Ankestyrelsens principafgørelse 25-12

Lovhenvisninger

• Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 656 af 15. juni 2011 - § 9c, stk. 2, nr. 5, § 9c, stk. 2, nr. 6 og § 9c, stk. 5
• Note:
• Principafgørelsen afløser 88-10, som ophæves.

Afgørelse

Begrundelse for afgørelsen

Information

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:
• • De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen
• • Nævnets afgørelse af 29. marts 2010
• • Klagen til Ankestyrelsen af 22. april 2010
• • Nævnets genvurdering
• Det fremgår af sagen, at NN er 10 år og har diagnosen infantil autisme og mental retardering med væsentlig påvirkning af adfærden, som kræver pasning eller behandling. Hans forstyrrelse er kronisk.
• NN er generelt forsinket i sin udvikling – fysisk, socialt og kommunikativt. Funktionsforstyrrelsen påvirker alle hverdagsfunktioner, og han behøver særlig støtte på heltid. Aktuel behandling er i første omgang pædagogisk, og hvis der opstår sekundære vanskeligheder som angst, tristhed, adfærdsproblematik (særlig aggressivitet) kan det være aktuelt at prøve medicinsk behandling.
• Han blev anbragt af B Kommune med samtykke fra forældrene på Børne- og Ungdomscenter X den 1. december 2008.
• Familien flyttede kort efter anbringelsen til A Kommune.
• B Kommune anmodede A Kommune om, at finde et andet anbringelsessted til NN, som lå nærmere familiens nye bopæl. A Kommune måtte afslå, da de i forvejen havde et barn med lignende vanskeligheder, der ventede på en ledig, egnet døgnplads.
• Familien valgte den 15. marts 2009 at beholde NN hjemme efter samvær, da de ikke fik dækket udgifterne til transport og i øvrigt ikke magtede at tage den lange vej for samvær fra A til C. Familien havde også andre børn i hjemmet.
• Familien modtog herefter den 18. marts 2009 ved brev meddelelse om, at B Kommune havde truffet beslutning om hjemgivelse, da det vurderedes, at der ikke var grundlag for anbringelse efter servicelovens § 58.
• A Kommune anmodede den 20. april 2009 B Kommune om refusionstilsagn i henhold til retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 6.
• Det oplystes, at A Kommune havde været på hjemmebesøg hos familien, som havde givet klart udtryk for, at de ønskede NN anbragt snarest muligt, da de ikke magtede at have ham hjemme, hvilket også var kommunens indtryk ved hjemmebesøgene.
• A Kommune var nu gået i gang med at finde et velegnet anbringelsessted til NN.
• Ved brev af 3. juli 2009 meddelte B Kommune, at kommunen undrede sig over, at det skulle være af økonomiske årsager, familien valgte at hjemtage NN, idet familien fuldt ud var kompenseret for udgiften til transporten.
• Forældrene havde derimod i sagsforløbet tilkendegivet, at familien led under savnet af NN, hvorfor de flere gange overvejede at hjemtage NN. B Kommune havde frarådet familien at hjemtage NN inden, der var fundet et nyt anbringelsessted. Denne vejledning valgte familien at se bort fra og hjemtog NN i forbindelse med ovennævnte samvær.
• A Kommune klagede over afgørelsen.
• Kommunen fandt, at der var grundlag for beslutning efter § 58 i lov om social service på baggrund af, at NN var farlig for sig selv og sine omgivelser, og der skulle to til at passe på ham. Desuden var familien ved at bryde sammen.
• A Kommune vurderede dog ikke, at denne paragraf skulle bringes i anvendelse, da familien ønskede en frivillig anbringelse.
• Videre henvistes til handleplanen, hvor det sås, at formålet med anbringelsen på ingen måde var opfyldt.
• Det sociale nævn stadfæstede B Kommunes afgørelse.
• Det betød, at A Kommune ikke havde ret til refusion.
• Nævnet lagde vægt på, at NNs forældre i forbindelse med hans ophold i hjemmet i marts 2009 besluttede, at de ikke ønskede, at han skulle tilbage til Børnecenter X, hvor han hidtil havde været anbragt.
• Nævnet fandt, at det hidtidige anbringelsesforløb herefter måtte anses for afbrudt. Drengens ophold i eget hjem kunne efter nævnets opfattelse ikke sidestilles med en boform efter retssikkerhedsloven. Selv om der var iværksat hjælpeforanstaltninger, havde disse således ikke et sådant omfang som normalt karakteriserer et botilbud eller en boform. Der var således ikke grundlag for at pålægge B Kommune refusionspligt i henhold til retssikkerhedslovens § 9c, stk. 2, nr. 5.
• Nævnet fandt heller ikke, at der kunne pålægges refusionspligt i henhold til retssikkerhedslovens § 9c, stk. 5.
• Nævnet fandt, at et refusionskrav efter bestemmelsens første led i en sådan situation ville forudsætte, at det var åbenbart, at betingelserne for en anbringelse uden samtykke efter servicelovens § 58 var opfyldt. Som sagen forelå oplyst sås der ikke at være grundlag for at antage, at dette skulle være tilfældet.
• Der sås heller ikke at være grundlag for at statuere refusionspligt i henhold til bestemmelsens andet led.
• Det var således en betingelse for et refusionskrav i henhold til denne bestemmelse, at beslutningen om hjemgivelse var truffet af den tidligere opholdskommune. Bestemmelsen fandt således ikke anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor det var forældrenes beslutning at hjemtage barnet, selv om dette skete mod kommunens råd.
• A Kommune klagede over afgørelsen.
• Det blev i klagen anført, at det principielle i sagen var, om det forhold, at barnets særlige store vanskeligheder havde betydet, at A Kommune ikke straks kunne foretage en genanbringelse, kunne føre til, at B Kommune ikke skulle give refusion.
• Såfremt B Kommune ikke havde nået at anbringe NN ville deres beslutning om anbringelse betyde, at de skulle give refusion til A Kommune, selv om der var ventetid på at få etableret anbringelsen på grund af vanskeligheder med at finde et egnet sted.
• A Kommune anerkendte naturligvis, at NNs anbringelse var blevet afbrudt, og at han havde haft ophold hos forældremyndigheden, men dette handlede alene om vanskeligheder ved at opretholde et samvær og A Kommunes vanskeligheder med at finde et egnet sted.
• Nævnet fastholdt afgørelsen ved genvurderingen.