Ankestyrelsens principafgørelse P-28-03

Ankestyrelsen hjemviste sagen til ny afgørelse i kommunen.

Ankestyrelsen var enig i, at kommunen ved udmålingen af hjælp efter servicelovens § 77 havde ret til at tage hensyn til det tilkendte plejetillæg efter lov om pension § 16, stk. 2, som vedrørte samme formål, som hjælpen efter servicelovens § 77. Udmålingen måtte imidlertid ske på baggrund af en konkret, individuel vurdering af arten og omfanget af pensionistens behov sammenholdt med omfanget af øvrige behov, herunder behov for hjælp til andre mere vanskeligt definerbare funktioner som efter sin art kunne henregnes til at skulle dækkes af det plejetillæg, pensionisten var tilkendt.

Dette betød, at kommunen på baggrund af denne vurdering skulle tage stilling til størrelsen af

den reduktion, der eventuelt kunne blive tale om at foretage i den hjælpeordning, der var bevilget

i henhold til reglerne i servicelovens § 77.

Kommunen skulle endvidere tage stilling til om pensionisten havde dokumentation for

nødvendige merudgifter af en sådan størrelse i relation til sit handicap, at vedkommende ville

være berettiget til tillæg efter reglerne i servicelovens § 84.

Ved denne vurdering kunne der kun tages hensyn til det tilkendte plejetillæg efter pensionsloven, i det omfang at tillægget ikke fuldt ud blev anvendt til dækning af pensionistens behov for pleje.

Servicelovens bestemmelser om hjælpeordninger til pleje, overvågning og ledsagelse til personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 77, var subsidiære i forhold til pensionslovens bestemmelser om tillæg til dækning af udgifter til bistand, pleje og tilsyn, jf. § 16, jf. pkt. 85 i vejledning om social pension.

Servicelovens bestemmelser om nødvendige merudgifter, jf. § 84, vedrørte sandsynliggjorte merudgifter, der var en følge af nedsat funktionsevne hos personer med betydelig varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Formålet med ydelsen var at gøre det muligt for personer med varig nedsat funktionsevne at leve et almindeligt liv, som andre ikke handicappede på samme alder og i samme livssituation. Ydelsen var tænkt til personer, der ikke modtog førtidspension som primær forsørgelsesydelse. Undtagelsesvis kunne der ydes hjælp til merudgifter til førtidspensionister der var fundet berettiget til hjælpeordning efter servicelovens § 77.

Førtidspension, med de supplerende tillægsydelser, der var mulighed for at bevilge efter pensionslovens bestemmelser, skulle forstås som den primære forsørgelsesydelse for førtidspensionister.

Bistands- eller plejetillæg blev tilkendt efter et skøn over omfanget af førtidspensionistens behov for varig personlig pleje og tilsyn. Der blev ikke stillet krav til dokumentation for udgiftens størrelse eller til hvordan pensionisten konkret valgte at dække sit behov med det bevilgede tillæg.

Ved ekstraordinært behov for varig pleje og tilsyn af en størrelse som ikke kunne dækkes af et plejetillæg, kunne der også til førtidspensionister ydes tillæg til hjælpeordning efter servicelovens § 77, under forudsætning af at modtageren selv kunne administrere ordningen. Størrelsen af ydelsen beroede på en konkret vurdering af ansøgerens behov.

Servicelovens § 77 og § 84 afløste den tidligere bistandslovs § 48, stk. 4, hvorefter der kunne udmåles hjælp til ledsagelse, pleje og overvågningsbehov, også i ekstraordinære tilfælde til førtidspensionister, der selv ville være i stand til at administrere en tilskudsordning.

I Socialministeriets vejledning af 10. marts 1998 om sociale tilbud til voksne med handicap, pkt. 71 vedrørende hjælpeordningen efter servicelovens § 77, var det bemærket, at for personer der modtog plejetillæg, ville hele plejetillægget som udgangspunkt skulle anvendes til betaling af en del af hjælpeordningen forudsat at hjælpen var udmålt, så den dækker alle ledsage-, pleje- og overvågningsbehov. Der skulle foretages en udregning af de beløb, der dækkede det samlede plejebehov og hjælpen blev derefter reduceret med et beløb, som svarede til plejetillægget eller en større eller mindre del deraf. Det blev bemærket, at der kunne være tilfælde, hvor der af plejetillægget var behov for at dække mange vanskeligt definerbare småfunktioner ved siden af hjælpeordningen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at et tilkendt plejetillæg jf. pensionslovens § 16, stk. 2 skulle dække skønsmæssige udgifter til varig personlig pleje og tilsyn, herunder en række mindre og vanskeligt definerbare småfunktioner efter en konkret individuel vurdering. Ved særligt behov kunne der ydes hjælpeordning efter servicelovens § 77 med fradrag af den del af behovet der forud var dækket helt eller delvist af et plejetillæg.

Det blev endvidere lagt til grund, at såfremt der kunne dokumenteres nødvendige merudgifter til andre funktioner end pleje og tilsyn, kunne der for førtidspensionister med bevilget hjælpeordning søges særskilt bevilling hertil efter servicelovens § 84.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.