Ankestyrelsens principafgørelse 11-16

GældendeÅr: 2016Udgivet: 2016-04-15

Beskrivelse

Når en selvstændig erhvervsdrivende som følge af en arbejdsskade er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, fastsættes årslønnen på grundlag af virksomhedens resultat før finansielle poster og efter afskrivninger samt eventuel anden indtje...

Journalnummer

2015-5014-09368

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne og årsløn som følge af arbejdsskaden den 16. marts 2011, hvor du pådrog dig en overrivning af en sene i venstre skulder.

Din årsløn er 344.000 kroner

Vi ændrer således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om årsløn.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen om årsløn

Ankestyrelsen vurderer, at din årsløn skal fastsættes skønsmæssigt til 344.000 kroner.

Vi har fastsat din årsløn skønsmæssigt, fordi din indtjening i virksomheden i året forud for arbejdsskaden ikke er retvisende for din reelle indtjeningsevne på skadestidspunktet.

Vi har lagt vægt på, at du er selvstændig erhvervsdrivende, og at du i årene forud for arbejdsskaden havde svingende indtægt i din malervirksomhed. Det fremgår således af årsrapporterne, at virksomhedens resultat før renter i årene fra 2008 til 2010 var som følger:

2008: 735.586 kroner

2009: 271.799 kroner

2010: 365.018 kroner

Vi har også lagt vægt på, at din ægtefælle har bidraget til driften i virksomheden. Der er ikke indgået en lønaftale med din ægtefælle.

Det fremgår af årsrapporterne, at der i årene fra 2008 til 2010 er overført følgende beløb til din ægtefælle:

2008: 208.500 kroner

2009: 100.000 kroner

2010: 110.000 kroner

Når der i virksomheden har været beskæftiget en medarbejdende ægtefælle, skal ægtefællens andel af overskuddet fratrækkes ved opgørelsen af årslønnen for at give det mest retvisende billede af din indtjeningsevne på skadestidspunktet.

Vi finder det usikkert, hvorvidt størrelsen af de overførte beløb er retvisende i forhold til værdien af din ægtefælles arbejdsindsats i virksomheden. Din ægtefællens andel af overskuddet, som skal fratrækkes ved opgørelsen af årslønnen, skal derfor fastsættes skønsmæssigt.

Vi har i den forbindelse lagt vægt på, at din ægtefælle gennemsnitligt har arbejdet i virksomheden 3-4 timer dagligt. Din ægtefælle har dels ydet kundeservice og dels stået for bogholderiet i virksomheden.

Vi har også lagt vægt på, at din advokat har oplyst, at du har sparet lønudgifter ved, at din ægtefælle har bidraget til virksomhedens drift. Din advokat har også oplyst, at det ikke er muligt at sige noget præcist om den sparede lønudgift, idet kvaliteten af din ægtefælles arbejde har været væsentlig større end den, der har kunnet købes for et tilsvarende beløb.

Ifølge oplysninger fra lønstatistik.dk for 2015 udgjorde lønnen for en bogholder med 15 års erfaring gennemsnitligt 30.548 kroner om måneden svarende til cirka 148.000-198.000 kroner årligt ved en ugentlig arbejdstid på 15-20 timer. Lønnen for en kundeservice-medarbejder med 7 års erfaring udgjorde gennemsnitligt 24.675 kroner om måneden svarende til cirka 120.000-160.000 kroner årligt ved en ugentlig arbejdstid på 15-20 timer. Dette svarer til en gennemsnitlig løn på omkring 156.000 kroner i 2015-niveau, hvilket i 2011-niveau svarer til cirka 144.000 kroner.

Vi vurderer på baggrund af din ægtefælles arbejdsopgaver og daglige arbejdstid i virksomheden, at din ægtefælles andel af overskuddet skal fastsættes til skønsmæssigt 140.000 kroner årligt. Det er indgået i vurderingen, at din ægtefælles funktion i virksomheden ville kunne varetages af fremmed arbejdskraft, og vi vurderer herefter, at niveauet er retvisende for, hvad du har sparet i årlige lønudgifter på skadestidspunktet ved, at din ægtefælle har bidraget til driften i virksomheden.

Vi har ved fastsættelsen af din årsløn taget udgangspunkt i virksomhedens resultat for perioden fra 2008 til 2010, som er de seneste 3 regnskabsår op til 2011, hvor arbejdsskaden skete. Virksomhedens resultat for denne periode er gennemsnitligt 457.467 i 2009-niveau. Vi har herefter opreguleret beløbet til 2011-niveau, hvilket svarer til 483.819 kroner og fratrukket din ægtefælles skønsmæssige andel af overskuddet (483.819 – 140.000 = 343.819).

Vi vurderer på den baggrund, at din årsløn svarer til skønsmæssigt 344.000 kroner.

Oplysningerne fremgår særligt af årsrapporter for perioden fra 2008 til 2012 og brev fra din advokat af 29. oktober 2015.

Om reglerne

Tilskadekomnes årsløn er som hovedregel den samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskaden. Årslønnen fastsættes efter totalindkomstprincippet.

Årslønnen bliver fastsat efter et skøn, når særlige indtægts- eller ansættelsesforhold gør sig gældende, eller hvis indtjeningen i året forud for arbejdsskaden ikke er retvisende for tilskadekomnes reelle indtjeningsevne.

Metadata

Retsområder

Arbejdsskadeloven

Nøgleord

ArbejdsskadeSelvstændig erhvervsdrivendeÅrslønMedarbejdende ægtefælle

Paragraffer

§ 2 § 2§ 24§ 3§ 5§ 24 § 1§ 8§ 17

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principmeddelelse 73-19

Udgivet: 2019-11-21

Arbejdsgiveren bærer som udgangspunkt risikoen for skader, der sker under ophold på arbejdspladsen i arbejdstiden. De ansatte er således omfattet af arbejdsskadeloven under almindelig færden i forbindelse med en arbejdsdag, herunder færden under paus...

Ankestyrelsens principmeddelelse 2-20

Udgivet: 2020-03-12

Hvis en tilskadekommen var tilknyttet efterlønsordningen, kan en arbejdsskade betyde, at tilskadekomne ikke optjener de efterlønspræmier, som vedkommende ville have gjort, hvis arbejdsskaden ikke var sket. Højesteret har i dommen offentliggjort som U...

Ankestyrelsens principafgørelse 90-13

Udgivet: 2013-12-04

Erhvervsevnetabet ved tilskadekomst under arbejde med løntilskud skal fastsættes med udgangspunkt i et skøn over, hvad skadelidte kunne have tjent i et ordinært arbejde inden arbejdsskaden. Denne skønnede indtægt skulle herefter sammenlignes med den ...