Ankestyrelsens principafgørelse P-2-00
Beskrivelse
Likvid formue i form af godtgørelse for varigt mén indgår ikke i den samlede økonomiske vurdering, der foretages i forbindelse med tildeling af personligt tillæg. Ankestyrelsen fandt, at det ville være i strid med formålet med godtgørelsen, såfremt d...
Journalnummer
J.nr.: 600754-99
Indhold
Lovhenvisninger
- Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 16, stk. 1
- Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 17, stk. 1
Afgørelse
Ankestyrelsen fandt, at likvid formue i form af kapitaliseret méngodtgørelse skulle holdes udenfor den samlede økonomiske vurdering, der skulle foretages i forbindelse med tildeling af personligt tillæg efter § 17 i lov om social pension.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at godtgørelse for varigt mén som følge af en skade ikke ydes til dækning af økonomiske behov, men som kompensation for de ulemper i den personlige livsførelse, som skaden har medført.
Det ville derfor være i strid med formålet med godtgørelsen, såfremt den indgik i vurderingen af pensionistens økonomiske behov.
Ankestyrelsen fandt således, at uanset at der ikke i lov om social pension er fastsat regler, som udtrykkeligt undtager méngodtgørelse fra den økonomiske vurdering ved tildeling af personlige tillæg, er det de samme hensyn, der gør sig gældende ved tildeling af personlige tillæg efter lov om social pension som ved ret til kontanthjælp efter kapitel 4 i lov om aktiv socialpolitik.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.
Information
- Ansøger, der modtog førtidspension spurgte i brev af 10. marts 1999 blandt andet sin kommune om, hvorvidt ménerstatning ville blive medregnet til formuen ved tildeling af personligt tillæg.
- Kommunen oplyste, at man i vurderingen så på indtægter ud over pensionen og på den likvide formue, f.eks. indestående i bank. Man vurderede ikke, hvordan formuen var opstået, og om det f.eks. var en erstatning eller en opsparing. Man vurderede udelukkende bevillingen af personligt tillæg ud fra formuens størrelse.
- Kommunen oplyste desuden, at ud fra det foreliggende ville ansøger ikke være berettiget til personligt tillæg ud fra de generelle regler, men at der altid var mulighed for at søge personligt tillæg til et særligt formål, hvorefter hans samlede økonomiske situation ville blive vurderet. Ansøger ankede herefter kommunens afgørelse, og henviste blandt andet til, at méngodtgørelse i flere love er fritaget som indtægt og formue, som det fremgår af aktivloven. Ansøger mente, at han indirekte også var kommet ind under aktivloven, da hans hustru nu var berettiget til kontanthjælp.
- Nævnet bemærkede i sin afgørelse indledningsvis, at den kapitaliserede méngodtgørelse ydet efter lov om forsikring mod følger af arbejdsskade ikke skulle indgå i indtægtsgrundlaget ved beregning af pensionens grundbeløb, pensionstillæg eller personlig tillægsprocent, da den kapitaliserede erstatning ikke indgik i den skattepligtige indkomst, jf. pensionslovens § 28 og § 29.
- Nævnet bemærkede ligeledes, at der i pensionsloven ikke findes bestemmelser om, at man ved vurderingen af, om en pensionist er berettiget til personligt tillæg efter pensionslovens § 17, kan bortse fra formue i form af en kapitaliseret méngodtgørelse.
- Da der i pensionsloven ikke findes en sådan hjemmel, var nævnet enig med kommunen i, at der ikke kunne bortses fra en likvid formue i form af en kapitaliseret méngodtgørelse ved vurderingen af, om ansøger var berettiget til personligt tillæg efter pensionslovens § 17, hvorefter der i en konkret ansøgningssituation skal foretages en vurdering af, om ansøgers økonomiske forhold er særlig eller ganske særlig vanskelige.
- Nævnet var opmærksom på, at der i § 14, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik er hjemmel til at bortse fra formue, som skyldes beløb, der er udbetalt som godtgørelse for varigt mén. Denne hjemmel kunne dog ikke anvendes analogt vedrørende personligt tillæg efter pensionsloven uden lovhjemmel hertil.
- Ansøger klagede herefter til Ankestyrelsen.
- Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en kapitaliseret méngodtgørelse kan undtages ved den økonomiske vurdering ved tildeling af personligt tillæg efter § 17 i lov om social pension.
Metadata
Retsområder
Nøgleord
Paragraffer
Relaterede afgørelser
Udgivet: 2013-07-11
Højesteret ændrede landsrettens afgørelse, således at Ankestyrelsen skulle anerkende, at der ved opgørelsen af en pensionists indtægtsgrundlag for førtidspension kunne ske fradrag af hans bidrag til ratepension, uanset at han var begrænset skatteplig...
Udgivet: 2013-07-11
Der var ikke grundlag for at påbegynde behandling af en sag om forhøjelse af tidligere tilkendt førtidspension. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger led af fibromyalgi og slidgigt i ryggen, men at der alene havde kunnet påvises beskedne obj...
Udgivet: 2013-07-11
Udgifter til ulykkesforsikring og gældssanering kunne ikke medtages i budgettet som rimelige faste udgifter ved afgørelsen af, om der kunne ydes personligt tillæg. Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren modtog mellemste førtidspension, og at det v...