Ankestyrelsens principafgørelse P-7-06
Beskrivelse
Der kunne ikke tilkendes førtidspension til dansk statsborger med bopæl i USA, selvom ansøgeren havde dansk sygesikringsbevis og betalte skat i Danmark. Kvindens ophold i USA med udsendt ægtefælle kunne ikke sidestilles med fast bopæl i riget, og bop...
Journalnummer
J.nr.: 6700244-05
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 759 af 2. august 2005 - § 3, stk. 1 og § 8
Afgørelse
Der kunne ikke tilkendes førtidspension, da kvinden ikke opfyldte betingelsen om fast bopæl i riget, jf. § 3, stk. 1, idet hun aktuelt havde fast bopæl i USA.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden var dansk statsborger og aktuelt bosiddende i USA sammen med sin ægtefælle, som var udsendt af den danske forsvarskommando.
Ved forståelsen af ordet fast bopæl lagde Ankestyrelsen til grund, at der skulle være tale om et sted/bolig, hvor personen opholdt sig fast, når denne ikke var midlertidigt fraværende pga. ferie eller lignende, og hvor personen havde sine ejendele.
Ankestyrelsen var opmærksom på, at kvinden havde dansk sygesikringskort og betalte skat i Danmark.
Begrundelsen for afgørelsen var dog, at kvindens ophold som statsudsendt i USA uanset optjeningsreglerne i lovens § 8 ikke kunne sidestilles med fast bopæl i riget. Ved vurderingen lagde Ankestyrelsen vægt på en sproglig fortolkning af udtrykket "fast bopæl i riget" i bestemmelsens § 3, stk. 1. Denne bestemmelse var ikke fraveget ved konvention mellem Danmark og USA.
Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse om afslag på ret til at få tilkendt dansk førtidspension.
Information
- Sagen drejede sig om en 55 årig kvinde, som var dansk statsborger. Kvinden var aktuelt bosat i USA, da hendes ægtefælle var statsudsendt af den danske forsvarskommando til varig tjeneste i USA fra den 1. september 2003. Forsvarskommandoen forventede, at familien fulgte med den udsendte ægtefælle.
- Ifølge det danske folkeregister var kvinden registeret som statsudsendt fra Danmark til USA i slutningen af januar 2004. Hun bevarede sit danske sygesikringskort.
- Kvinden havde tidligere arbejdet som sygehjælper, indtil hun ophørte den 1. september 2003 på grund af helbredsmæssige forhold. Kvinden modtog efterfølgende sygedagpenge indtil afrejsen til USA i slutningen af januar 2004. Efterfølgende fik hun tildelt en privat invalidepension på grund af de helbredsmæssige forhold. Der betaltes dansk skat af den private invalidepension.
- Der blev søgt om dansk førtidspension den 9. august 2005 på baggrund af de helbredsmæssige forhold.
- Den Sociale Sikringsstyrelse, internationalt pensionskontor, traf afgørelse om afslag på ret til dansk førtidspension, idet der blev lagt vægt på, at kvinden ikke havde bopæl i Danmark.
- I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at hun var statsudsendt, idet hendes ægtefælle var statsudsendt på grund af dennes arbejde. Hun havde derfor ikke selv valgt at flytte til udlandet. Det blev samtidigt anført, at hun havde dansk sygesikringskort, hvoraf det fremgik, at hun var statsudsendt, og at hun betalte dansk skat af invalidepensionen.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af, om ophold i USA som statsudsendt kunne sidestilles med bestemmelsen fast bopæl i riget, jf. § 3, stk. 1 i lov om social pension.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
En EU-statsborger havde samme ret til at bevare pensionen ved flytning til udlandet som en dansk statsborger. Ansøger, der var statsborger i en anden EU-medlemsstat, bevarede derfor retten til at modtage folkepensionens grundbeløb efter en eventuel f...
Udgivet: 2013-07-10
En person med bopæl og arbejde i udlandet kunne opsætte udbetalingen af dansk pension til et tidspunkt, der lå efter folkepensionsalderen. Bekendtgørelsen om opsat pension omhandler kun arbejde, der udføres i lande inden for EØS-området samt arbejde,...
Udgivet: 2013-07-10
En dansk statsborger havde ret til dansk folkepension under bopæl i udlandet. Han havde haft bopæl i Danmark i 12 år mellem det 15. og 65. år, men havde sammenlagt optjent bopælstid i Danmark og Norge på i alt mere end 30 år mellem det fyldte 15. år ...