Ankestyrelsens principafgørelse 37-11
Beskrivelse
En person med bopæl og arbejde i udlandet kunne opsætte udbetalingen af dansk pension til et tidspunkt, der lå efter folkepensionsalderen. Bekendtgørelsen om opsat pension omhandler kun arbejde, der udføres i lande inden for EØS-området samt arbejde,...
Journalnummer
J.nr.: 6200036-11
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 1005 af 19. august 2010 - § 3, stk. 2 og § 15a
Bekendtgørelser
- Socialministeriets bekendtgørelse nr. 350 af 17. maj 2004 om opsat pension - § 5, stk. 1, § 5, stk. 2 og § 11
- Note:
- Principafgørelse P-146-10 ophæves samtidig.
Afgørelse
Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen om, hvorvidt der er ret til at opsætte udbetalingen af folkepension ved bopæl i udlandet, når der er ret til at modtage folkepension på grundlag af bopælstid i Danmark i mindst 30 år mellem det fyldte 15. år og det fyldte 65. år.
Resultatet er
• Der var ikke grundlag for at tilbagekalde tilladelsen til opsat pension med virkning fra 1. august 2006.
Vi ændrer således Ankestyrelsens afgørelse af 8. juni 2010 samt kommunens afgørelser herom og nævnets afgørelse af 9. december 2009.
Der var enighed på mødet.
Kommunen vil kontakte dig i anledning af den ændrede afgørelse.
Begrundelse for afgørelsen
Ret til opsat pension
Ankestyrelsen finder, at der var grundlag for at meddele dig ret til at opsætte udbetalingen af pension fra 1. august 2006.
Vi har lagt vægt på, at personer, der opfylder betingelserne i kapitel 1 for ret til folkepension, kan opsætte udbetalingen af folkepension til et tidspunkt, der ligger efter folkepensionsalderen, jf. dog stk. 2. Det fremgår udtrykkeligt af pensionslovens § 15 a.
I pensionslovens kapitel 1 indgår en regel om, at retten til pension er betinget af bopæl her i riget, men at dette blandt andet ikke gælder for personer med dansk indfødsret, som er fyldt 65 år, og som har haft fast bopæl her i riget i mindst 30 år mellem det fyldte 15. og det fyldte 65. år.
Du har efter de oplysninger, Ankestyrelsen har indhentet, haft bopæl i Danmark i sammenlagt mindst 30 år mellem det fyldte 15. år og det 65. år. Ved opgørelsen af dansk bopælstid sidestilles med bopæl her i landet ophold i udlandet som ansat i dansk firmas filial eller datterselskab. Du opfylder herved betingelsen i pensionsloven for at modtage folkepension overalt i udlandet.
Det bemærkes, at der i bekendtgørelse om opsat pension kun er regler om, at der i opgørelsen af personligt arbejde kan medregnes arbejde, der udføres i lande inden for EØS-området samt arbejde, der udføres i lande uden for EØS-området, hvor der er indgået konvention om social sikring mellem Danmark og det pågældende land.
Reglen kan dog efter Ankestyrelsens opfattelse ikke anses for at være udtømmende.
Adgangen til opsat pension må også omfatte de tilfælde, hvor personer har ret til udbetaling af folkepension i udlandet efter de særlige regler herom i loven om social pension.
Vi har herved fundet, at Beskæftigelsesministerens kompetence til at fastsætte regler alene omfatter regler om opgørelse af beskæftigelsens omfang og opgørelse af venteprocent, mens den ikke medfører mulighed for at fravige den generelle regel om, hvornår der er ret til at opsætte pension efter pensionslovens § 15 a sammenholdt med kapitel 1.
Kompetence
I sagen er det kommunen og ikke Pensionsstyrelsen (tidligere Den Sociale Sikringsstyrelse), som har truffet afgørelse om opsat pension.
Efter reglerne er det Pensionsstyrelsen og ikke kommunen, som har kompetence til at træffe afgørelse om opsat pension for personer med bopæl uden for Danmark.
Udgangspunktet når en afgørelse bliver truffet af den forkerte myndighed er, at afgørelsen er ugyldig.
Ankestyrelsen finder imidlertid, at det forhold, at det er kommunen og ikke Pensionsstyrelsen, som har truffet afgørelse i sagen, ikke har betydning for afgørelsens gyldighed i den foreliggende sag. Vi har lagt vægt på, at der er tale om en arbejdsfordeling mellem myndighederne, og at den stedlige kompetenceordning ikke kan opfattes som en garanti for afgørelsens lovlighed.
Information
- Vi har afgjort sagen på grundlag af:
- • De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen
- • Det Sociale Nævns afgørelse af 9. december 2010
- • Klagen til Ankestyrelsen af 8. februar 2010
- • Det Sociale Nævns genvurdering
- • Klage til Folketingets Ombudsmand
- • Din advokats svar på forespørgsler om din bopælstid i Danmark
- Ankestyrelsen har på baggrund af din klage til Folketingets Ombudsmand genoptaget din sag om, at kommunen kunne tilbagekalde tilladelse til opsat pension, som var meddelt dig. Afgørelsen er offentliggjort i P-146-10. Ved denne afgørelse blev lagt til grund, at kommunens tilladelse til opsat pension var ulovlig, da du havde bopæl i et land uden for EØS og med hvem Danmark ikke havde indgået konvention om social sikring.
- Ankestyrelsen er i den forbindelse blevet opmærksom på, at du kan have ret til udbetaling af pension i udlandet, selv om du bor uden for et EØS-land, som Danmark har konvention om social sikring med.
- På Ankestyrelsens forespørgsel har din advokat redegjort for din bopælstid i Danmark. Det fremgår heraf samt at folkeregisterattest, at du sammenlagt har optjent dansk bopælstid i mere end 30 år mellem det 15. år og det 65. år og opfyldet betingelserne for at modtage dansk folkepension i udlandet.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Selvom tilmelding til folkeregisteret i almindelighed måtte anses for tilstrækkelig dokumentation, var kommunen ikke afskåret fra i særlige tilfælde at forlange dokumentation for bopælskravet ved at forlange personligt fremmøde. Kommunen havde sålede...
Udgivet: 2013-07-11
Et ægtepar, der var jugoslaviske statsborgere, fik dispensation til at medtage folkepensionen til Serbien på grund af særlige omstændigheder. Der blev lagt vægt på, at ægteparret havde en bopælstid i Danmark på henholdsvis 29 og 28 år, hvoraf de 24 o...
Udgivet: 2013-07-10
En udlænding, der havde fået opholdstilladelse som flygtning, var dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling her i landet. Hanhavde fortsat ret til at få førtidspension under anbringelsen, selv om han samtidig var dømt til efterfølgende udvisning m...