Ankestyrelsens principafgørelse 111-15

GældendeÅr: 2015Udgivet: 2015-12-22

Beskrivelse

Kommunen skal yde dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Udgifter til hurtigtvirkende kulhydrater til regulering af lavt blodsukker kan efter en konkret vurderi...

Journalnummer

2015-2123-49278

Indhold

Afgørelse

Ankestyrelsen har ved brev af 4. november 2015, på baggrund af Rettens dom af 20. oktober 2015, genoptaget behandlingen af din sag om dækning af merudgifter.

Vi har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over A Kommunes afgørelse truffet den 31. oktober 2011.

Resultatet er

Du er berettiget til dækning af merudgifter fra den 21. oktober 2011 til den 31. december 2012, da dine udgifter overstiger bagatelgrænsen.

Kommunen skal træffe afgørelse om, hvorvidt dine merudgifter overstiger bagatelgrænsen fra 1. januar 2013.

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse i forhold til dine udgifter fra den 21. oktober 2011 til 31. december 2012.

Kommunen vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Dine udgifter til hurtigtvirkende kulhydrater

Ankestyrelsen vurderer, at du har nødvendige merudgifter til druesukker i pulverform for 283,92 kroner.

Vi lægger ved afgørelsen vægt på, at du har brug for 15 gram druesukker i forbindelse med tilfælde med lavt blodsukker.

Vi lægger ligeledes vægt på, at du vil skulle blande en flaske med vand og druesukker hver morgen.

Vi lægger endvidere vægt på, at druesukker i pulverform kan købes på nettet, hvor fire kilo druesukker i pulverform koster 208 kroner, inkl. levering.

Det følger af servicelovens regler om dækning af merudgifter, at der alene ydes tilskud til nødvendige merudgifter, som er en følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne hos den person, der ansøger.

Det følger endvidere af vores praksis, at udgifter til druesukker eller juice til regulering af lavt blodsukker efter en konkret vurdering skal indgå ved beregningen af nødvendige merudgifter til en person med insulinkrævende diabetes. Vi henviser til vores principafgørelse 102-10.

På den baggrund vurderer vi, at du vil have udgifter til druesukker i pulverform svarende til 15 gram druesukker om dagen, 7 dage om ugen, 52 uger om året. I alt 283,92 kroner.

Vi bemærker, at det forhold, at du mener, at du skal anvende 20 gram druesukker 8 til 9 gange om ugen ikke kan føre til en ændring af vores vurdering af sagen.

Udgifter over bagatelgrænsen i 2011 og 2012

Udover dine udgifter til druesukker i pulverform havde du, da A Kommune traf afgørelse i sagen i 2011, udgifter til diætkost med specialvarer for 2.112 kroner.

Vi bemærker, at vi ikke har forholdt os nærmere til kommunens vurdering af, at du har udgifter til diætkost med specialvarer.

Vi lægger, på baggrund af Rettens dom af 20. oktober 2015 til grund, at du havde udgifter til egenbetaling til medicin på 3.655 kroner.

Du havde altså den 21. oktober 2011 merudgifter for i alt 6.050,92 kroner.

Det følger af servicelovens regler om dækning af merudgifter, at tilskud til nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100, stk. 3, kan ydes, når de skønnede merudgifter udgør mindst 6.000 kr. pr. år, svarende til 500 kr. pr. måned.

På den baggrund finder vi, at du er berettiget til dækning af merudgifter fra din ansøgning af 21. oktober 2011 til den 31. december 2012.

Udgifter over bagatelgrænsen fra 2013 og frem til i dag

Vi finder, at sagen ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan træffe afgørelse om, hvorvidt du har merudgifter over bagatelgrænsen fra 1. januar 2013 og frem til i dag.

Vi lægger vægt på, at kommunen ikke har haft lejlighed til at forholde sig til, hvilke merudgifter du har til diætkost, herunder om du stadig har et behov for specialvarer.

Vi lægger ligeledes vægt på, at kommunen ikke har forholdt sig til, hvilke udgifter til egenbetaling til medicin du har.

Det følger af vores praksis, at der ved beregningen af nødvendige merudgifter alene skal medtages udgifter til specialvarer, hvis det kan dokumenteres, at ansøgeren har behov for at benytte specialvarer, idet vedkommende ikke ved supplering af hurtigvirkende insulin har mulighed for at kompensere for ekstra indtag af kulhydrater. Det skal også være sandsynliggjort, at borgeren rent faktisk anvender specialvarer i det daglige. Vi henviser til vores principafgørelse 46-14.

På den baggrund hjemviser vi sagen til kommunen.

Kommunen skal derfor indhente oplysninger om, hvorvidt du har et dokumenteret behov for specialvarer i perioden fra 2013 og frem.

Kommunen skal ligeledes indhente oplysninger om, hvilke udgifter du har haft til egenbetaling for medicin i perioden fra 2013 og frem.

Kommunen skal herefter træffe en ny afgørelse. Hvis kommunen ikke fuldt imødekommer din ansøgning, skal kommunen i afgørelsen angive de hovedhensyn og de faktiske oplysninger, der er indgået i kommunens vurdering.

Hvis du er uenig i kommunens nye afgørelse, kan du klage til os.

Metadata

Retsområder

Serviceloven

Nøgleord

Lavt blodsukkerDruesukkerDiabetes

Paragraffer

§ 5§ 7§ 1a§ 15a§ 100

Relaterede afgørelser

Ankestyrelsens principafgørelse C-1-04

Udgivet: 2013-07-11

En ansøger fik i forbindelse med totalskade udbetalt en forsikringssum for en bil, hvortil der tidligere var givet støtte i form af lån indenfor den sædvanlige låneramme samt tilskud til automatisk transmission. Ansøger indfriede herefter hele restgæ...

Ankestyrelsens principafgørelse 80-10

Udgivet: 2013-07-10

Almindelige batterier til et blodsukkermåleapparat kunne ikke bevilliges som en merudgift efter serviceloven. Ankestyrelsen fandt, at det ikke var hensigten med servicelovens bestemmelse om merudgifter, at den skulle dække udgifter som en særbestemme...

Ankestyrelsens principafgørelse 33-16

Udgivet: 2016-06-24

Kommunen skal tilbyde personlig hjælp og pleje til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Dette omfatter også fodpleje. Når der...