Ankestyrelsens principafgørelse R-5-03
Beskrivelse
En husvild kvinde var af A Kommune bevilget ophold på hotel i B Kommune. Ankestyrelsen fandt, at kvinden havde fået ny opholdskommune i B Kommune, da hun på 10. måned stadig havde fysisk ophold i B Kommune, og da hun ikke længere havde nogen tilknytn...
Journalnummer
J.nr.: 3800013-03
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at B Kommune var kvindens opholdskommune, da A Kommune overdrog sagen til B Kommune i november 2001, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at kvinden af A Kommune var fundet berettiget til hjælp i henhold til servicelovens § 66. Ankestyrelsen vurderede således ikke om betingelserne for hjælp i henhold til denne bestemmelse var opfyldt.
Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden i november 2001 på 10. måned havde fysisk ophold i B Kommune, og at hun ikke længere havde nogen tilknytning til A Kommune, jf. Socialministeriets vejledning af 7. juni 2000 om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, pkt. 71 og 72.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kvinden efter det oplyste på grund af samlivsophævelse havde opgivet den tidligere bolig i A Kommune, ligesom der ikke i øvrigt var omstændigheder, såsom at hendes barn var optaget på daginstitution i A Kommune, der sandsynliggjorde, at hun ønskede at bo i A Kommune. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at hun havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede at vende tilbage til netop A Kommune.
Ankestyrelsen bemærkede til nævnets afgørelse, at det i pkt. 68 i ovennævnte vejledning anførte, hvorefter en borger, hvis tilstedeværelse kun er begrænset, fx for at søge bolig eller arbejde, ikke får en ny opholdskommune, måtte antages at relatere sig til den situation, der forelå i SM O-82-89, hvor personens fysiske ophold var afgørende.
Ankestyrelsen bemærkede videre, at Ankestyrelsen var enig med nævnet i den fremførte kritik af A Kommunes sagsbehandling.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Ankestyrelsen bemærkede afslutningsvist, at styrelsen ikke havde taget stilling til spørgsmålet om refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1 og 2, samt at Ankestyrelsen ikke kunne pålægge kommuner at indgå en aftale om refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 3, i tilfælde hvor en sådan aftale måtte anses for rimelig eller hensigtsmæssig.
Information
- Sagen vedrørte en 26-årig makedonsk kvinde med et 2-årigt barn. Kvinden havde godt 3 år tidligere fået ophold her i landet som flygtning og hun måtte have tolkebistand ved alle samtaler med kommunen. Hun boede sammen med sin mand hos mandens familie i A Kommune. Efter en uoverensstemmelse i ægteskabet henvendte hun sig til A Kommune som husvild. Hun blev af kommunen indlogeret på et hotel i B Kommune. Kort tid efter overvejede A Kommune, om det ikke ville være mere hensigtsmæssigt, at hun fik ophold på et kvindehjem, krisecenter el.lign. , men det var ikke umiddelbart muligt at finde en plads til hende. A Kommune anbefalede efterfølgende kvinden til at blive skrevet op til nogle lejligheder og kommunen hjalp hende med at søge skilsmisse. A Kommune mente ikke, at hun kunne skrives op til børnepasning i A Kommune, når hun var husvildeplaceret i B Kommune (kommunen ændrede dog denne beslutning senere, således at hun havde mulighed for at benytte daginstitutioner i A Kommune). A Kommune betalte de efterfølgende måneder for hotel og kontanthjælp, men der var ikke oplysninger om, at kommunen i øvrigt iværksatte hjælp eller ydede rådgivning til kvinden.
- I august 2001 henvendte kvinden sig, fordi hun var blevet afkrævet en folkeregistertilmelding til B Kommune. A Kommune anså sig på denne baggrund ikke længere som opholdskommune og afbrød betalingen af hotellet og kontanthjælpen til kvinden. B Kommune mente, at A Kommune fortsat var opholdskommune for kvinden, hvorfor kommunen bad det sociale nævn om at behandle sagen.
- Det sociale nævn fandt, at A Kommune fortsat var opholds- og handlekommune for kvinden og barnet, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.
- Begrundelsen for afgørelsen var, at kvinden ansås for at have midlertidigt ophold uden for kommunen, idet hun var placeret på hotel til opfyldelse af kommunens huslyforpligtelse efter serviceloven. Hun havde derved ikke opgivet sin tilknytning til A Kommune.
- Efter forarbejderne til bestemmelsen som var gentaget i kapitel 7 i vejledning om den sociale indsats for de mest udsatte voksne, kunne kommunen alene yde midlertidig indkvartering på hotel efter servicelovens § 66, og bestemmelsen kunne således ikke anvendes til at skabe en varig boligløsning.
- Nævnet lagde derfor vægt på, at A Kommune valgte at placere kvinden på hotel i B Kommune, da hun pga. sociale problemer henvendte sig som akut boligløs til A Kommune. Hun havde siden haft ophold på hotellet.
- Nævnet fandt ikke, at det kunne tillægges betydning, at kvinden havde tilmeldt sig folkeregistret på hoteladressen, idet hun ikke ansås for at have taget egentligt ophold i kommunen med hotelopholdet. Uanset dets hidtidige længde, anså nævnet opholdet som midlertidigt i retssikkerhedslovens forstand, herunder til brug for boligsøgning, jf. vejledningen til retssikkerhedsloven, pkt. 68.
- Nævnet bemærkede videre, at det fremgik af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at opholdskommunen havde pligt til at yde hjælp. Heraf fulgte, at A Kommune som opholdskommune var betalingskommune for kvinden. I konsekvens heraf fandtes B Kommune ifølge nævnet at have et tilbagesøgningskrav mod A Kommune vedrørende afholdte udgifter i forbindelse med kvindens ophold i kommunen. Kravet var baseret på reglerne om condictio indebiti (afholdelse af udgifter i urigtig formening om skyld).
- Endvidere bemærkede nævnet, at A Kommune efter servicelovens § 3 var forpligtiget til at yde rådgivning og vejledning for at forebygge sociale problemer, hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder og på længere sigt sætte denne i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.
- Efter de foreliggende oplysninger kunne nævnet ikke se, at A Kommune efter hotelplaceringen havde søgt at hjælpe med en varig løsning på kvindens boligsituation. Det fremgik alene at A Kommune den 15. februar 2001 henviste hende til at blive opskrevet til så mange boliger som muligt, og at kommunen den 15. marts 2001 noterede, at hun var skrevet op til mange boliger i forskellige kommuner.
- Under hensyn til oplysningerne om kvindens personlige, familiemæssige og sproglige vanskeligheder, fandt nævnet, at A Kommune burde have sikret, at der blev fulgt op på sagen, med henblik på at finde en mere permanent boligløsning.
- I klagen til Ankestyrelsen fra A Kommune var det bl.a. anført, at A Kommune ønskede en afklaring af, hvorvidt servicelovens § 66 medførte en forpligtelse for kommunen til at skaffe personen en varig bolig. Kommunen ønskede samtidig en afklaring af, om en person, som får anvist midlertidigt ophold på hotel efter servicelovens § 66 stadig havde opholdskommune i den tidligere opholdskommune, når personen har opgivet sin adresse i den tidligere opholdskommune og i henhold til folkeregisterloven var forpligtet til at tilmelde sig folkeregistret i den kommune, hvor personen rent faktisk opholdt sig. A Kommune ønskede endelig afklaret, om det forhold at borgeren ikke ønskede at vende tilbage til den oprindelige kommune har betydning for opholdskommunespørgsmålet.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en vurdering af hvilken kommune, der er opholdskommune for en borger, der modtager hjælp efter servicelovens § 66 til midlertidigt ophold/husly i en anden kommune.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2017-12-13
En kommune har pligt til at genvurdere en afgørelse, når der er klaget over afgørelsen. Det er den kommune, som har truffet afgørelsen, som skal vurdere sagen igen. Det gælder også, selvom borgeren i mellemtiden er flyttet til en anden kommune. Ved g...
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen fandt, at den refusionsforpligtede kommune efter retssikkerhedslovens regler om mellemkommunal refusion var den kommune, som var opholdskommune for borgeren ved flytningen i ældrebolig. Ankestyrelsen hjemviste sagen til det sociale nævn...
Udgivet: 2013-07-11
Retssikkerhedslovens regel om refusion for udgifter til hjælp ved flytning til en ældrebolig i en anden kommune gjaldt kun den person, der havde en egentlig ret til flytning. Udgifter til denne persons ægtefælle, der på flytningstidspunktet ikke selv...