Ankestyrelsens principafgørelse O-47-98

Lovhenvisninger

• Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 37, stk. 1 og § 40, stk. 1
• Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 13, stk. 1 og § 11, stk. 1

Afgørelse

Information

• Ansøger kom til Danmark ved familiesammenføring i november 1993 og fik supplerende kontanthjælp i november og december måned, da hendes ægtefælle var arbejdsløs.
• I august 1995 fik ægteparret en datter. De søgte i den forbindelse kontanthjælp. Da ansøgers ægtefælle havde været arbejdsløs før fødslen, fik ansøger påny udbetalt supplerende kontanthjælp.
• Ansøger påbegyndte efter endt barsel i februar 1996 sprogskole, 12 timer ugentligt, som aktiveringsforanstaltning.
• I begyndelsen af juni 1996 oplyste ansøger, at hendes ægtefælle var kommet i arbejde den 28. maj samme år. Kommunen standsede herefter udbetalingen af supplerende kontanthjælp, da betingelserne, efter at ægtefællen var kommet i arbejde, ikke længere var opfyldt.
• Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke havde været udsat for en social begivenhed i forbindelse med, at hun ved familiesammenføring indrejste i Danmark, idet hun ikke havde mistet nogen form for indtægt. Der blev i denne forbindelse lagt vægt på, at ansøger ved den første ansøgning om supplerende kontanthjælp havde oplyst, at hun ikke havde haft arbejde i sit hjemland, men været forsørget af forældrene. Ansøger hævdede dog senere at have arbejdet i tøjbutik i ca. 2 år, men havde ingen dokumentation for dette.
• Ankenævnet fandt ikke grundlag for at standse udbetalingen af kontanthjælp til ansøger i juni 1996 i forbindelse med, at hendes ægtefælle kom i arbejde.
• Nævnet begrundede afgørelsen med, at aktiveringstilbud i henhold til lov om kommunal aktivering betragtes som en beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Ved at tage imod tilbuddet om sprogskole havde ansøger således opfyldt sin rådighedsforpligtelse i henhold til bistandsloven.
• Nævnet bemærkede endvidere, at der ikke forelå oplysninger om, at ansøger ikke havde fulgt den aktivering, som kommunen gav som tilbud i henhold til aktiveringsloven.
• Ansøger fandtes allerede på baggrund af disse omstændigheder at have været berettiget til fortsat aktivering/udbetaling af supplerende kontanthjælp. Der var således ikke ved denne afgørelse taget stilling til, hvorvidt ansøger var berettiget på baggrund af situationen, da hun kom til Danmark.
• I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl. a. , at nævnet havde oplyst, at SM O-140-96 var lagt til grund ved behandlingen af sagen.
• Kommunen fandt imidlertid ikke, at sagerne var sammenlignelige, og kommunen fandt, at nævnet med denne afgørelse væsentligt havde udvidet den personkreds, der kunne få hjælp efter bistandslovens § 37.
• I SM O-140-96 var der tale om, at en person, der havde opnået ret til kontanthjælp og aktivering som følge af en afledet social begivenhed (ægtefællens arbejdsløshed), i aktiveringsperioden blev ramt af en selvstændig social begivenhed (sygdom). Ankestyrelsen afgjorde, at ansøger havde opnået en selvstændig ret til kontanthjælp, da den selvstændige sociale begivenhed opstod, og der kunne derfor fortsat ydes hjælp, selv om den oprindelige sociale begivenhed (ægtefællens arbejdsløshed) ikke længere var til stede.
• I den aktuelle sag var ansøger imidlertid ikke ramt af en selvstændig social begivenhed, og kommunen havde derfor vanskeligt ved at se en sammenligning med SM O-140-96.
• Det var således kommunens opfattelse, at nævnet med sin afgørelse udvidede den personkreds, der var berettiget til kontanthjælp efter bistandslovens § 37, hvorfor afgørelsen havde principiel betydning.
• Sagen blev behandlet i principielt møde til supplement til SM 0-140 96.