Ankestyrelsens principafgørelse U-33-01

Lovhenvisninger

• Lov om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. - lov nr. 80 af 8. marts 1978 - § 1

Afgørelse

Information

• Det fremgår af anmeldelsen, at sikrede under aftjening af sin værnepligt under ophold i en skydelejr sloges for sjov. Sikrede fik et skub fra højre mod venstre, hvorved han fik overbalance og faldt på venstre side. Herved brækkede han ankelen.
• Sikrede oplyste på Forsvarskommandoens forespørgsel, at tilskadekomsten indtraf, fordi han sloges med kammerater i kådhed, medens han ventede på en skydebane.
• Forsvarskommandoen meddelte sikrede, at lidelsen ikke kunne anses at være opstået ved et ulykkestilfælde, eller hvad er med rimelig sandsynlighed kunne henføres til de forhold, hvorunder tjeneste foregik. Sagen blev derfor henlagt.
• Sikrede anførte, at skaden skete, mens en gruppe værnepligtige stod og ventede på at komme i gang med skydning. Sikrede anmodede herefter Forsvaret om at forelægge sagen for Arbejdsskadestyrelsen.
• Efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse var der tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.
• Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at skaden opstod i forbindelse med aftjening af militærtjeneste. Det var oplyst, at sikrede ventede på at komme til at skyde ved skydebanen, som var en del af sikredes tjeneste, og at han i ventetiden faldt og brækkede sin venstre ankel.
• Forsvarskommandoen klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at sikrede havde oplyst, at han sloges i kådhed med en kammerat og derved vred om på foden, hvilket fremgik af Forsvarskommandoens spørgeskema. Der var henvist til en lignende afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen, hvor en tilskadekomst, der bestod i et håndgemæng/kådhed, ikke havde nogen sammenhæng med udførelsen af de pligter, der var forbundet med tjenesten. Tilfældet blev derfor afvist.
• Under behandlingen af sagen bad Ankestyrelsen Forsvarskommandoen om at besvare en række spørgsmål.
• Forsvarskommandoen fremsendte svar med bilag.
• Regimentet, hvor sikrede aftjente sin værnepligt, anførte, at under ophold på skydebaner er det vigtigste for de ansvarlige at kontrollere sikkerheden i forbindelse med skydning og sikre, at det uddannelsesmæssige udbytte under skydningen opnås. Der er etableret et sekundært ventetidsprogram for personel, der venter på at komme til at skyde eller er færdige med deres skydning. Ventetidsprogrammet iværksættes af en overordnet. De menige kan få tildelt større eller mindre ansvar for udførelsen af ventetidsaktiviteten. Når der foregår mange skydninger, kan ventetidsaktiviteten bestå af en individuel vedligeholdelse af våbnene. Det er ikke muligt at overvåge den enkelte menige konstant, når han ikke deltager i skydning. Hvis en overordnet ikke er til stede vil der være afgivet ordrer om, hvad der skal foregå.
• Det var endvidere anført, at personellet ikke bliver overvåget under spisning af madpakker eller i pauser. I et sådant tidsrum kan de menige anvende tiden efter egen bestemmelse, blot de ikke generer det personel, der er ved at skyde. Sikrede var sammen med sine kolleger i færd med at spise og bagefter begyndte han på eget initiativ at tumle rundt med en kammerat. Alle bestemmelser og forholdsregler i forbindelse med ophold på skydebane var overholdt på skadedagen.
• Det fremgik af afhøringsrapport, at sikrede forklarede, at han tumlede rundt med en kammerat A, medens de ventede. Tumleriet var frivilligt, og begge var helt enige herom. Det fremgik endvidere, at der var afgivet enslydende forklaringer af B og C, idet de havde forklaret, at tilskadekomsten var gået ud over D.
• I en udtalelse henviste Arbejdsskadestyrelsen til § 9, nr. 1, i lov om arbejdsskadesikring, hvorefter en tilskadekomst ikke anerkendes, hvis den skyldes leg, når skadelidte er voksen. Anerkendelse kan dog komme på tale, hvis arbejdspladsens indretning bevirker, at et ulykkestilfælde får særligt alvorlige følger. Hvis skadelidte er barn eller ganske ung, vil et ulykkestilfælde under leg kunne anerkendes, hvis arbejdsforholdene har været væsentligt medvirkende til ulykkens indtræden.
• Det var anført, at sikrede var 20 år på skadestidspunktet og der var således ikke grundlag for at betragte ham som barn eller ganske ung. I den konkrete sag havde de forhold, hvorunder arbejdet foregik, ikke indflydelse på skadens omfang.
• Arbejdsskadestyrelsen henviste tillige til § 1 i lov om erstatning til skadelidte værnepligtige, hvorefter ulykkestilfælde eller sygdomme anerkendes, hvis de med rimelig sandsynlighed kan henføres til udførelsen af de pligter, der er forbundet med tjenesten eller de forhold, hvorunder den foregår. Dette fortolkes således, at der i militærsager stilles mindre skrappe krav ved vurdering af, hvorledes skaden er opstået. Det er tilstrækkeligt, at der er en rimelig sandsynlighed for, at skaden er sket under tjenesten, jf. Nyt om Arbejdsskader, nr. 4/97.
• Der var endvidere henvist til Arbejdsskadestyrelsens generelle udtalelse af 21. juli 1994, hvor det er udtalt, at det er afgørende om forsvaret har en særlig interesse i personalets fysiske form, når der opstår en skade under frivagt eller i fritiden i forbindelse med udøvelse af idræt og boldspil på militærets område og med brug af militærets redskaber og udstyr. Som udgangspunkt vil skader opstået ved sportsudøvelse i fritiden under aftjening af værnepligt således være omfattet af loven. Rene fritidsskader, det vil sige skader, der er opstået under aktiviteter, der udøves udelukkende i privat eller personlig interesse, er ikke omfattet af loven.
• I den konkrete sag opstod skaden ved leg under ventetiden ved en skydebane. Sikrede havde således ordre om at deltage i skydetræning og hans tilstedeværelse ved skydebanen var derfor en del af tjenesten. Arbejdsskadestyrelsen havde derfor ikke foretaget en skrap bedømmelse af, hvorledes skaden opstod.
• Arbejdsskadestyrelsen anførte, at sikredes tilskadekomst kunne anerkendes som et ulykkestilfælde, selv om skaden opstod i kådhed. Sikrede deltog i skydetræning, da skaden opstod, og ventede på skydebanen.