Ankestyrelsens principafgørelse R-16-03
Beskrivelse
Ankestyrelsen fandt, at den 3-årige forældelsesregel i retssikkerhedslovens refusionsbestemmelse er ufravigelig, og at det derfor ikke er muligt at se bort fra overskridelser af forældelsesfristen. A kommunes krav på mellemkommunal refusion var derfo...
Journalnummer
J.nr.: 3800032-03
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 697 af 5. august 2003 - § 9a, stk. 4
Afgørelse
A Kommune havde ikke ret til refusion for hjælp ydet til manden før den 27. august 1999, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4.
Begrundelsen for afgørelsen var, at den 3 årige forældelsesregel var objektiv og det var derfor ikke muligt at se bort fra overskridelser af forældelsesfristen. Begrundelsen var endvidere, at kravet mod B Kommune tidligst blev rejst overfor denne kommune den 27. august 2002, da kommunen modtog brev af 23. august 2002.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på lovbemærkningerne til bistandslovens § 11, stk. 5, der var videreført i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4. Det fremgik heraf, at der var tale om en objektiv forældelsesregel, hvilket betød, at kravet fortabes, når der er gået mere end 3 år fra ydelsen af hjælp til rejsningen af kravet, uanset hvad årsagen hertil er.
Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at forældelsesfristen løb fra det tidspunkt, hvor hjælpen blev ydet og fristen blev afbrudt, når den refusionsberettigede kommune rejste det opgjorte krav overfor den forpligtede tidligere opholdskommune. Hvis der gik mere end 3 år fra eksempelvis udbetalingen af hjælp til borgeren til rejsningen af kravet, ville kravet være forældet efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4.
Det bemærkedes til det i klagen anførte, at Ankestyrelsen var opmærksom på, at A Kommune havde været aktiv i forsøget på at få afklaret uenigheden med C Kommune om betalingsspørgsmålet. Som anført i begrundelsen for afgørelsen fandt Ankestyrelsen imidlertid, at årsagen til, at kravet ikke var blevet rejst indenfor 3 år efter hjælpens ydelse var uden betydning for forældelsesspørgsmålet. Ankestyrelsen bemærkede endvidere vejledende, at ordlyden af § 9a, stk. 4 og lovbemærkningerne til bistandslovens § 11, stk. 5 ikke syntes at udelukke, at det opgjorte refusionskrav med afbrydende virkning kunne rejses overfor flere mulige tidligere opholdskommuner i et tilfælde som det foreliggende.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.
Information
- Det fremgik af sagen, at en mand, der var født på Grønland, i 1997 tog ophold hos sin mor i B Kommune. I december 1997 fik han ophold på et forsorgshjem X, som i marts 1998 pålagde ham "karantæne" for hashrygning. Han boede herefter i en periode af 3 måneder hos sin søster i C Kommune, hvorefter han vendte tilbage til forsorgshjem X, da karantænen var udstået. Efterfølgende tog han ophold på forsorgshjem Y i A Kommune.
- A kommune anmodede C Kommune om refusion vedrørende manden. C Kommune fandt ikke, at kommunen var refusionspligtig, hvorfor A Kommune indbragte sagen for det sociale nævn. Nævnet fandt i afgørelse af 31. januar 2002 ikke, at C Kommune var refusionspligtig. A Kommune anmodede herefter Ankestyrelsen om at antage sagen til principiel behandling, hvilket Ankestyrelsen afslog i afgørelse af 3. april 2002. Endelig fremgik det af sagen, at A Kommune rettede henvendelse om sagen til Socialministeriet, som fremkom med en vejledende udtalelse om betalingskommuner og forsorgshjem, dateret den 30. juli 2002. I brev af 23. august 2002 anmodede A Kommune herefter B Kommune om refusion i sagen. Brevet blev modtaget den 27. august 2002.
- B Kommune fandt ikke, at kommunen var refusionspligtig for udgifter vedrørende manden. B Kommune var endvidere af den opfattelse, at fristen for at rejse krav i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4 var overskredet.
- Sagen blev herefter indbragt for det sociale nævn.
- Det sociale nævn fandt, at B Kommune var pligtig til at refundere A Kommunes udgifter til bistand til manden under hans ophold på forsorgshjemmet Y i A Kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 1.
- Nævnet begrundede bl.a. afgørelsen med, at B Kommune var seneste opholdskommune for manden forud for hans optagelse på forsorgshjemmet X og senere forsorgshjemmet Y i A Kommune.
- Nævnet fandt dog, at B Kommune kun var forpligtet til at refundere A Kommunes udgifter til bistand til manden i forbindelse med hans ophold på forsorgshjemmet Y i A Kommune i den periode, der lå efter den 27. august 1999.
- Begrundelsen var, at et krav på refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1 og 2 mod en tidligere opholdskommune skulle være rejst senest 3 år efter, at hjælpen var ydet, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 4.
- Der var ved afgørelsen lagt vægt på, at A Kommune først ved brev af 23. august 2002 havde rejst krav om refusion overfor B Kommune, og at brevet var modtaget i B Kommune den 27. august 2002.
- A Kommune klagede over nævnets afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen rejste kravet overfor C Kommune den 14. august 2000. Dette var i overensstemmelse med A Kommunes bedste overbevisning. Der henvistes i den forbindelse til, at kommunen påklagede sagen mod C Kommune videre til Ankestyrelsen og herefter henvendte sig til Socialministeriet for at få en vejledende udtalelse. A Kommune var af den opfattelse, at det ikke var kommunens fejl, at kravet først den 23. august 2002 blev rejst overfor B Kommune. Kommunen fandt, at den havde været i utilregnelig uvidenhed om kravet, således at kravet skulle beregnes fra 14. august 2000, hvor kravet blev rejst første gang (overfor C Kommune).
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der er mulighed for at dispensere for den 3-årige forældelsesfrist i retssikkerhedslovens § 9 a, stk. 4.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Ankestyrelsen fandt, at A kommune var forpligtet til at stille nødvendige hjælpemidler - herunder en plejeseng - til rådighed for ansøgeren også under dennes midlertidige ophold i sommerhus i B kommune, hvor ansøgeren modtog hjemmehjælp. Ankestyrelse...
Udgivet: 2013-07-11
En strafafsoners ophold på en højskole som alternativ afsoning var omfattet af opsamlingsbestemmelsen i retssikkerhedsloven, da opholdet måtte sidestilles med de boformer, der direkte var omfattet af bestemmelsen. Den tidligere opholdskommune var der...
Udgivet: 2013-07-11
Modtager af børnetilskud skulle ikke tilbagebetale ydelser, som var modtaget uberettiget. Oplysningerne på en ansøgningsblanket fandtes ikke at opfylde retssikkerhedslovens krav om at kommunen skal give ansøgeren skriftlig besked om oplysningspligten...