Ankestyrelsens principafgørelse C-8-04

Lovhenvisninger

• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 28, stk. 1 og § 97, stk. 1
• Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1, § 112, stk. 1 og § 112, stk. 6

Afgørelse

Information

• En mor søgte kommunen om en specialsyet køredragt (flyverdragt) med lynlåse i ærmer og ben til sin 7-årige datter. Køredragten skulle bruges ved transport af datteren i kørestol. Ansøgningen var begrundet i datterens venstresidige hemiplegi, og det var også anført, at datterens venstre arm og ben var kortere end højre arm og ben.
• Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. Man vurderede således ikke, at køredragten var en særlig beklædningsgenstand, og den fandtes heller ikke at være nødvendig for at kompensere for datterens funktionsnedsættelse. Det forhold, at dragten skulle specialsys, ændrede ikke denne vurdering. Køb af køredragt (flyverdragt) måtte man betragte som en almindelig udgift til børn. Kommunen foreslog ansøger eventuelt at købe en todelt flyverdragt, hvor det var nemmere at komme i jakken. Der kunne eventuelt ansøges om merudgifter hertil efter servicelovens § 28.
• Nævnet hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling, idet kommunens afgørelse var truffet på et utilstrækkeligt og forkert grundlag.
• Nævnet henviste til hjælpemiddelbekendtgørelsens § 12 og til appendiks pkt. 2 om særlige beklædningsgenstande i vejledning om støtte til bl.a. hjælpemidler. Med baggrund heri anførte nævnet, at der måtte sondres mellem særlige beklædningsgenstande omfattet af servicelovens § 97 og specielle behov for beklædning omfattet af lovens § 28.
• Nævnet fandt herefter, at en flyverdragt, som skulle specialsys på grund af nedsat fysisk funktionsevne, var en særlig beklædningsgenstand, som dermed ville kunne bevilges som hjælpemiddel efter servicelovens § 97 forudsat, at væsentlighedskriteriet i hjælpemiddelbekendtgørelsens § 1 var opfyldt.
• I forhold til det af kommunen anførte om, at barnet ville kunne bruge en almindelig rummelig jakke, hvorfor der ikke var behov for specialsyet tøj, bemærkede nævnet, at det faktiske grundlag for denne vurdering ikke fremgik af sagsakterne. Nævnet havde derfor ikke mulighed for at tage stilling til, om denne vurdering var foretaget på et tilstrækkeligt grundlag.
• I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at sagen havde principiel betydning for afgrænsningen mellem hjælpemiddelreglerne og reglerne om dækning af merudgifter ved forsørgelsen. Der var således behov for en afklaring af, hvornår en beklædningsgenstand var en særlig beklædningsgenstand efter servicelovens § 97, og hvornår der var tale om merudgifter til beklædningsgenstande efter servicelovens § 28.
• Kommunen mente, at når der var tale om almindeligt tøj til børn i den pågældende alder, skulle der ydes hjælp efter reglerne om merudgifter, hvis barnet skulle have dyrere eller specialsyet tøj på grund af sit handicap. De særlige beklædningsgenstande efter hjælpemiddelreglerne var derimod beklædningsgenstande, som man typisk ikke ville have haft behov for, hvis man ikke havde haft en funktionsnedsættelse. I den konkrete sag havde datteren en alder, hvor det var normalt at have en flyverdragt.
• Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev det fra det firma, som var angivet som leverandør af køredragten, oplyst, at de køredragter, som firmaet lavede, udelukkende var beregnet til kørestolsbrugere. Køredragterne var en videreudvikling af køreposer. Køredragterne var udformet som flyverdragter, der var længere bagpå end foran, så brugeren kunne sidde ned i dem. Der var lynlås fra hals til fod og fra skulder til håndled, så dragterne var nemme at få på. Dragterne blev syet efter individuelle mål.
• Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af afgrænsningen mellem hjælpemiddelreglerne i servicelovens § 97 og reglerne om merudgiftsydelse i servicelovens § 28 for så vidt angik hjælp til beklædningsgenstand i form af specialsyet køredragt (flyverdragt).