Ankestyrelsens principafgørelse 31-12
Beskrivelse
En opholdskommune havde ret til refusion for udgifter vedrørende en borger, der havde ophold i egen bolig og modtog 6 timers personlig støtte ugentlig, tilbud om beskyttet beskæftigelse i 3-4 timer ugentlig samt et aktivitets- og samværstilbud i mere...
Journalnummer
J.nr.: 5500011-12
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9c, stk. 2, nr. 5
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om, hvornår den samlede støtte i eget hjem har et sådant omfang, at det kan sammenlignes med den støtte, der kan modtages i en boform efter retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4.
Resultatet er
• den samlede støtte, som NN modtager, træder i stedet for og kan sidestilles med ophold i en af de boformer, der er oprettet efter serviceloven
Det betyder, at A Kommune har fortsat ret til refusion fra B Kommune.
Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.
Der var enighed på mødet.
Begrundelse for afgørelsen
Den samlede støtte har et sådant omfang og en sådan karakter, at det kan sidestilles med og træder i stedet for en boform, der er omfattet af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 1-4.
Vi har lagt vægt på, at det er oplyst, at der ydes personlig støtte i hjemmet i 6 timer ugentligt, at der er bevilget beskyttet beskæftigelse i 3-4 timer ugentligt, samt ophold i et aktivitets og samværstilbud i mere end 20 timer ugentligt.
Vi har herunder lagt vægt på, at aktivitets og samværstilbuddet varetages af kommunale specialvejledere, som normalt yder hjælp efter servicelovens § 85.
Det er oplyst, at NN har diagnosen paranoid skizofreni, at han er bevilget førtidspension, samt at han ikke kan overskue bestilling af medicin og andre praktiske gøremål i hjemmet.
Ankestyrelsen vurderer, at alternativet til de oplyste støtteforanstaltninger må formodes at være ophold i en regulær boform.
Ankestyrelsen har som grundlag for vurderingen inddraget, at også ophold i egen bolig kan danne grundlag for refusion, hvis situationen kan sidestilles med ophold i f.eks. en ældrebolig eller en boform, der er oprettet med hjemmel i serviceloven, og der således ydes hjælp, der dækker det samme behov, som ville være dækket i institutionen/boformen.
Ankestyrelsen har også været opmærksom på, at bestemmelsen ifølge retssikkerhedsvejledningen har til formål at medvirke til fleksibilitet og modvirke at formelle krav til organisering er en forhindring for at udvikle nye tilbudsformer.
Sagsoplysninger
- A Kommune har oplyst, at de vurderer, at den hjælp der er ydet i eget hjem samlet set har et sådant omfang, at opholdet i egen bolig træder i stedet for eller kan sidestilles med ophold i en boform.
- Vi bemærker, at Ankestyrelsen har vurderet, at det samlede støttebehov i eget hjem kan sammenlignes med det, der ydes i et botilbud.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
- • Nævnets afgørelse af 26. maj 2011
- • Klagen til Ankestyrelsen af 23. juni 2011
- • Nævnets genvurdering
- Det fremgår af sagen, at NN i 2009-2010, i forbindelse med omstrukturering af sit daværende botilbud efter § 107 i serviceloven, flyttede i egen bolig, hvor han modtager et samlet tilbud, der bl.a. består af individuelle støttetimer efter servicelovens § 85, samt et aktivitets og samværstilbud efter servicelovens § 104. Der bevilges endvidere beskyttet beskæftigelse i 3-4 timer ugentlig.
- B Kommune, der er betalingskommune, traf den 15. december 2010 afgørelse om, at der ikke er ret til refusion efter den 15. december 2010. Kommunen vurderede, at den samlede hjælp der blev ydet i eget hjem havde et så beskedent omfang, at hjælpen ikke træder i stedet for eller kan sidestilles med ophold i en boform.
- Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
- Nævnet har begrundet afgørelsen med, at der ikke var tale om så omfattende hjælpeforanstaltninger ved tilknyttet personale, som normalt karakteriser et botilbud.
- A Kommune har klaget over Det Sociale Nævns afgørelse.
- I klagen til Ankestyrelsen er det anført, at der utvivlsomt er tale om en uafbrudt foranstaltning, hvor den individuelle bostøtte løbende er justeret i takt med NNs brug aktivitets og samværstilbuddet. Det er oplyst, at personaledækningen i opgangsfællesskabet og aktivitets og samværstilbuddet varetages af kommunale specialvejledere.
- Underinstansen har ved genvurdering ikke haft yderligere bemærkninger til sagen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Det er af afgørende betydning for retten til mellemkommunal refusion, at fraflytningskommunen medvirker ved borgerens flytning til den anden kommune. En kommunes refusionspligt som følge af medvirken til en borgers flytning i ny bolig må forudsætte, ...
Udgivet: 2013-07-10
C Kommune kunne rette krav mod den tidligere opholdskommune A om refusion af udgifter til anbringelse af børn uden for hjemmet, selv om familien i en mellemperiode havde haft ophold i B Kommune. Det ville være i strid med formålene med retssikkerheds...
Udgivet: 2013-07-10
En borgers ophold i egen bolig med 15 timers personlig støtte ugentlig og fri adgang til faciliteter og personale i et støttecenter for døve gav opholdskommunen ret til refusion for udgifter vedrørende borgeren. De socialpædagogiske støttetimer og ad...