Ankestyrelsens principafgørelse 6-17
Beskrivelse
Det er en betingelse for fortsat at modtage fuld kontanthjælp, uddannelseshjælp eller integrationsydelse ud over sammenlagt 1 år inden for 3 år, at man udnytter sine arbejdsmuligheder. En modtager af hjælp har udnyttet sine arbejdsmuligheder, når han...
Journalnummer
2016-4023-58738
Indhold
Afgørelse
Sådan vurderer vi sagen
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at din arbejdsevne ikke er så begrænset, at du ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked i et omfang, så du kan opfylde arbejdskravet.
Vi vurderer også, at du ikke har udnyttet dine arbejdsmuligheder.
Vi vurderer i den forbindelse, at du ikke har haft 113 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 6 måneder.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger til grund, at du har modtaget hjælp i sammenlagt et år inden for 3 år, at du er ugift og at du modtager hjælp med fra en sats på 10.968 kr. Det betyder, at vi går ud fra, at kommunens oplysning herom er korrekt, og at vi ikke nærmere har undersøgt, om det er tilfældet.
Vi lægger vægt på, at der ikke er dokumenteret sammenlagt 113 timers arbejde.
Vi lægger vægt på, at du er vurderet aktivitetsparat.
Vi er opmærksomme på oplysningerne om dine helbredsmæssige forhold i generel helbredsattest af 13. oktober 2016. Det fremgår heraf, at man må forvente tiltagende gener fra bevægeapparatet på grund af diverse degenerative forandringer, og at de psykiske problemer virker stationære.
Vi lægger dog i den forbindelse vægt på vurdering af arbejdsindsats i virksomhedspraktik i perioden fra den 11. januar 2016 til den 5. juni 2016. Det fremgår heraf, at du har varetager butiksrelaterede opgaver, og at du har løst arbejdsopgaverne godt. Dine hænder, håndled og ryg giver dagligt smerter, og dine skånebehov er hensyntagen til din ryg og belasting af hænderne. Du har arbejdet 3 timer dagligt, og du har været meget arbejdsom. Du har vist gode evner i forhold til service og kundebetjening, og arbejdsgiveren har været glad for at have dig i butikken.
Vi lægger i den forbindelse vægt på, at der ikke i forbindelse med tilbuddet har været tale om skånehensyn eller øvrige hensyntagende forhold ud over en nedsat arbejdstid, der afviger væsentligt fra forholdene på en ordinær arbejdsplads.
Vi lægger yderligere vægt på, at det fremgår Min plan og mail af 27. oktober 2016, at du er henvist til Quick Care med start den 29. august 2016. Det fremgår heraf, at formålet er tilbagevenden til arbejdsmarkedet ved understøttelse via individuelt fysisk træning, individuelt motiverende samtaler. Du har et stabilt fremmøde, og du har udviklet dig positivt fysisk og psykisk. Du har øget både træningsmængden og belastningen, hvilket er et udtryk for øget funktionsniveau. Det vurderes, at der er mulighed for yderligere opkvalificering af det psykiske og fysiske funktionsniveau.
Vi lægger derfor vægt på kommunens vurdering i journalen, der viser, at der ikke er tvivl om, at du har en arbejdsevne i forhold til det ordinære arbejdsmarked. Det skal dog nærmere afklares, hvor mange timer du kan arbejde.
Om reglerne
Efter reglerne er det en betingelse for at modtage fuld hjælp ud over sammenlagt 1 år inden for 3 år, at man udnytter sine arbejdsmuligheder.
I perioden fra den 1. oktober 2016 til den 31. marts 2017 har man udnyttet sine arbejdsmuligheder, hvis man dokumenterer at have haft 113 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 6 kalendermåneder. Det betyder, at hjælpen i denne periode ikke kan nedsættes eller bortfalde, hvis man dokumenterer at have haft 113 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 6 kalendermåneder.
En ægtefælle eller en ugift person, hvis arbejdsevne vurderes at være så begrænset, at vedkommende ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, er ikke omfattet af kravet om 113 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 6 kalendermåneder.
For en ugift person, der modtager kontanthjælp med en takst, der svarer til kontanthjælpstaksten, nedsættes hjælpen med 1.000 kr. pr. måned.
Mødebehandling
Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2015-12-22
Det er en betingelse for bevilling af fleksjob på hidtidig arbejdsplads (fastholdelsesfleksjob), at personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende...
Udgivet: 2016-07-22
Generelt om særlig støtte Borgere, som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan efter aktivloven få særlig støtte. Det er en betingelse for at få særlig støtte, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, som har bevirket, a...
Udgivet: 2013-12-04
Det en betingelse for fortsat udbetaling af tilskud til fleksjob i egen virksomhed, at virksomheden drives som hovedbeskæftigelse. Det er desuden en betingelse, at overskud og underskud fra virksomheden oplyses til SKAT, og at virksomheden leverer va...