Ankestyrelsens principmeddelelse 29-24 om arbejdsskade - ulykker fra og med den 1. januar 2020 - psykisk skade - årsagssammenhæng - personskadebegrebet - egnethed
Beskrivelse
Principmeddelelsen fastslår En psykisk personskade kan anerkendes som en ulykke efter arbejdsskadesikringsloven, hvis skaden er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. Der skal således være årsagssam...
Journalnummer
24-1766, 24-934, 23-91926
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1, j.nr. 24-1766
Du har klaget over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en ulykke som en arbejdsskade.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgjorde sagen den 26. november 2023.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Dine psykiske symptomer i form af træthed, koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær kan ikke anerkendes som en arbejdsskade.
Det betyder, at vi stadfæster Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, da vi er kommet frem til samme resultat.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Vi vurderer, at det ikke er godtgjort, at hændelsen den 12. maj 2023 er årsag til dine psykiske symptomer i form af træthed, koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær.
Hvad er afgørende for resultatet
[…]
Om skadedatoen
Indledningsvist bemærker vi, at der er modstridende oplysninger om skadedatoen.
Det fremgår af anmeldelse af 21. juli 2023, at skadedatoen er den 12. maj 2023.
Du oplyser i forbindelse med spørgeskemabesvarelse af 5. oktober 2023, at skadedatoen er den 22. maj 2023.
Det fremgår af lægeerklæring I af 24. oktober 2023, at skadedatoen er den 12. maj 2023.
Vi lægger som udgangspunkt de tidsnære oplysninger til grund, fordi der er en formodning for, at tidsnære oplysninger indeholder den mest korrekte beskrivelse. Vi henviser i den forbindelse til vores principmeddelelse 23-19.
På den baggrund lægger vi til grund for vores afgørelse, at skadedatoen er den 12. maj 2023. Vi lægger i den forbindelse vægt på, at det er den skadedato, der er oplyst i nærmest tidsmæssig sammenhæng med hændelsen, og datoen er bekræftet i lægeerklæring I.
Om anerkendelsen
Du oplyser, at du som arbejdsmiljøkoordinator den 12. maj 2023 skal deltage i et møde vedrørende en chikanesag, som involverer den ene af dine to ledere, A. Umiddelbart inden mødet går i gang ringer din leder, A, til dig. Hun er meget sur og oprevet over at høre, at I skulle drøfte en sag, hvor hun var modpart i, og hun ikke var orienteret om, at der forelå en chikanesag på hende. Du får tysset alt ned og undskylder den manglende håndtering.
Vi lægger vægt på, at der er tale om en samtale med en overordnet, som i en hård tone kritiserer håndteringen af den chikanesag, som den pågældende er modpart i. Selvom du oplever samtalen som ubehagelig, vurderer vi, at hændelsesforløbet er forholdsvis udramatisk, og at der er tale om en uoverensstemmelse.
Umiddelbart efter hændelsen får du mulighed for at bearbejde hændelsen, da du under det efterfølgende møde fortæller dine kollegaer og din anden leder, B, om samtalen. Du får endvidere støtte fra din leder, B, som tilbyder dig ”afgiftning”, hvis du har behov for det. Dette afslår du, da du vil gå en tur i solen, hvilket ofte hjælper dig.
Vi vurderer, at hændelsen medførte en beskeden belastning af din psyke, der ikke er egnet til at give en psykisk reaktion af en karakter, der påvirker din almentilstand og udgør en personskade. Selvom der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og symptomernes opståen, er hændelsen ikke en biologisk naturlig og logisk forklaring på dine symptomer.
På baggrund af ovenstående vurderer vi, at hændelsen den 12. maj 2023 ikke er den mest sandsynlige årsag til dine psykiske symptomer.
Vi anerkender derfor ikke dine psykiske symptomer i form af træthed, koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær som en arbejdsskade.
Vi er opmærksomme på, at du i forbindelse med klagen oplyser, at chikanen fra en af dine ledere er sket i arbejdstiden, og at det har sat sine spor psykisk. Oplysningerne indgår i behandlingen af sagen, men ændrer ikke ved vores vurdering.
Vi bemærker, at vi ikke betvivler, at hændelsen den 12. maj 2023 har været ubehagelig for dig. Vi vurderer dog fortsat, at hændelsen ikke har en karakter og et omfang, som har medført en belastning, der er egnet til at medføre dine psykiske symptomer. Vi henviser til vores begrundelse ovenfor.
Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelse af 21. juli 2023, din spørgeskemabesvarelse af 5. oktober 2023, lægeerklæring I af 24. oktober 2023 og din klage af 29. november 2023.
Om reglerne
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.
En personskade kan være varig eller forbigående og det er ikke et krav, at personskaden medfører behov for behandling, eller at personskaden er blevet behandlet. Der skal dog være tale om fysiske eller psykiske følger, som midlertidigt eller varigt påvirker den tilskadekomnes almentilstand eller daglige livsførelse.
Når vi vurderer, om ulykkesbegrebet er opfyldt, foretager vi en konkret bevisbedømmelse og afvejer, hvilke beviser der taler henholdsvis for og imod en årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og personskaden.
De elementer, der indgår i bevisbedømmelsen, kan være:
Tidsmæssig sammenhæng
Kontakt til læge eller anden behandler - og hvornår
Forudbestående sygdom og omfanget af denne
En relevant belastning i forhold til den beskadigede legemsdel (egnethed)
Det er den tilskadekomne, der skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en personskade.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.
Sag nr. 2, j.nr. 24-934
Du har klaget over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om afslag på anerkendelse af en ulykke som en arbejdsskade.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgjorde sagen den 6. november 2023.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Dine psykiske symptomer i form af søvnproblemer, tankemylder, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, kort lunte, nedsat energiniveau og frygt for at fejle kan ikke anerkendes som en arbejdsskade.
Det betyder, at vi stadfæster Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, da vi er kommet frem til samme resultat.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at det ikke er godtgjort, at hændelsen den 27. april 2022 er årsag til dine psykiske symptomer i form af søvnproblemer, tankemylder, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, kort lunte, nedsat energiniveau og frygt for at fejle.
Hvad er afgørende for resultatet
Du oplyser, at du den 27. april 2022 som pædagog er på vej hjem fra en børnefødselsdag sammen med 21 børn og tre andre voksne. Du holder to piger i hånden. Ved en fodgængerovergang trykker den ene pige på knappen til lyssignalet, hvilket gør den anden pige på 6 år så rasende, at hun begynder at skrige, hoppe og fægte med arme og ben. Du holder pigen ind til dig med begge arme, da du er bange for, at hun vil rive sig løs og løbe ud på kørebanen, hvor der er meget trafikeret. En kollega hjælper dig over vejen med pigen, som stadig er i affekt. Da I kommer tilbage til børnehaven, får du beroliget pigen og snakket lidt med hende, så hun bliver glad igen.
Vi lægger vægt på, at selvom pigen er i affekt, og du frygter, at hun vil løbe ud på kørebanen, er der ikke oplysninger om, at hun konkret forsøger at løbe ud på kørebanen. Der er således ikke oplysninger om, at pigen er i akut fare i situationen.
Der er tale om en pige på 6 år, og du er i stand til hurtigt at få kontrol over situationen ved at fastholde hende.
Du får hurtigt opbakning fra en kollega, som hjælper dig over vejen med pigen. Ved tilbagevenden til arbejdspladsen får du mulighed for at bearbejde hændelsen ved at fortælle om den til inklusionspædagogerne på din arbejdsplads.
Selvom hændelsen har været ubehagelig, vurderer vi, at den har medført en beskeden belastning af din psyke, der ikke er egnet til at give en psykisk reaktion af en karakter, der påvirker din almentilstand og udgør en personskade. Selvom der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og symptomernes opståen, er hændelsen ikke en biologisk naturlig og logisk forklaring på dine symptomer.
På baggrund af ovenstående vurderer vi, at hændelsen den 27. april 2022 ikke er den mest sandsynlige årsag til dine psykiske symptomer.
Vi anerkender derfor ikke dine psykiske symptomer i form af søvnproblemer, tankemylder, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, kort lunte, nedsat energiniveau og frygt for at fejle som en arbejdsskade.
Vi er opmærksomme på, at du oplyser, at barnet senere viser sig at være behandlingskrævende og have brug for hjælp, og at der er tale om et barn, som du som pædagog har ansvaret for.
Vi er også opmærksomme på, at du ikke er enig i, at der var tale om en udramatisk hændelse, og at der ikke var nogen fare. Du stod ved en vej, hvor der kørte biler, og barnet gik amok og var ude af kontrol. Du holdt barnet fast med alle dine kræfter med begge arme. Hændelsen skete pludseligt og helt uforudsigeligt. Der havde været andre episoder op til med dette barn, men det var denne episode, som udløste din stress og chok-reaktion.
Oplysningerne indgår i behandlingen af sagen, men ændrer ikke ved vores vurdering. Vi bemærker, at vi ikke betvivler, at hændelsen har været ubehagelig og forskrækket dig. Vi vurderer dog fortsat, at hændelsen ikke har en karakter og et omfang, som har medført en belastning, der er egnet til at medføre dine psykiske symptomer. Vi henviser til vores begrundelse ovenfor.
I forhold til dine oplysninger om, at der har været flere andre episoder med det pågældende barn, bemærker vi, at du kan rette henvendelse til egen læge, hvis du ønsker at anmelde denne længerevarende belastning til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en erhvervssygdom.
Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelse af 26. april 2023, din spørgeskemabesvarelse af 25. september 2023, lægeerklæring I af 12. september 2023, dine bemærkninger til sagen af 30. oktober 2023 og din klage af 20. november 2023.
Om reglerne
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.
En personskade kan være varig eller forbigående og det er ikke et krav, at personskaden medfører behov for behandling, eller at personskaden er blevet behandlet. Der skal dog være tale om fysiske eller psykiske følger, som midlertidigt eller varigt påvirker den tilskadekomnes almentilstand eller daglige livsførelse.
Når vi vurderer, om ulykkesbegrebet er opfyldt, foretager vi en konkret bevisbedømmelse og afvejer, hvilke beviser der taler henholdsvis for og imod en årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og personskaden.
De elementer, der indgår i bevisbedømmelsen, kan være:
Tidsmæssig sammenhæng
Kontakt til læge eller anden behandler - og hvornår
Forudbestående sygdom og omfanget af denne
En relevant belastning i forhold til den beskadigede legemsdel (egnethed)
Det er den tilskadekomne, der skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en personskade.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.
Sag nr. 3, j.nr. 23-91926
Forsikringsselskabet har klaget over Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse om anerkendelse af en ulykke som en arbejdsskade.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring afgjorde sagen den 20. september 2023.
Ankestyrelsen har nu afgjort din sag.
Resultatet er:
Din uspecificerede belastningsreaktion kan anerkendes som en arbejdsskade.
Det betyder, at vi stadfæster Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse, da vi er kommet frem til samme resultat.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vil nu træffe afgørelse om varigt mén og tab af erhvervsevne.
Begrundelse for afgørelsen
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsen vurderer, at det er godtgjort, at hændelsen den 26. november 2021 er årsag til din uspecificerede belastningsreaktion.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi bemærker indledningsvist, at der er forskellige beskrivelser af hændelsesforløbet den 26. november 2021.
Vi lægger det hændelsesforløbet, som retten i Holstebro har fundet bevist og lagt til grund ved deres dom af 6. september 2022, til grund for vores afgørelse.
Vi lægger herefter til grund, at en patient den 26. november 2021 under en telefonisk samtale med dig som sygeplejerske flere gange udtaler
”jeg skal nok få fat på dig og få ram på dig”
eller lignende, og at patienten senere samme dag møder op på sygehuset og konfronterer dig.
Vi lægger vægt på, at hændelsen bliver anmeldt til politiet den 6. december 2021. Du opsiger dit arbejde og fratræder din stilling ved udgangen af maj 2022.
Du henvender dig den 27. juli 2022 telefonisk til egen læge, hvor du oplyser, at du året forinden var udsat for mordtrusler på dit arbejde. Du er ved henvendelsen fortvivlet og grædende.
Det fremgår af lægeerklæring I af 5. august 2022, at du føler dig krænket efter først at blive truet på livet af en patient og bagefter være tvunget til at pleje ham. Du får ondt i maven ved at tænke på det og let til gråd.
I november 2022 opsøger du læge med utilsigtet vægttab på 10 kilo siden august. Du oplyser, at du har gennemgået en retssag med en patient, som har truet dig, og at du selv har tænkt, at det kunne være årsagen.
Ved spørgeskemabesvarelse af 26. januar 2023 oplyser du, at du oplever symptomer i form af angst.
Vi vurderer, at der er tale om en voldsom situation, hvor du har været udsat for telefoniske trusler og desuden en fysisk konfrontation. Patienten overfuser dig verbalt i grove vendinger og truer dig på din person. Efter de telefoniske trusler møder patienten op på sygehuset, hvor han optræder vred og aggressiv.
Du oplever indledningsvist, at du ikke må anmelde hændelsen til politiet, og hændelsen bliver først anmeldt til politiet, da din leder også bliver verbalt overfaldet af samme patient.
Det er desuden indgået i vores vurdering, at patienten ved retten i Holstebros dom af 6. september 2022 er kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 om vold eller trussel om vold mod offentlig ansat blandt andet på grund af hændelsen den 26. november 2021.
Det er også indgået i vurderingen, at patienten også har fremsat dødstrusler mod din leder, hvilket patienten ligeledes blev dømt for.
Det er vores vurdering, at hændelsen har medført en belastning af din psyke, der er egnet til at medføre en uspecificeret belastningsreaktion.
På baggrund af ovenstående vurderer vi, at hændelsen den 26. november 2021 er den mest sandsynlige årsag til din uspecificerede belastningsreaktion.
Vi anerkender derfor din uspecificerede belastningsreaktion som en arbejdsskade.
Vi er opmærksomme på, at forsikringsselskabet i forbindelse med klagen oplyser, at der ikke foreligger lægefaglig dokumentation for, at du straks/i nær tilknytning til hændelsen oplevede psykiske gener. Du bliver først sygemeldt i forbindelse med hændelsen den 27.-28. april 2022 (5 måneder efter hændelsen), og du opsøger første gang læge den 27. juli 2022 (8 måneder efter hændelsen).
Forsikringsselskabet oplyser også, at der ikke foreligger dokumentation for, at du selv har foretaget en politianmeldelse af den konkrete situation.
Forsikringsselskabet oplyser desuden, at din daværende arbejdsgiver oplyser, at du ikke har været fraværende i forbindelse med hændelsen eller har været opsøgende i forhold til at bede om hjælp. Der foreligger ingen oplysninger om, at du skulle have været psykisk påvirket i forbindelse med udførelsen af dit arbejde i perioden fra hændelsen, og indtil du fratræder jobbet.
Vi bemærker, at det forhold, at du først sygemelder dig efter fem måneder og først søger læge efter otte måneder, ikke ændrer ved vores vurdering. Ligeledes ændrer det ikke ved vores vurdering, at du ikke har været sygemeldt eller opsøgt hjælp umiddelbart efter arbejdsskaden.
Grunden hertil er, at du ved den første lægehenvendelse angiver hændelsen som årsag til dine psykiske symptomer. Vi vurderer, efter lægefaglig inddragelse, at det ikke er usædvanligt, at psykiske symptomer udvikler sig over tid, særlig henset til hændelsens karakter i form af alvorlige verbale trusler og en efterfølgende fysisk konfrontation. Det er indgået i vores vurdering, at du ikke har haft psykiske symptomer i perioden inden hændelsen på dit arbejde, og at der ikke er beskrevet konkurrerende årsager til dine psykiske symptomer.
Vi vurderer, at det ikke er af betydning for spørgsmålet om anerkendelse, om det er dig eller din leder, som har politianmeldt hændelsen. Hændelsen den 26. november 2021 er indgået som en del af retten i Holstebros begrundelse for, at patienten den 6. september 2022 bliver idømt en ubetinget fængselsstraf.
Vi vurderer herefter fortsat, at hændelsen den 26. november 2021 er den mest sandsynlige årsag til din uspecificerede belastningsreaktion.
Oplysningerne fremgår særligt af anmeldelsen, retten til Holstebros dom af 6. september 2022, lægeerklæring I af 5. august 2022, din spørgeskemabesvarelse af 26. januar 2023 og din lægejournal.
Om reglerne
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage.
En personskade kan være varig eller forbigående og det er ikke et krav, at personskaden medfører behov for behandling, eller at personskaden er blevet behandlet. Der skal dog være tale om fysiske eller psykiske følger, som midlertidigt eller varigt påvirker den tilskadekomnes almentilstand eller daglige livsførelse.
Når vi vurderer, om ulykkesbegrebet er opfyldt, foretager vi en konkret bevisbedømmelse og afvejer, hvilke beviser der taler henholdsvis for og imod en årsagssammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og personskaden.
De elementer, der indgår i bevisbedømmelsen, kan være:
Tidsmæssig sammenhæng
Kontakt til læge eller anden behandler - og hvornår
Forudbestående sygdom og omfanget af denne
En relevant belastning i forhold til den beskadigede legemsdel (egnethed)
Det er den tilskadekomne, der skal godtgøre, at en hændelse/påvirkning har medført en personskade.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet.
Der er enighed om afgørelsen.
Du kan læse mere om, hvordan Ankestyrelsen behandler sager på møde på www.ast.dk.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2017-08-16
Efter arbejdsskadesikringsloven kan en ulykke anerkendes som arbejdsskade, hvis personskaden er forårsaget af en hændelse eller en påvirkning, der sker pludseligt eller inden for 5 dage. En forværring af en forudbestående sygdom kan anerkendes som en...
Udgivet: 2017-02-17
En ulykke kan anerkendes efter arbejdsskadeloven, hvis den fysiske eller psykiske personskade er en følge af en hændelse eller en påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Skadelidte skal dokumentere, at der er sket en hændelse eller en...