Ankestyrelsens principafgørelse R-4-02

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var opholdskommune for kvinden, jf. § 9, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke var grundlag for refusion af B kommunes udgifter efter aktivloven i forbindelse med kvindens revalidering, jf. § 9a, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen om opholdskommune var, at kvinden pr. 1. august 2000 flyttede til B kommune. Efter det oplyste opholdt kvinden sig næsten dagligt på bopælen i B kommune og opholdt sig kun i A kommune i korte perioder hver tredje uge i forbindelse med ambulant behandling på et sygehus i A kommune.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at det forhold, at kvinden havde bevaret boligen i A kommune og ønskede at vende tilbage til A kommune efter endt uddannelse betød, at B kommune kun måtte anses for at være midlertidig opholdskommune.

Med hensyn til begrebet opholdskommune bemærkede Ankestyrelsen, at der ikke fandtes nogen almindelig definition af opholdskommune i loven. Det fremgik dog forudsætningsvis af bestemmelserne i retssikkerhedslovens § 9 samt af bemærkningerne til loven (LF 140 98/99) og Socialministeriets vejledning om retssikkerhedsloven af 7. juni 2000, at opholdskommunen var dér, hvor borgeren opholdt sig, hvilket i langt de fleste tilfælde ville være dér, hvor man havde sin bopæl.

Begrebet midlertidig opholdskommune fremgik ikke direkte af loven. Det fremgik af bemærkningerne til § 9 i LF 140 98/99 og af Socialministeriets vejledning pkt. 71 (tidligere pkt. 86), at en midlertidig opholdskommune var dér, hvor en person opholdt sig i en periode med samtidig bibeholdelse af en mere fast bopæl. Som eksempler nævntes i lovbemærkningerne ferieophold i sommerhus, højskoleophold, aflastningsophold og midlertidige ophold på behandlingsinstitution, forsorgshjem eller krisecenter. Det forudsattes, at der var tale om en situation udover behovet for øjeblikkelig hjælp, jf. retssikerhedslovens § 9, stk. 5.

Således kunne der på baggrund af loven og lovbemærkningerne skelnes mellem tre opholdskommunebegreber. Fast opholdskommune, som var lovens hovedregel, fremgik forudsætningsvis af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1. Midlertidig opholdskommune, som var en undtagelsessituation, var beskrevet i lovbemærkningerne og vejledningens pkt. 71. Øjeblikkelig opholdskommune var en undtagelsesbestemmelse som fremgik direkte af retssikkerhedslovens § 9, stk. 5.

For at man kunne tale om en midlertidig opholdskommunesituation, skulle der være tale om, at borgeren midlertidigt havde taget ophold i en kommune i en periode samtidig med, at en mere fast bopæl var opretholdt i en anden kommune. Dette fremgik af de i vejledningens pkt. 71 nævnte eksempler på midlertidige ophold.

Ankestyrelsen havde i SM O-59-94, SM O-96-98 og SM R-14-00 taget stilling til de kriterier, der måtte tillægges vægt, når det skulle afgøres hvilken kommune, der var opholdskommune eller midlertidig opholdskommune. Efter Ankestyrelsens praksis blev der blandt andet lagt vægt på, om den tidligere bopæl var opgivet, hvor borgeren rent faktisk (fysisk) havde ophold, om der var tale om - eller noget der tydede på - et rent midlertidigt ophold (som fx ferie) og om der var fastsat en tidsgrænse for opholdet, eller en aktuel, konkret og realistisk plan for et andet opholdssted.

Ankestyrelsen lagde i nærværende sag vægt på, at der i kvindens tilfælde ikke var tale om ophold af en art, som var nævnt i bemærkningerne til loven, det vil sige ferieophold, højskoleophold, ophold på krisecenter eller andre lignende rent midlertidige ophold.

Ankestyrelsen bemærkede, at det forhold at opholdet var planlagt til at vare 3 år ikke i sig selv betød, at opholdet ikke var midlertidigt. Den tidsmæssige udstrækning af opholdet måtte ved vurderingen af opholdskommunespørgsmålet sammenholdes med, at kvindens tilknytning til boligen i A kommune efter det oplyste alene begrænsede sig til trygheden ved at kunne bevare den tidligere bolig samt til kortvarig benyttelse én gang hver 3. uge i forbindelse med ambulant psykiatrisk behandling. Der var således ikke tale om, at hun opretholdt en mere fast tilknytning til A kommune, fx i form af bevarelse af kontakt til familie eller kæreste og/eller at hun hyppigt kom "hjem" i weekenderne. Idet der således var bevaret to boliger blev det afgørende, at kvinden klart opholdt sig mest i B kommune, hvor hun boede og havde en dagligdag i forbindelse med uddannelsen. Endvidere måtte det konkret tillægges vægt, at uddannelsen efter hensigten varede 3 år, men at der ikke var tale om en absolut tidsbegrænsning, som hvis der fx havde været tale om en aldersgrænse på en institution. Således var der heller ikke sikkerhed for, at hun nødvendigvis ville vende tilbage til A kommune efter endt revalidering.

Begrundelsen for afgørelsen om refusion var, at kvinden ikke havde ophold i en boform omfattet af retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1-7.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var oplyst, at kvinden havde egen bolig både i A kommune og i B kommune uden omfattende støttefunktioner.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.