Ankestyrelsens principafgørelse O-31-99

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af ansøgerens aktivitetsniveau og kørselsbehov, at han var berettiget til støtte til udskiftning af den tidligere bevilgede bil efter reglerne i bilbekendtgørelsens §§ 1, 2, stk. 1, nr. 3 og § 6.

Han havde derfor også ret til fritagelse for betaling af vægtafgift efter bekendtgørelsens § 8, fordi det er en betingelse for fritagelse for vægtafgift, at man opfylder betingelserne for støtte til køb af bil.

Han fandtes ligeledes berettiget til støtte til de nødvendige særlige indretninger i bilen efter § 9 i bilbekendtgørelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at uanset at ansøgeren boede på en institution, havde han bevaret et stort selvstændigt aktivitetsniveau, hvortil han havde et kørselsbehov, som efter det oplyste ikke kunne dækkes ved kørsel med institutionens bil eller offentlige transportmidler. Han havde bl.a. et kørselsbehov flere gange om ugen i forbindelse med indkøb til den daglige husholdning, i forbindelse med den fortsatte uddannelse ved bl.a. deltagelse i kurser, deltagelse i aktiviteter i handicapklub, biograf- og koncertbesøg, besøg hos familie og venner og lignende. Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på, at han havde hjælpere til rådighed døgnet rundt, der kunne køre ham til disse aktiviteter.

Ankestyrelsen fandt således, at han efter de foreliggende oplysninger havde et aktivitetsniveau og et kørselsbehov, hvis opfyldelse ved kørsel i egen bil i væsentlig grad ville afhjælpe følgerne af lidelsen og lette hans daglige tilværelse, og som ikke mere hensigtsmæssigt kunne dækkes ved andre ordninger. Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse og hjemviste samtidig sagen med henblik på afgørelse af, hvilken bil der var den billigste og bedst egnede samt hvilke særlige indretninger, der skulle foretages i bilen.