Ankestyrelsens principafgørelse 174-11
Beskrivelse
Det er sikrede, der har bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og forværringen ved anmodning om genoptagelse efter udløbet af 5 års fristen. Dette er slået fast ved Højesterets dom af 10. februar 2011. Ankestyrelsen afslog at genoptage...
Journalnummer
J.nr.: 1003543-10
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 34, stk. 1, § 33, stk. 1 og § 33, stk. 2
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om genoptagelse af spørgsmålet om varigt mén som følge af arbejdsskaden den 2. april 1998.
Vi har besluttet at behandle sagen principielt til belysning af, hvem der har bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og forværringen ved anmodning om genoptagelse efter udløbet af 5 års fristen.
Resultatet er
· Vi genoptager ikke spørgsmålet om varigt mén efter arbejdsskadeloven
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.
· Vi vurderer, at din sag heller ikke kan genoptages på ulovbestemt grundlag
Der var enighed på mødet.
Begrundelsen for afgørelsen om afslag på genoptagelse efter arbejdsskadeloven
Fristen for at genoptage din sag er overskredet. Vi kan ikke se bort fra fristen, fordi vi skønner, at det ikke er overvejende sandsynligt, at forværringen eller en del af forværringen af dit helbred skyldes arbejdsskadens følger.
Ved den tidligere afgørelse af 19. november 2009 traf Ankestyrelsen afgørelse om afslag på genoptagelse af varigt mén efter 5 års fristen. Vi lagde vægt på, at du havde hovedpine med udstråling til venstre arm og nedsat hukommelse. Dine smerter i nakken var tiltaget siden seneste materielle afgørelse af 17. juni 2003 og der var ved MR-scanning i 2008 konstateret udbredte slidgigtforandringer i halshvirvelsøjlen og lændehvirvelsøjlen. Det fremgik blandt andet, at du havde paramedian protrusion mellem 3. og 4. nakkehvirvel og bred median protrusion mellem 5. og 6. nakkehvirvel.
I øvrigt havde du kvalme og besvimelsestilfælde.
Vi vurderede, at der var sket en forværring af din helbredsmæssige tilstand siden den materielle afgørelse, men at forværring skyldes dine degenerative forandringer.
Oplysningerne fremgik særligt af journaloplysningerne for perioden 7. august 2008 til 8. oktober 2008 fra Neurologisk Sektor,AA ogBB sygehuse.
Nu har du øgede smerter i venstre side af nakken med udstråling til venstre arm. Smerterne er konstant tilstede og er søvnforstyrrende og du kan kun holde hovedet 10 til 15 minutter ad gangen uden støtte. Du har trykkende fornemmelser svarende til venstre øre, konstant hovedpine og dårlig hukommelse. Ligeledes har du svimmelhedsfølelse, kvalme og træthed. Du oplever at have hidsigt temperament og du klager fortsat over, at du føler dig psykisk skidt på grund af smerter. Der er smertebetinget nedsat kraftudfoldelse ved håndtryk, der er berøringsømhed af begge nakkefæster og nedsat bevægelighed i nakken. Der er moderat ømhed i brystryggen og let muskelømhed i lænden samt let bevægeindskrænkning i lænden. Oplysningerne om dine seneste helbredsmæssige forhold fremgår særligt af speciallægeerklæring af 12. april 2010 og samtalenotat af 1. juli 2010.
Vi vurderer, at de psykiske gener er indeholdt i godtgørelsen for varigt mén.
Vi vurderer, at der er sket en forværring af dine helbredsmæssige forhold, siden vores seneste afgørelse om afslag på genoptagelse, idet du har væsentligt øgede smerter.
Vi vurderer imidlertid, at forværringen af dine helbredsmæssige forhold fortsat ikke kan henføres til arbejdsskaden, men skyldes dine degenerative forandringer.
Vi har lagt vægt på, at arbejdsskaden skete i 1998 og at der fortsat ikke er holdepunkter for at henføre dine degenerative forandringer til arbejdsskaden.
Sagen kan genoptages i 5 år efter den første afgørelse om mén. Vi kan se bort fra fristen, hvis der er ganske særlige omstændigheder. Vi genoptager sagen, hvis
1. det er dokumenteret, at der er sket en væsentlig forværring af tilskadekomnes helbredsmæssige, erhvervsmæssige eller øvrige forhold, og
2. det er overvejende sandsynligt, at i hvert fald en del af forværringen skyldes den anerkendte arbejdsskade
Det er ved Højesterets dom af 10. februar 2011 blevet fastslået, at det ved genoptagelse af sager efter udløbet af 5 års fristen er skadelidte, der har bevisbyrden for, at der er årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og den forværrede helbredsmæssige tilstand.
Der blev første gang truffet afgørelse om godtgørelse den 12. oktober 1999. Fristen på 5 år udløb derfor den 12. oktober 2004. Arbejdsskadestyrelsen modtog din anmodning om genoptagelse den 10. december 2009. 5 års fristen er der med overskredet.
Begrundelsen for afgørelsen om afslag på genoptagelse på ulovbestemt grundlag
Vi traf den 19. november 2009 afgørelse om afslag på genoptagelse af spørgsmålet om varigt mén.
Vi har overvejet, om vi kan genoptage vores tidligere afgørelse på ulovbestemt grundlag. Vi har vurderet det materiale, som indgår i sagen om genoptagelse. Vi har ikke fundet omstændigheder eller forhold, som kan medføre, at vi genoptager afgørelsen på ulovbestemt grundlag.
Vi har beskrevet reglerne for at genoptage en sag på ulovbestemt grundlag i afsnittet om Regler.
Sagsoplysninger
- Du har oplyst, at du ikke kan se at Arbejdsskadestyrelsen har forholdt sig til, at du har en diskusprolaps i nakken og du finder, at der ikke er tale om en naturlig degenerativ udvikling.
- Vi finder det ikke dokumenteret, at du har en diskusprolaps i nakken. Vi har lagt vægt på, at det af MR-scanningen af 30. september 2008 fremgår, at der er tale om discusdegeneration, protrusion af discus og spondylose, men at der ikke er fundet decideret prolaps.
- Vi bemærker ligeledes, at Højesteret ved dom af 10. februar 2011 har fastslået, at det er skadelidte, der har bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem forværring af de helbredsmæssige forhold og arbejdsskaden, når genoptagelsesanmodningen er fremkommet mere end 5 år efter første materielle afgørelse om godtgørelse for varigt mén. Vi henviser til ovenstående begrundelse.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Det er sikrede, der har bevisbyrden for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og forværringen ved anmodning om genoptagelse efter udløbet af 5 års fristen. Dette er slået fast ved Højesterets dom af 10. februar 2011. Ankestyrelsen afslog at genoptage...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen var ved bedømmelsen af erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven ikke bundet af retsforlig indgået efter erstatningsansvarsloven mellem sikrede og arbejdsgiver. Ankestyrelsen henviste til afgørelser fra Højesteret, hvorefter Ankes...
Udgivet: 2013-07-10
Højesteret afsagde dom den 22. april 2009 om genoptagelse af tab af erhvervsevne inden for 5 år. Det fremgår af dommen, at genoptagelse inden for en frist af 5 år fra den første fastsættelse af varigt mén og tab af erhvervsevne alene er betinget af, ...