Ankestyrelsens principafgørelse 115-10

GældendeÅr: 2010Udgivet: 2013-07-10

Beskrivelse

En dansk statsborger havde ret til dansk folkepension under bopæl i udlandet. Han havde haft bopæl i Danmark i 12 år mellem det 15. og 65. år, men havde sammenlagt optjent bopælstid i Danmark og Norge på i alt mere end 30 år mellem det fyldte 15. år ...

Journalnummer

J.nr.: 6700156-08

Indhold

Lovhenvisninger

  • Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 982 af 2. oktober 2009 - § 3, stk. 2
  • Traktaten om den europæiske union - artikel 45 -

Afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om retten til dansk folkepension under din bopæl i et asiatisk land.

Sagen er behandlet som principiel for at afklare, om der er ret til dansk folkepension i udlandet, hvis betingelsen om 30 års bopæl i Danmark for pension i udlandet ikke er opfyldt udelukkende på grundlag af dansk bopælstid, men kun ved medregning af perioder, der er optjent i andre EU/EØS-medlemslande.

Resultatet er:

Du har ret til at få udbetalt den danske folkepension, som du har optjent ret til på grundlag af bopæl mellem det fyldte 15 år og det 65. år, i alt 12 år, uanset at du nu har bopæl i et asiatisk land.

Pensionsstyrelsen skal træffe afgørelse om, hvorvidt du har optjent ret til pension på grundlag af yderligere bopælstid i Danmark.

Vi ændrer således afgørelsen fra Sikringsstyrelsen, nu Pensionsstyrelsen.

Begrundelse for afgørelsen

Kravet om bopæl her i riget i mindst 30 år

Ankestyrelsen finder, at du opfylder kravet om bopæl i Danmark i mindst 30 år, for at få pension under din bopæli et asiatisk land.

Retten til pension er som hovedregel betinget af, at modtageren har fast bopæl her i riget eller hyre på dansk skib.

Kravet om dansk bopæl er dog blandt andet fraveget for personer med dansk indfødsret, som er fyldt 65 år, og som har fast bopæl her i riget i mindst 30 år mellem det fyldte 15. år og det fyldte 65. år.

Ved afgørelsen af, om 30 års-kravet er opfyldt, skal der efter Ankestyrelsens opfattelse, ikke kun tages hensyn til den bopælstid på 12 år, du har optjent i Danmark, men der skal også medregnes de forsikrings- og bopælsperioder, du har tilbagelagt i andre EU/EØS-lande.

Du har efter den fremlagte dokumentation sammenlagt optjent bopælstid i Danmark og i Norge på i alt mere end 30 år mellem det fyldte 15. og det 65. år.

Begrundelsen er, at EF-traktaten artikel 39 (nu Lissabon-traktatens artikel 45) om fri bevægelighed og ophold skal forstås som et forbud mod, at der i national lovgivning fastsættes krav om optjening og eksport af ret til dansk pension, der er til ugunst for borgeren, der udøver retten til fri bevægelighed og beskæftigelse på en anden medlemsstats område.

Det betyder, at en borger, der er statsborger i et EU/EØS-land, og som udøver retten til fri bevægelighed, som udgangspunkt vil kunne sammenlægge bopæls- og beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt i et andet EU/EØS-land med danske bopælsperioder til opfyldelse af 30 års-kravet i pensionslovens § 3, stk. 2. Med henvisning til EØS-aftalen gælder dette både i forhold til optjening i et EU-land og et EØS-land.

Det er ved opgørelsen af kravet om 30 år for at få pension i udlandet lagt til grund, at bopæls- og forsikringsperioderne fra andre lande medregnes. Din folkepension skal udelukkende beregnes på grundlag af den bopælstid, du har optjent efter den danske lov om social pension.

Opgørelsen af din danske bopælstid

Pensionsstyrelsen skal tage stilling til, om du har ret til pension på grundlag af yderligere bopælstid i Danmark.

Der er herved lagt vægt på, at du ifølge afgørelsen fra Sikringsstyrelsen, nu Pensionsstyrelsen, havde optjent ret til dansk pension på grundlag af 12 års bopælstid, men at du under sagens behandling har oplyst, at du herudover har været ansat for danske virksomheder i udlandet.

Pensionsstyrelsen skal derfor til brug for beregning af din danske pension nu tage stilling til, hvorvidt du under ophold i udlandet har optjent perioder, der skal sidestilles med bopæl her i riget i medfør af pensionslovens § 8, stk. 1. Ifølge lovens § 8, stk. 2 medregnes der ved opgørelsen af bopælstid dog ikke den tid, i hvilken der samtidig optjenes sociale pensionsrettigheder i udlandet.

Det bemærkes, at retten til at modtage pension i udlandet efter § 3, stk. 2 omfatter folkepensionens grundbeløb og tillæg efter § 14, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det fremgår af pensionslovens § 3, stk. 5.

Information

  • Vi har afgjort sagen på grundlag af:
  • • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen
  • • Sikringsstyrelsens afgørelse af 5. august 2008
  • • Klagen til Ankestyrelsen af 13. september 2008
  • • Sikringsstyrelsens genvurdering
  • • Udtalelse af 12. april 2010 fra Beskæftigelsesministeriet
  • • Dine breve/mails af 18. februar 2010, 26. februar 2010, 12. marts 2010 og 15. marts 2010 med bilag samt Ankestyrelsens breve af 2. marts 2010 og af 30. marts 2010.
  • Det fremgår af sagen, at du er dansk statsborger og har optjent dansk bopælstid fra dit 15. år, i alt 12 år. Du har senere boet og arbejdet i Norge i ca. 34 år og har i de sidste år boet i et asiatisk land.
  • Sikringsstyrelsen har givet afslag på dansk folkepension, da du bori et asiatisk landog ikke opfylder betingelsen om mindst 30 års bopæl i Danmark.
  • Du har i klagen anført, at du har arbejdet ca. 44 år, og at du vil få norsk pension efter fyldte 67. år. Du har været på lønningslisten fra 1998 til 2004 hos dansk arbejdsgiver og i 2007 hos anden dansk arbejdsgiver.
  • Under sagens behandling i Ankestyrelsen har du oplyst, at du har arbejdet yderligere for danske firmaer i udlandet.
  • Ankestyrelsen har under sagens behandling indhentet en udtalelse af 12. april 2010 fra Beskæftigelsesministeriet om retten til dansk pension under bopæl i udlandet.

Metadata

Retsområder

Lov om social pension

Nøgleord

EuBopæls- og forsikringsperioderBopælSocial pensionUdland

Paragraffer

§ 3§ 5§ 14§ 8

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse P-37-00

Udgivet: 2013-07-11

Varmetillæg kunne ikke standses, uden at kommunen skriftligt havde anmodet om dokumentation for faktiske varmeudgifter i det forløbne år og oplyst om, at varmetillægget ville ophøre, hvis ikke dokumentationen var kommunen i hænde inden 3 måneder. Kom...

Ankestyrelsens principafgørelse P-21-97

Udgivet: 2013-07-11

Selvom tilmelding til folkeregisteret i almindelighed måtte anses for tilstrækkelig dokumentation, var kommunen ikke afskåret fra i særlige tilfælde at forlange dokumentation for bopælskravet ved at forlange personligt fremmøde. Kommunen havde sålede...

Ankestyrelsens principafgørelse 70-15

Udgivet: 2015-11-04

Statsborgere fra en af de kontraherende stater i det tidligere Jugoslavien har ret til dansk førtidspension, hvis betingelserne i konventionens artikel 26, stk. 1, eller stk. 2, er opfyldt, eller hvis betingelserne i pensionslovens § 2, stk. 2, er op...