Ankestyrelsens principafgørelse U-31-01

Ankestyrelsen fandt, at den uforsikrede arbejdsgiver var klageberettiget vedrørende afgørelser efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, § 47, stk. 2 (afgørelser om hvorvidt en uforsikret arbejdsgiver kan blive fritaget for at betale sagens omkostninger, ydelser efter loven m.v.), efter en analogi af lovens § 55, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at den uforsikrede arbejdsgiver ikke var berettiget til fritagelse for betaling af sagens omkostninger, ydelser m.v. efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade, § 47, stk. 2.

Begrundelsen for afgørelsen om klageret var, at den uforsikrede arbejdsgiver havde en væsentlig individuel retlig og økonomisk interesse i afgørelsen. Den uforsikrede arbejdsgiver måtte således anses for at være part i sagen for så vidt angår afgørelser efter arbejdsskadesikringslovens § 47, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at da arbejdsgiveren ikke havde tegnet nogen arbejdsskadeforsikring, var det som udgangspunkt arbejdsgiveren der skulle bære alle sagens omkostninger, og arbejdsgiveren havde ikke et forsikringsselskab til at varetage sine interesser. Når der var truffet afgørelse efter lovens § 47, stk. 2, om at arbejdsgiveren ikke kunne fritages for betaling, var det alene den uforsikrede arbejdsgiver, der havde interesse i at få sagen prøvet ved Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at der i lovens § 55, stk. 1, er en opregning af hvem der er klageberettigede efter lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Arbejdsgiveren er kun nævnt i § 55, stk. 1, nr. 4, hvorefter arbejdsgiveren alene kan klage over afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader. Ankestyrelsen fandt dog ikke, at dette kunne udelukke den uforsikrede arbejdsgivers klageret. Det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen i lovforslag L168 1991/92, at hensigten med bestemmelsen har været at præcisere kredsen af klageberettigede. Det fremgik videre at arbejdsgiveren ikke er part i arbejdsskadesager, men at arbejdsgiveren alligevel er tillagt ret til at påklage afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader. Som ovenfor anført, er den uforsikrede arbejdsgiver utvivlsomt part i afgørelsen efter § 47, stk. 2. På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at der hverken i ordlyden af § 55, stk. 1, eller forarbejderne til bestemmelsen var taget stilling til den uforsikrede arbejdsgivers klageret.

Da det måtte have formodningen imod sig at det har været hensigten med lovens § 55, stk. 1, at udelukke personer der utvivlsomt er parter, fra at klage, og da den uforsikrede arbejdsgiver havde den samme direkte økonomiske interesse i sagen som et forsikringsselskab normalt har, fandtes hjemlen til den uforsikrede arbejdsgivers klageret, at være en analogi af lovens § 55, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse at man havde anset den uforsikrede arbejdsgiver for at være klageberettiget både efter lov om arbejdsskadeforsikring og den tidligere ulykkesforsikringslov.

Begrundelsen for afgørelsen om fritagelse for betaling var, at Ankestyrelsen ikke fandt at der forelå sådanne undskyldelige omstændigheder at arbejdsgiveren burde fritages for betaling, jf. lov om sikring mod følger af arbejdsskade § 47, stk. 2.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at udgangspunktet efter lovens ordlyd, er at den uforsikrede arbejdsgiver skal betale udgifter, ydelser m.v efter loven.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på den meget langvarige praksis på dette område. Formuleringen i § 47, stk. 2, svarer helt til formuleringen i § 44, stk. 2 i lov om arbejdsskadeforsikring (lov nr. 79 af 8. marts 1978 med senere ændringer), og § 19, stk. 1, 1. pkt. i ulykkesforsikringsloven (lov nr. 183 af 20. maj 1933 med senere ændringer).

Det er i den kommenterede ulykkesforsikringslov fra 1974 ved G. Hagen og A. Friis, på side 196 anført, at man er mindre tilbøjelig til at statuere fritagelse for selvstændige næringsdrivende, idet man kan forlange at selvstændige næringsdrivende søger klarlagt, hvilke forpligtelser erhvervsudøvelsen medfører. Det anføres generelt, at der fx. vil kunne ske fritagelse i tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke har kunnet nå at bringe forsikringsforholdene i orden, eller hvor arbejdsgiveren aldrig tidligere har haft fremmed medhjælp, men nu af en eller anden grund har måttet anvende fremmed medhjælp i beskedent omfang. Tilsvarende er anført på side 331-332 i arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer af Asger Friis og Ole Behn (1984), på side 427-428 i 2. udgave af Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Ole behn og Viggo Bertram, samt på side 451-453 i 3. udgave af Arbejdsskadeforsikringsloven med kommentarer ved Ole Behn og Viggo Bertram.

Ankestyrelsen tillagde det således vægt, at arbejdsgiver som selvstændig erhvervsdrivende havde pligt til at kende de regler, der var gældende for at drive virksomhed, herunder pligten til at tegne arbejdsskadeforsikring, jf. lov om sikring mod følger af arbejdsskade, § 5, stk. 1 og 4. Virksomheden var ikke helt nystartet, da sikrede kom til skade, idet skaden skete den 23. oktober 1998, og virksomheden efter det oplyste i klagen blev påbegyndt i slutningen af 1997. Det var ikke første gang arbejdsgiveren beskæftigede fremmed arbejdskraft, idet der også havde været en ansat før sikrede blev ansat den 5. oktober 1998.

På denne baggrund fandtes det ikke at være af afgørende betydning, at arbejdsgiveren muligvis ikke havde fået tilstrækkelig rådgivning af assurandøren.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ankestyrelsen gjorde arbejdsgiveren opmærksom på, at hvis han blev afkrævet betaling efter loven, havde han eventuelt mulighed for at indgå en afdragsordning med Arbejdsskadestyrelsen, ligesom der var mulighed for at søge om at få beløbet eftergivet, jf. lovens § 47, stk. 3.

Ankestyrelsen bemærkede endelig vejledende, at hvis Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om at sikrede var berettiget til ydelser efter loven, ville Arbejdsskadestyrelsen skulle sende en sådan afgørelse til den uforsikrede arbejdsgiver, og han ville have mulighed for at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.