Ankestyrelsens principafgørelse 122-10

Lovhenvisninger

• Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 19 og § 68

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå da beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen
• • Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 29. januar 2010
• • Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 25. februar 2010
• • Nævnets genvurdering
• • Kommunens yderligere bemærkninger af 7. maj 2010
• Ved afgørelse af 16. januar 2009 fik NN meddelelse om, at han ikke fandtes at opfylde betingelserne for fortsat forlængelse af sygedagpengene, og udbetalingen heraf bragtes derfor til ophør.
• Afgørelsen var skrevet på Jobcenter As brevpapir og underskrevet af en socialformidler.
• Pågældende socialformidler var ansat under X som udførte opgaver for A Kommune i sygedagpengesager. NNs sag var overført til Z, der overtog sagsbehandlingen. Z hørte under X.
• Ved afgørelse af 29. januar 2010 ophævede beskæftigelsesankenævnet afgørelsen og hjemviste sagen til behandling og afgørelse i kommunen.
• Det betød, at afgørelse af 16. januar 2009 var ugyldig. Da sygedagpengeudbetalingen på tidspunktet for afgørelsen var forlænget efter sygedagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, betød nævnets afgørelse, at NN havde ret til sygedagpenge fra standsningstidspunktet, og indtil kommunen traf en gyldig afgørelse om ophør.
• Begrundelsen for nævnets afgørelse var, at der ikke var hjemmel i sygedagpengeloven til, at en anden aktør end kommunen, her en medarbejder hos X, kunne træffe afgørelse på kommunens vegne.
• Nævnet henviste bl.a. til sygedagpengelovens § 31, stk. 1, 1. punktum, hvoraf fremgår, at det er kommunen, der træffer afgørelser om retten til sygedagpenge. Det var således kommunen, der havde kompetencen til at træffe afgørelser efter dagpengeloven.
• Nævnet henviste endvidere til, at det fulgte af den almindelige hjemmelslære, at delegation af kompetence til private aktører krævede lovhjemmel. Hvis det drejede sig om delegation af kompetence til at træffe afgørelser i forhold til borgerne, jf. forvaltningslovens § 2, stk. 1, krævedes der klar og udtrykkelig lovhjemmel. En sådan lovhjemmel fandtes ikke i lov om sygedagpenge.
• Afgørelsen af 16. januar 2009 var truffet af en konsulent under X.
• Det fremgik af kommunens journalnotater, at NNs sag i september 2008 blev fremsendt til Z til videre sagsbehandling. Af akter i sagen fremgik, at Z hørte under X.
• Nævnet havde endvidere begrundet afgørelsen ud fra et notat af 6. december 2009 samt samarbejdsaftale af 25. september 2008 mellem Jobcenter A og X. Af samarbejdsaftalen fremgik bl.a., at Jobcentret A skulle stille lokaler til rådighed for Xs konsulenter, og at de 4 X-konsulenter skulle oprettes i jobcentrets relevante sagsbehandlingssystemer.
• Nævnet fandt, at uanset, at X-rådgiverne arbejdede under instruktion og ledelse af Jobcenter A, var der tale om medarbejdere, som var ansat af X, og som på dette firmas vegne skulle opfylde en kontraktretlig forpligtelse. Der forelå således en afgørelse om ophør af sygedagpenge, truffet af en privat aktør.
• Nævnet lagde ved denne vurdering vægt på at X ifølge samarbejdsaftalen af 25. september 2008 forpligtede sig til at levere en ydelse i 100 sager, henvist af kommunen. Denne ydelse omfattede tværfaglig udredning eller socialfaglig udredning til en på forhånd fastsat pris pr. ydelse. Der var således ikke tale om, at en X-sagsbehandler aflønnedes af kommunen.
• Det forhold, at det i samarbejdsaftalen med A Kommune var fastsat, at Xs socialrådgivere/socialformidlere fik vikarstatus i Jobcenter A, således at X kunne træffe myndighedsafgørelse i sagerne, medførte efter nævnets opfattelse ikke, at en afgørelse truffet af en X medarbejder i henhold til samarbejdsaftalen kunne opretholdes som gyldig.
• Uanset at pågældende fik status som vikar, var der tale om en situation, hvor afgørelsen reelt var truffet af X som et led i kontraktopfyldelsen, jf. i denne forbindelse også samarbejdsaftalens ordlyd: ” således at X kunne træffe myndighedsafgørelse i sagerne”.
• Nævnet bemærkede i den forbindelse, at der ifølge det oplyste ikke forelå ansættelsesaftaler m.v. med de pågældende medarbejdere. Disses vikarstatus beroede således udelukkende på kontraktaftalen med X, hvorefter dette firmas medarbejdere skulle levere udredning og afslutning af et vist antal sager.
• Nævnet var opmærksomt på, at kommunen havde oplyst, at man i andre sammenhænge benyttede sig af vikarbureauer, der stillede medarbejdere til rådighed for kommunen, og hvor kommunen ikke udbetalte løn direkte til vikaren, men betalte bureauet en pris pr. time.
• Dette kunne dog ikke medføre en ændret vurdering af forholdene i den konkrete sag, hvor en privat aktør havde forpligtet sig til ved hjælp af firmaets konsulenter at levere et nærmere aftalt antal udredninger og afslutninger af sygedagpengesager.
• Jobcentret A klagede den 25. februar 2010 over afgørelsen og anmodede Ankestyrelsen om at behandle spørgsmålet om, hvornår en eksterm aktør kunne anses for at være vikaransat og udføre reelle vikaropgaver. Der fandtes pt. ingen vejledende principafgørelser på området.
• Jobcenter A bemærkede den 7. maj 2010 yderligere, at afgørelsen om ophør af sygedagpenge var truffet af en medarbejder, som havde fungeret som vikar i Jobcenter A. Dette fremgik klart og utvetydigt af samarbejdsaftalen mellem X og Jobcenter A. Disse medarbejdere var derfor at betragte som en del af Jobcenter A og hermed som en del af A Kommune.
• Når A Kommune lod medarbejderne træffe afgørelser om ophør af sygedagpenge, var der således tale om intern delegation af kompetence. Den kompetence A Kommune overlod de medarbejdere, som var vikarer i jobcentret, svarede i omfang helt til den kompetence kommunen overlod sine fastansatte medarbejdere i jobcentret. Og ledelsen på jobcenter A havde de samme ledelsesbeføjelser over for vikarerne som over for de øvrige medarbejdere på jobcentret.