Ankestyrelsens principafgørelse 31-19

GældendeÅr: 2019Udgivet: 2019-06-20

Beskrivelse

En sygemeldt borger har ikke ret til at få udbetalt sygedagpenge under ferie, uanset om ferien holdes i ind- eller udland. Der er ikke i sygedagpengeloven regler om ferie under sygdagpengeforløbet. Sygemeldte kan efter aftale med kommunen holde ferie...

Journalnummer

18-60724

Indhold

Afgørelse

Du har klaget over X Kommunes afgørelse om ferie under dit sygeforløb. X Kommune afgjorde sagen den 29. august 2018.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har nu afgjort din sag.

Resultatet er:

Du var berettiget til at holde ferie fra den 29. august til og med den 5. september 2018.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Sådan vurderer vi sagen

Ankestyrelsen vurderer, at kommunen ikke kunne afslå din anmodning om at holde ferie med den begrundelse, at du ikke havde optjent ret til ferie.

Hvad er afgørende for sagen

Vi lægger vægt på, at du var i virksomhedspraktik, og at du ifølge opfølgningsnotat af 3. september 2018 arbejdede 25 timer ugentligt med fuld effektivitet.

Vi lægger også vægt på, at virksomhedspraktikken var indtil den 1. august 2018, men at praktikken blev forlænget med øgning af arbejdstiden den 11. oktober, 5. november og 4. december 2018.

Derudover lægger vi vægt på, at der ikke er oplysninger om, at det ville være uhensigtsmæssigt, at du holdt ferie under virksomhedspraktikken.

Vi bemærker, at kommunen altid skal foretage en konkret vurdering af, om ferie kan afholdes. Det gælder, uanset om der er ret til at holde ferie eller ej. Kommunen kunne derfor ikke afslå anmodningen om ferie alene under henvisning til, at du ikke havde optjent ret til at holde ferie efter ferieloven, arbejdsforsikringsloven, anden lovgivning eller overenskomst.

Om reglerne

Efter reglerne er retten til sygedagpenge betinget af, at en person er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom.

I sygedagpengeloven er ingen regler om ferie under sygeforløbet. Der er dog efter praksis ikke ret til sygedagpenge under ferie, fordi det ikke er sygdom, der afholder borger fra arbejdsmarkedet i perioden, men derimod ferien.

Sygedagpengeudbetalingen genoptages fra dagen efter endt ferie, hvis borger fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom efter ferieafholdelsen. Er ferien ikke aftalt med kommunen, betragtes ferien som en raskmelding og efterfølgende sygefravær som ny sygemelding, hvor betingelserne for at få sygedagpenge, herunder beskæftigelseskravet, skal være opfyldte igen.

Kommunen har efter reglerne i sygedagpengeloven pligt til løbende at vurdere, om betingelserne for at modtage sygedagpenge er til stede og medvirke til, at den sygemeldte genvinder sin arbejdsevne og vender tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt Afholdelse af ferie skal derfor altid aftales med kommunen.

Ved vurderingen af om ferie kan afholdes anvendes principperne i ferieloven om ret til 25 dages ferie om året, uanset om der er optjent ret til betalt ferie, og om ferie efter individuel aftale.

Mødebehandling

Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Metadata

Retsområder

FerielovenSygedagpengeloven

Nøgleord

FerieSygedagpenge

Paragraffer

§ 74§ 7§ 4§ 13b§ 10§ 1§ 8

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse D-22-03

Udgivet: 2013-07-11

Retssikkerhedslovens § 7 a gav ikke i sig selv ret til en forlængelse af dagpengene, når betingelserne for forlængelse ikke var opfyldt. Kommunen burde dog have inddraget bestemmelsen ved behandling af en klage over dagpengene....

Ankestyrelsens principmeddelelse 86-19

Udgivet: 2019-12-14

En sygedagpengemodtager, som er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom, og som ikke kan få forlænget sygedagpengene efter reglerne i sygedagpengeloven, har ret til at få et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse ved ophør af sygedagpengene. J...

Ankestyrelsens principafgørelse 83-14

Udgivet: 2014-12-10

Kommunen skal som udgangspunkt påbegynde udbetalingen af sygedagpenge, når kommunen modtager en ansøgning om sygedagpenge, og det er konstateret, at den sygemeldte opfylder de grundlæggende betingelser for udbetaling af sygedagpenge, herunder beskæft...