Ankestyrelsens principafgørelse P-22-02

Lovhenvisninger

• Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 17, stk. 2
• Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 17, stk. 2

Afgørelse

Information

• Sagen drejede sig om en 55-årig kvinde, der modtog mellemste førtidspension. Hun søgte den 13. august 2001 om personligt tillæg til tandbehandling.
• Kommunen traf den 27. september 2001 afgørelse om, at ansøgeren ikke var berettiget til personligt tillæg til egenbetaling på ca. 7.111 kr. til tand- og protesearbejde for 8.222 kr.
• Kommunen meddelte samtidig, at de havde modtaget overslag fra ansøgerens tandlæge på 20.250 kr. samt alternativt forslag på fremstilling af partiel protese til overmunden til 8.222 kr. Kommunens lægekonsulent havde den 20. september 2001 anbefalet det alternative forslag ud fra ansøgerens generelle tilstand af sit tandsæt.
• Ifølge ansøgerens budget af 17. august 2001 samt dokumentation på Falckabonnement af 19. september 2001 havde hun 4.502 kr. tilbage, når alle nødvendige udgifter var betalt.
• Udgifter til bil var ikke medtaget, herunder 538 kr. til Falckabonnement.
• Udgifter til sygekørsel var ligeledes fratrukket ansøgerens Falckabonnement, da denne kørsel i de fleste tilfælde kunne dækkes via hospitalernes patienttransport og kommunens dækning for kørsel til læge/speciallæge, hvis hun ikke var i stand til at benytte offentlige transportmidler.
• Ansøgerens udgifter til leje af video, ulykkesforsikring og gældssaneringsafdrag var heller ikke medtaget.
• Kommunen skønnede, at ovennævnte udgifter ikke var nødvendige i forhold til bevilling af personlige tillæg.
• Kommunen oplyste endvidere i afgørelsen, at ansøgeren havde helbredskort, som dækkede 85% af almindelig tandbehandling, hvor sygesikringen også gav tilskud. Ansøgeren var ligeledes med i Sygeforsikringen Danmark, gruppe 1, hvorfra der blev givet 1.000 kr. i tilskud til partiel protese til overmunden.
• Ud fra dette skønnede kommunen, at ansøgeren ikke økonomisk var særlig vanskeligt stillet, jf. pensionslovens § 17, stk. 2, hvorfor der blev givet afslag på hendes ansøgning.
• Kommunen begrundede afslaget med, at ansøgeren med det beløb, som var tilbage, når alle nødvendige faste udgifter var betalt, skønnedes at have midler til at prioritere andre udgifter, der skulle komme, herunder tandbehandling.
• Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på personligt tillæg til egenbetaling på ca. 7.111 kr. til tandbehandling for 8.222 kr.
• Nævnet lagde vægt på størrelsen af det beløb, ansøgeren havde til rådighed, når hun havde afholdt sine faste udgifter til husleje, varme, el, skorstensfejning, ulykkesforsikring, telefonabonnement, licens, gældssanering, Sygeforsikringen Danmark, Falck (vedrørende sygekørsel og hus), medicin, leje af TV, vaskemaskine og komfur.
• Med et rådighedsbeløb på 3.665 kr. fandt nævnet, at ansøgeren havde det fornødne til sin underhold og tillige selv kunne afholde udgifterne til tandbehandling.
• Nævnet havde ikke fundet anledning til at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter udgifter til tandbehandling bør gå forud for udgifter til hundeforsikring, afdrag på gæld til banken, samt leje af video.
• Nævnet havde heller ikke fundet anledning til at tilsidesætte kommunens afgørelse omkring ansøgerens Falckabonnement, hvorefter udgiften vedrørende hendes bil ikke kunne godkendes som en rimelig udgift, idet hun ikke længere benyttede sin bil som transportmiddel til arbejde.
• Nævnet fandt således, at ansøgerens økonomiske forhold ikke var så særligt vanskelige, at der var grundlag for at pålægge kommunen at yde ansøgeren personligt tillæg til tandbehandling.
• I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at nævnet havde ændret kommunens vurdering af ansøgerens budget omkring månedlige faste udgifter til ulykkesforsikring, udgifter til Falckabonnement til sygekørsel og udgifter til gældssanering. Kommunen havde ikke medtaget disse udgifter, da disse ikke skønnedes nødvendige i forhold til tildeling af personlige tillæg.
• Da dette kunne have principiel eller generel betydning for behandlingen af budgetter i forbindelse med ansøgninger om personlige tillæg fremover, anmodede kommunen om, at Ankestyrelsen tog sagen op i forhold til tildeling af personligt tillæg.
• Justitsministeriet havde telefonisk den 18. juli 2002 på forespørgsel om, der kunne gives henstand med afdraget ifølge en gældssaneringsaftale, eller om afdraget kunne nedsættes, oplyst, at der ikke var fastsat regler herom. Det kunne dog ikke udelukkes, at skifteretten uformelt og efter aftale med parterne i en gældssaneringsaftale ville kunne forlænge aftalen, eller acceptere en nedsættelse af afdraget.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere vurdering af, om udgifter til ulykkesforsikring og til gældssanering burde medtages i budgettet som rimelige faste udgifter ved vurdering af, om der var grundlag for at yde personligt tillæg efter § 17, stk. 2, i lov om social pension.