbende hjælp til forsørgelse.

Endelig har vi lagt vægt på, at din husleje er på ca. 4.700 kr. pr. måned.

På den baggrund finder vi ikke, at udgiften kan anses for rimeligt begrundet.

Hjælp efter § 81 har et forebyggende sigte med henblik på at undgå, at borgerens økonomiske situation bringes ud af balance på en sådan måde, at den pågældendes muligheder for at klare sig selv i fremtiden i afgørende grad vanskeliggøres. En formålsfortolkning af bestemmelsen må således føre til, at der ved bevilling af hjælp efter § 81 må være en underliggende forudsætning om, at borgeren ikke hver måned vil have brug for hjælp efter § 81.

En bevilling af hjælp til husleje efter § 81 skal således fungere som et rygstød for borgeren, således at borgeren kan komme videre i form af selv at kunne afholde udgiften til husleje for fremtiden.

Hvis borgeren hver måned ville have brug for og få hjælp efter § 81, ville hjælpen endvidere få karakter af løbende hjælp. Der kan ikke med hjemmel i § 81 ydes løbende hjælp men kun hjælp til enkeltstående udgifter i særlige tilfælde.

Det forhold, at du efter reglerne ikke kan få SU, da du har modtaget revalideringsydelse til lægestudiet i mere end 8 år, kan ikke føre til en ændret vurdering.

Det forhold, at fogeden har indledt sag mod dig om udsættelse af lejemål, og at der således er en konkret risiko for udsættelse af bolig, kan heller ikke medføre, at du har ret til hjælp efter aktivlovens § 81.

Det er en almindelig betingelse for hjælp efter aktivlovens § 81, at der er tale om en rimelig begrundet udgift. Du opfylder ikke denne betingelse, idet du ikke fremover vil være i stand til at klare dig selv. Vi har i den forbindelse foretaget en konkret vurdering af dine økonomiske forhold.

Det er – udover de almindelige betingelser i § 81 – en betingelse for hjælp til husleje, at 1) man ikke kan få hjælp til udgiften efter anden lovgivning, og at 2) der er en konkret risiko for udsættelse af boligen. Vi henviser til, at kommunen efter en konkret vurdering undtagelsesvis kan yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse, jf. § 81, sidste punktum.

Vi bemærker, at vi til brug for sagens behandling har hørt Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte. Styrelsen har i den forbindelse oplyst over for Ankestyrelsen, at en person, der i mere end 8 år har modtaget revalideringsydelse til en uddannelse, der giver ret til SU inden for klippekortet, ikke vil have adgang til SU, da der ikke er flere klip til rådighed.

Metadata

Retsområder

Aktivloven

Nøgleord

HuslejeRimelig begrundet enkeltudgiftForudsigelig udgift

Paragraffer

§ 81§ 5

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse A-3-99

Udgivet: 2013-07-10

Ansøger, der boede i Danmark, var under afsoning af fængselsstraf i udlandet af en varighed på minimum 9 måneder ikke berettiget til økonomisk hjælp til betaling af husleje i Danmark under afsoningen. Ankestyrelsen fandt ikke, ansøger opfyldte hovedr...

Ankestyrelsens principafgørelse N-1-06

Udgivet: 2013-07-11

Beregning af tilskud til en selvstændig landmand var ikke knyttet til ansættelse af arbejdskraft på den enkelte ejendom. Tilskuddet skulle beregnes i forhold til, hvad en nyansat på overenskomstområdet generelt skulle have i løn. Der skulle derfor i ...

Ankestyrelsens principafgørelse B-8-97

Udgivet: 2013-07-10

En kvindelig førtidspensionist, der var blevet separeret i januar 1995, havde ikke pligt til at tilbagebetale særligt børnetilskud, som var modtaget uberettiget for april og juli kvartal 1995. Kvinden ansås for at have opfyldt sin oplysningspligt, id...