Ankestyrelsens principafgørelse O-93-95

Lovhenvisninger

• Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 1 og § 25, stk. 1
• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 91, nr. 1 og § 98, stk. 2
• Note:
• *) Se også SM O- 25-79.

Afgørelse

Information

• Sagen vedrørte en mand, som uretmæssigt havde modtaget ydelser efter bl.a. bistandslovens § 37 og § 46 ved at fortie, at han havde drevet selvstændig virksomhed i årene 1990, 1991 og 1992.
• Kommunen havde i et brev af 29. marts 1993 meddelt ham, at kommunen havde besluttet at anmode politimesteren om at indlede efterforskning, idet social- og sundhedsforvaltningen havde en formodning om, at han ved sin fortielse uretmæssigt havde modtaget ialt 265.481 kr. efter bistandsloven.
• Under straffesagen nedlagde kommunen påstand om erstatning af det besvegne beløb.
• Pågældende blev idømt fængselsstraf for bedrageriforholdet, og kommunens erstatningspåstand blev taget til følge. Manden gjorde ikke under sagen indsigelse mod opgørelsen af det besvegne beløb.
• Pågældendes advokat klagede herefter til ankenævnet over kommunens afgørelse, idet han oplyste, at klienten aldrig havde modtaget brevet af 29. marts 1993, og at han selv først havde fået forevist en kopi af brevet under straffesagen.
• Ankenævnet afviste at behandle sagen med den begrundelse, at retten under bedragerisagen havde taget erstatningsspørgsmålet under påkendelse.
• I klagen til Ankestyrelsen henviste advokaten til en kendelse afsagt af Den Særlige Klageret vedrørende en anden person. Denne sag blev genoptaget, for så vidt angik strafudmålingen efter kendelse afsagt af klageretten, fordi ankenævnet efter landsrettens første afgørelse havde truffet afgørelse om, at det uretmæssigt modtagne beløb var væsentligt mindre end fastsat af kommunen. (Der var i denne anden sag ikke under straffesagen rejst erstatningskrav for det uretmæssigt oppebårne beløb, og der forelå således ikke nogen retsafgørelse herom, da ankenævnet tog stilling til størrelsen heraf).
• Advokaten anførte desuden, at det er mest hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om sociale ydelser afgøres i det system, der har specialiseret sig i den type sager.
• Ankestyrelsen indhentede en udtalelse fra Justitsministeriet, hvorefter ministeriet fandt, at der ved retten var truffet en retskraftig afgørelse, der normerede, hvad der skulle tilbagebetales. Det kunne ikke antages, at denne afgørelse kunne ændres af det administrative klagesystem.
• Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet kunne afvise at behandle sagen med den givne begrundelse.