Ankestyrelsens principafgørelse 156-12

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i ret til mellemkommunal refusion, herunder om bevilling af boligændringer af et vist omfang kan anses som medvirken i retssikkerhedslovens forstand, jf. retssikkerhedslovens 9c, stk. 2.

Resultatet er

–

Kommune medvirkede ikke i retssikkerhedslovens forstand til NNs flytning den 15. maj 2008 til A Kommune

Det betyder, at A Kommune ikke har ret til mellemkommunal refusion.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Der var enighed på mødet.

Ankestyrelsen finder, at der ikke er grundlag for at statuere, at B Kommune i forbindelse med NNs flytning til A Kommune medvirkede på en sådan måde, at betingelserne for refusion i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, var opfyldt.

Efter retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 5, har opholdskommunen ret til refusion, når den tidligere opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold boliger, boformer m.v., der træder i stedet for eller kan sidestilles med boformer m.v. under lovens nr. 1-4.

Det er Ankestyrelsens vurdering, at en kommunes refusionspligt som følge af medvirken til en borgers flytning til ny bolig må forudsætte, at kommunen eller anden offentlig myndighed i et vist omfang aktivt har påvirket borgerens erhvervelse af eller har medvirket ved anskaffelsen af en ny bolig i en anden kommune. Reglerne om refusion begrundet i medvirken har ikke til formål at friholde en kommune for udgifter, som skyldtes, at en borger på eget initiativ flyttede til en bolig i denne kommune. Vi henviser herved til Ankestyrelsens Principafgørelse R-2-06.

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne i journalnotat af 14. februar 2008 fra B kommune. Heraf fremgår det, at NN havde bedt om møde vedrørende flytning fra B kommune. I mødet deltog også hendes kæreste. På mødet fortalte hun, at hun og kæresten havde fået lejlighed i A Kommune. Indskud var betalt og lejligheden var til overtagelse den 15. maj 2008, hvor hun ville flytte ind i lejligheden. NN spurgte om forskellig hjælp i forbindelsen med flytning, herunder mente hun, at der var loftskinner, som skulle monteres.

Af A Kommunes journal fremgår det, at personlig hjælper for NN den 15. februar 2008 oplyste til A Kommune, at NN flyttede til B kommune, og at der blev behov for boligændringer. A Kommune har oplyst, at der forud for og i forbindelse med flytningen den 15. maj 2008 i flere tilfælde har været ydet hjælp fra B Kommune for at flytningen kunne realiseres.

B Kommune bevilligede boligændring at den nye lejlighed, herunder udligning af niveauforskel, udvidelse af døre, fjernelse af skabssektion og dørtrin samt opsætning af skinnesystem.

Det er vores opfattelse, at den hjælp B Kommune bevilligede til NN for, at flytningen kunne realiseres og de bevilligede ændringer af boligen ikke kan anses som medvirken i retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2’s forstand.

For så vidt angår NN personlige forhold fremgår det, at hun havde en meget alvorlig medfødt tetraplegi, lammelse i hele kroppen. Hun kunne ikke tale og kunne næsten ikke bevæge sig. Hun kommunikerede med staveplade og skrev på PC med en pind i panden. Mentalt fungerede hun godt og havde en helt klar mening om tingene. Tidligere havde hun bevilget BPA, men kunne ikke klare arbejdsgiverrollen. Hun havde behov for hjælp 24 timer i døgnet efter SEL § 83.

Det er på denne baggrund Ankestyrelsen samlede vurdering, at NN på eget initiativ og efter eget ønske flyttede fra B til A Kommune, og at der ikke i øvrigt er grundlag for at fastslå, at B Kommune ved sine handlinger i forbindelse med flytningen har medvirket på en måde så betingelserne for at skulle yde refusion er til stede.