Ankestyrelsens principmeddelelse 74-19
Beskrivelse
Principmeddelelsen er en sammenskrivning af 247-10 og 248-10. Principmeddelelsen indeholder ikke noget nyt. Meddelelsen har til formål at give et samlet billede af den praksis, som Ankestyrelsen tidligere har slået fast principielt, og som fortsat gæ...
Journalnummer
19-33903
Indhold
Afgørelse
Sag nr. 1, tidligere principmeddelelse 247-10, j.nr. 1215359-09
Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
•
Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 17 a
Afgørelse:
Ankestyrelsen har i principielt ankemøde truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne som følge af din rygsygdom.
Vi har behandlet sagen principielt for at afklare praksis i forhold til tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer der er tilkendt fleksjob og efterfølgende modtager ledighedsydelse.
Resultatet er
•
Du har i perioderne fra 1. oktober 2006 til og med 28. maj 2007 og igen fra 1. december 2008 til og med 3. maj 2009 modtaget ledighedsydelse og har i disse perioder ret til en midlertidig løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 20 procent.
•
Du har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne i de perioder, hvor du har været i fleksjob, idet arbejdsskadens følger i disse perioder ikke har medført en nedsat indtjening på mindst 15 procent i forhold til din indtjening forud for arbejdsskaden.
Vi er således kommet til det samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen, bortset fra en mindre ændring i perioden for den midlertidige erstatning.
Der var enighed på mødet.
På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.
Begrundelsen for afgørelsen om hvilke perioder du har ret til midlertidig erstatning:
Ankestyrelsen vurderer, at en person, der er visiteret til fleksjob har ret til midlertidig erstatning, hvis personen efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse.
Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob, fastsættes på baggrund af forskellen mellem hvad skadelidte kunne tjene forud for arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjob jævnfør § 17 a, stk. 1.
Af lovens § 17 a, stk. 3, fremgår, at Arbejdsskadestyrelsen træffer midlertidig afgørelse efter stk. 1, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse.
Ankestyrelsen vurderer, at det ikke tydeligt af lovbemærkningerne fremgår, at skadelidte mister retten til midlertidig erstatning efter § 17 a, stk. 3 hvis skadelidte efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse.
En sådan regulering bør have klar lovhjemmel. Skadelidte bevarer således retten til at få genoptaget sin sag, hvis fleksjobbet ikke kan bevares.
I Ankestyrelsens vurdering er tillige er indgået, at § 17 a er en undtagelsesbestemmelse, som ud fra en formålsfortolkning må vurderes indskrænkende således at skadelidte i den periode, hvor der modtages ledighedsydelse har ret til en midlertidig løbende ydelse.
Begrundelsen for afgørelsen om størrelsen af den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne:
I de perioder, hvor du har været i fleksjob har du haft en nedgang i din indtjening i forhold til forud for arbejdsskaden svarende til ca. 20 procent. I de perioder, hvor du har modtaget ledighedsydelse har der været tale om en nedgang i indtjeningen svarende til ca. 40 procent.
Du er blandt andet på grund af arbejdsskadens følger visiteret til fleksjob.
Du har fra 4. maj 2009 til 13. juli 2009 været i fleksjob i en børnehave.
Vi vurderer, at der på baggrund af dine forudbestående gener fra nakken m.v. er grundlag for at foretage et fradrag i erstatningen svarende til cirka halvdelen af dit samlede erhvervsevnetab.
Af sagens oplysninger fremgår, at du siden foråret 2004 har klaget over hovedgener med svimmelhed og hyletone for ørerne, som forværres ved stress. Disse symptomer var hovedårsagen til din sygemelding i marts 2004. Ved lægelig udredning blev der fundet to prolapser i nakken.
Det er således dokumenteret, at din erhvervsevne forud for arbejdsskadens anmeldelse var påvirket af andet end lænderyggener, idet du havde problemer med smerter i hoved og nakke, samt med koncentration og svimmelhed.
Du har fået afslag på anerkendelse af dine nakkegener som erhvervssygdom. Du har fået konstateret en prolaps i nakken og har gener fra skuldre og nakke med udstråling til venstre arm.
Dine lænderyggener medfører, at du har behov for skiftende arbejdsstillinger og at du ikke kan varetage arbejdsopgaver med tungere løft. Dine hoved- og nakkegener medfører, at du har svært ved at koncentrere dig i længere tid og at du ikke kan have arbejde der belaster overekstremiteterne i større omfang og næppe arbejde, der kræver brug af hjelm. På baggrund af dine gener har du ikke kunnet fortsætte med dit arbejde som sygehjælper.
Du er efter arbejdsprøvning vurderet egnet til et fleksjob svarende til ca. 22 timer med skånehensyn i form af nedsat tid og fysisk belastende arbejde. Af forskellige årsager (konjunkturer mv.) modtager du i perioder henholdsvis ledighedsydelse og løn i fleksjob. Du har således fra 2006 til 2009 været inde og ude af fleksjob foreløbigt tre gange.
Ankestyrelsen har tillige truffet afgørelse i din sag om dit erhvervsevnetab efter 13. juli 2009. Vi henviser til J.nr. 1217273-10.
Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der gives ikke erstatning, hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 procent.
Sagsfremstilling:
Du har i 2008 fået anerkendt en arbejdsbetinget rygsygdom. Du har, som følge af rygsygdommen, daglige smerter og nedsat rygbevægelighed ved sidebøjning, som er vurderet til 8 procent i varigt mén.
Du blev i maj 2005 fyret fra dit arbejde som social – og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Hadsten kommune efter længerevarende sygdom. Din arbejdsevne blev herefter forsøgt afklaret ved to virksomhedspraktikker. Det blev her vurderet, at du med de relevante skånehensyn kunne arbejde 25 timer om ugen.
Kommunen vurderede i 2006, at du havde skånebehov i forhold til løft, støj og stress. Du har svimmelhed, kvalme, ubehag, almen utilpashed, som forværres svært under svimmelhedsanfaldene. Du er følsom overfor støj og stress. Derudover er du jævnligt invalideret af en høj hyletone i øret (der er mistanke om Morbus Ménière). Du har smerter i nakke og skuldre og føleforstyrrelser med snurrende sovende fornemmelser i fingrene, specielt i venstre hånd.
Du har smerter i lænden, som begrænser dig i forhold til siddende arbejde og som påvirker sin nattesøvn. Du kan kun klare lette løft.
Kommunen visiterede dig til fleksjob og du overgik den 1. oktober 2006 til ledighedsydelse, hvor du modtog ca. 14.000 kr. månedligt. Du påbegyndte et tidsbegrænset fleksjob hos politiet den 29. maj 2007 til ca. 18.000 kr. månedligt (inklusive pension). Den 1. december 2008 opsagde du fleksjobbet hos politiet, da du troede du havde et andet fleksjob på hånden. Du overgik til ledighedsydelse frem til den 4. maj 2009, hvor du påbegyndte fleksjob i en børnehave 20 timer ugentligt til ca. 21.000 kr. månedligt (inkl. pension).
Din årsløn forud for skaden er fastsat til 253.000 kr.
Årslønnen er ikke anfægtet og Ankestyrelsen har ikke bemærkninger til fastsættelsen.
Du havde i forbindelse med dit fleksjob hos politiet i 2007/2008 en indtjening svarende til ca. 222.000 kr. årligt. Dette svarer til en forskel i indtjening på ca.16 procent i forhold til at du, som social –og sundhedsassistent, kunne have tjent ca. 268.000 kr. (2008 niveau). I dit seneste fleksjob fra maj 2009 svarer forskellen i indtjening til ca. 10 procent.
Ledighedsydelsen svarer til ca. 14.000 kr. månedlig. Dette svarer til en forskel i indtjening på ca. 40 procent.
Oplysningerne fremgår særligt af de kommunale akter.
Bemærkninger til klagen
Dit forbund har oplyst, at de ikke er enige i vurderingen af fradraget for de øvrige lidelser. De oplyser, at der må tages store hensyn til ryggen i form af afvekslende arbejdsopgaver. Derudover beskrives de indskrænkninger du har i din dagligdag, som følge af dine gener. Forbundet finder således at dine ryggener har langt den største betydning i forhold til din nedsættelse af erhvervsevnen og har bedt om at funktionsattesten fra din læge fra september 2010 indgår i vurderingen.
Vi bemærker, at oplysningerne er indgået ved sagens behandling med at de ikke ændrer ved vurderingen. Vi henviser til begrundelsen ovenfor.
Oplysningerne i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af
De oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen
Arbejdsskadestyrelsens genvurderingsafgørelse af 10. juli 2009 og senere berigtigelse af 7. september 2009. . Ved denne afgørelse fik du tilkendt midlertidig erstatning mens du modtog ledighedsydelse og afslag på erstatning for tab af erhvervsevne mens du modtog løn under fleksjob.
Klagen til Ankestyrelsen
Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering
Dit forbund har anmodet om at funktionsattest udarbejdet 15. september 2010 indgår grundlaget.
Sag nr. 2, tidligere principmeddelelse 248-10, j.nr. 1204538-09
Følgende lov blev anvendt, da principafgørelsen blev truffet:
•
Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 17 a
Afgørelse:
Ankestyrelsen har i principielt møde truffet afgørelse om midlertidigt tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden.
Vi har behandlet sagen principielt for at afklare praksis i forhold til tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer der er tilkendt fleksjob og efterfølgende modtager ledighedsydelse.
Resultatet er
•
Du har ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 25 procent for perioden i fleksjob. Vi nedsætter derfor erstatningen fra 65 procent til 25 procent for så vidt angår denne periode.
•
Du har ret til erstatning for tab af erhvervsevne på 65 procent for perioden på ledighedsydelse.
Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.
•
Arbejdsskadestyrelsen skal beregne erstatningen for tab af erhvervsevne på grundlag af en årsløn på 396.000 kroner
Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen.
Der var enighed på mødet.
Du vil høre fra Arbejdsskadestyrelsen, som vil beregne den nye erstatning for tab af erhvervsevne og sørge for, at beløbet bliver udbetalt til dig.
Det bemærkes, at der er tale om en midlertidig afgørelse, og at Arbejdsskadestyrelsen har sat revision i sagen den 1. september 2010.
På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre.
Begrundelsen for afgørelsen om hvilke perioder du har ret til midlertidig erstatning
Ankestyrelsen vurderer, at en person, der er visiteret til fleksjob har ret til midlertidig erstatning, hvis personen efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse.
Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob, fastsættes på baggrund af forskellen mellem hvad skadelidte kunne tjene forud for arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjob, jf. § 17 a, stk. 1.
Af lovens § 17 a, stk. 3, fremgår, at Arbejdsskadestyrelsen træffer midlertidig afgørelse efter stk. 1, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse.
Ankestyrelsen vurderer, at det ikke tydeligt af lovbemærkningerne fremgår, at skadelidte mister retten til midlertidig erstatning efter § 17a, stk. 3, hvis skadelidte efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse.
En sådan regulering bør have klar lovhjemmel. Skadelidte bevarer således retten til at få genoptaget sin sag, hvis fleksjobbet ikke kan bevares.
I Ankestyrelsens vurdering er tillige indgået, at § 17 a er en undtagelsesbestemmelse, som ud fra en formålsfortolkning må vurderes indskrænkende, således at skadelidte i den periode, hvor der modtages ledighedsydelse, har ret til en midlertidig løsning.
Begrundelsen for afgørelsen om størrelsen af den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne
Du har været i fleksjob, hvor du har haft en lønnedgang på 25 procent.
Du kom på ledighedsydelse, og har herefter haft en lønnedgang på 65 procent.
Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der gives ikke erstatning, hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 procent.
Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob, fastsættes på grundlag af forskellen mellem, hvad skadelidte kunne tjene forud for arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjob, jf. § 17 a.
Vi har lagt til grund, at du er tilkendt fleksjob på baggrund af nedsat erhvervsevne som følge af arbejdsskaden den 23. marts 2006.
Din årsindtægt forud for arbejdsskaden udgjorde 445.835 kroner, hvilket opreguleret til 2008-niveau svarer til 472.000,00 kroner.
Vi har ved denne beregning lagt vægt på lønsedler for perioden 1. januar 2006-26. marts 2006, hvilket er en 12 ugers periode forud for arbejdsskaden. Vi vurderer, at disse lønsedler giver et retvisende billede af din indtjeningsevne, idet du har været ansat i det pågældende job 10 måneder forud for arbejdsskaden, og der ikke er store udsving i 14-dages lønnen i denne periode.
Vi har herudover lagt vægt på, at du i perioden 9. maj 2005 til 31. december 2005 har haft en lønindtægt, der svarer til en årsindtægt på 432.000 kr.
Din årsløn fastsættes på den baggrund til 396.000 kroner, da din samlede indtjening ved arbejde er højere end maksimumbeløbet i det år, hvor du kom til skade.
Erstatning for tab af erhvervsevne i perioden i 25. januar 2008-11. juli 2008, hvor du var i fleksjob:
I fleksjobbet er du blevet aflønnet med en timeløn på 163,00 kroner. Tillagt 11,4 procent i pension, hvoraf arbejdsgiver betaler 7,8 procent, svarer dette til en årsløn på omkring 350.000,00 kroner.
Du har dermed haft en lønnedgang på omkring 122.000,00 kroner, hvilket svarer til 25 procent.
Dit tab af erhvervsevne i perioden i fleksjob fastsættes på den baggrund til 25 procent.
Erstatningen løber fra du blev tilkendt fleksjob.
Erstatning for tab af erhvervsevne efter den 11. juli 2008, hvor du kom på ledighedsydelse:
Du er blevet opsagt fra sit fleksjob grundet mangel på arbejde i området. Herefter er du kommet på ledighedsydelse, hvormed din månedlige indkomst er 13.866,56 kr., eller omkring 167.000 kr. årligt.
Dette svarer til, at dit erhvervsevnetab svarer til 65 procent.
Oplysningerne fremgår særligt af lønsedler for perioden 1. januar 2006 – 26. marts 2006, årsopgørelse 2005 og kommunale akter, herunder fleksjobsaftalen.
Sagsfremstilling
Det fremgår af sagens oplysninger, at du kom til skade med venstre håndled og skulder, da du den 23. marts 2006 faldt 4 meter ned, efter at du fik venstre tommelfinger i klemme ved et løftebeslag på en byggekran.
Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt skaden som en ulykke, og du har fået 20 procent i godtgørelse for varigt mén.
På skadestidspunktet arbejdede du som ufaglært bygningsarbejder. Du var fastansat i dette job, hvilket du havde været 10 måneder forud for arbejdsskaden.
Efter arbejdsskaden blev du sygemeldt, og den 29. oktober 2007 kom du i arbejdsprøvning, hvor du først arbejdede 3 timer dagligt med skånehensyn, i den sidste periode på 6 uger arbejdede du dagligt 4,5 time, eller 22,5 timer ugentligt. Du afsluttede arbejdsprøvningen den 25. januar 2008 uden at have haft sygefravær, hvorefter du kom i fleksjob.
Du blev tilkendt fleksjob 22,5 timer ugentlig, med en aflønning på 37 timer ugentligt, hvor kommunens tilskud udgjorde halvdelen. Skånehensyn var, at løft over skulderhøjde skulle undgås. Du blev opsagt fra fleksjobbet, ifølge arbejdsgiver grundet manglende arbejde. Du kom hermed på ledighedsydelse.
Bemærkninger til klagen
I klagen af 30. december 2008 oplyses, at du har været ansat i fleksjob, hvormed du ikke har haft et tab af erhvervsevne på 65 procent i denne periode. Endvidere oplyses, at det ikke er nok at lægge 3 måneders indtjening til grund for årslønsfastsættelsen.
Vi bemærker, at disse oplysninger er indgået ved vores behandling af sagen, og vi henviser til begrundelsen for vores afgørelse.
For så vidt angår årslønsfastsættelsen vurderer vi, at lønsedler 3 måneder forud for arbejdsskaden giver et retvisende billede af din indtjeningsevne. Vi henviser i øvrigt til begrundelsen for afgørelsen.
Oplysningerne i sagen
Vi har afgjort sagen på grundlag af
•
De oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen
•
Arbejdsskadestyrelsens afgørelser af 7. november 2008 og 12. december 2008. Ved denne afgørelse fik du tilkendt 65 procent i tab af erhvervsevne
•
Klagen til Ankestyrelsen
•
Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-10
Bevisbyrden for krav på erhvervsevnetabdserstatning efter arbejdsskadeloven ved indtægtsnedgang på over 15 procentligger hos skadelidte. Vestre Landsret afsagde den 13. maj 2009 dom i sagen om erstatning for tab af erhvervsevne til tidligere pædagogs...
Udgivet: 2013-07-10
Erstatning for tab af erhvervsevne til en sikret, der kom til skade i et fleksjob, og efterfølgende kom på ledighedsydelse, skulle fastsættes på grundlag af forskellen mellem, hvad skadelidte ville kunne tjene i fleksjobbet, inklusiv det kommunale lø...
Udgivet: 2013-07-10
En skadelidt, som efter en arbejdsulykke havde indgået en § 56-ordning med sin arbejdsgiver, men fortsatte med at arbejde til uændret løn, havde ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne. En § 56-ordning indebærer, at arbejdsgiver får refundere...